Hverdagsliv,  Job/uddannelse,  Personlig udvikling,  Spiseforstyrrelse/recovery

Bare spring ud i det

I går gjorde jeg noget, der var virkelig grænseoverskridende. Jeg tog med til en fest, hvor jeg absolut ingen mennesker kendte på forhånd. Det var en fest på det kollegie, jeg bor på, og jeg havde længe gået med idéen om, at jeg burde tage med. Alligevel var jeg ved at springe fra samtlige gange i går. Jeg har boet på kollegiet i lidt over en måned, og på trods af, at jeg virkelig gerne ville lære nogen nye mennesker at kende, er der da intet så nervepirrende som at tage til en fest, hvor man ingen kender. Men jeg gjorde det! Og det endte endda med at blive en succes.

14247950_10154655074255209_1441800249_o

Nogle gange skal man altså bare tage chancen og springe ud i det. Man får i hvert fald ikke noget ud af ikke at gøre noget. Jeg kunne sagtens have valgt bare at blive hjemme på sofaen og se fjernsyn det meste af aftenen i går. Men hvad havde jeg så fået ud af det? Ikke ret meget i hvert fald. I stedet tog jeg afsted til en fest, snakkede med en masse mennesker og fik oven i købet et par nye venner.

Når jeg sommetider snakker om, at man er nødt til at tage ansvar for sin egen situation, så er det netop sådan noget her, jeg hentyder til. Man kan hurtigt påtage sig en “offerrolle” og tænke: “der er sikkert alligevel ikke nogen, der vil snakke med mig” eller “jeg er ikke god nok”, og på baggrund af det vælger man så at blive hjemme. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange dette har været tilfældet for mig. Og det er da klart, at det er mindre risikabelt at blive hjemme på sofaen i sine trygge, kendte rammer. Men på den måde opbygger man i hvert fald ikke en større selvtillid, og man får ikke nogen virkelige erfaringer, der kan bruges til at modbevise sit selv-destruktive tankemønster.

Ofte skyldes vores tilbageholdenhed, at vi er bange for at fejle. I mit tilfælde har jeg altid været bange for at blive bekræftet i mine værste anelser: nemlig at jeg ikke er god nok. Men problematikken i at vælge at blive hjemme for at undgå fiasko er netop, at man derved heller ikke får afkræftet sin overbevisning om ikke at være god nok. Man er derfor nødt til simpelthen at tage chancen. Hvis man i forvejen ikke tror på sig selv, hvad har man så at miste?

Jeg har efterhånden taget chancer som denne mange gange, og det eneste, det har givet mig, er en større omgangskreds og ikke mindst en større tro på mig selv. Hvis ikke jeg havde gjort disse ting, ville jeg slet ikke være det samme sted i mit liv. Jeg er oven i købet ret overbevist om, at jeg stadig ville have været fastgroet i spiseforstyrrelsen, hvis ikke jeg selv aktiv havde gjort noget for at bryde ud af den offerrolle, som den havde mig fastlåst i.

Så husk det nu. Tag ansvar for jeres situation og spring ud i det! Det nytter ikke noget at gro sig fast et sted, bare fordi man er bange for, hvad der sker, hvis man gør noget risikabelt. Hvis man gerne vil være glad – oprigtig glad – og tilfreds med sit liv kræver det, at man selv gør noget af arbejdet for at nå dertil.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *