HJÆLP!!! Jeg kan ikke passe mine bukser!

Jeg træder fødderne ned i bukserne og holder fast i buksekanten, mens jeg trækker dem op langs benene. Jeg retter mig gradvist op i takt med, at bukserne kommer på plads, og det går helt uden problemer det første stykke af vejen – lige indtil jeg når lårene. Jeg mærker, hvordan stoffet begynder at arbejde imod mig, og uanset hvor meget jeg hiver og vrider i bukserne, lader de ikke til at ville rykke sig længere op. Jeg mærker straks irritationen, men forsøger ihærdigt at skubbe den væk. Det lykkes ikke for godt, og da jeg har prøvet flere bukser på med samme resultat til følge, begynder panikken at overtage. “Er jeg blevet tyk?? Eller er det, fordi jeg var for tynd dengang, jeg kunne passe bukserne?!” På trods af jeg godt kender det rigtige svar på spørgsmålet, kan jeg ikke undgå at mærke tvivlen indeni. Måske jeg burde tage mig sammen og tabe mig lidt igen?

Forleden, da jeg ryddede ud i mit tøj, faldt jeg over nogle af mine gamle bukser, som viste sig at være blevet aaalt for SMÅ. Samtlige af dem, jeg prøvede på, kom ikke ret meget længere end til lige op over knæene. Det var en hårdt at indse, hvor meget min krop har ændret sig. Jeg tøvede et øjeblik, men tog så en vigtig og hårdnakket beslutning.

På den ene side var det ret hårdt at blive mindet om, hvor meget “større”, jeg er blevet. Og i et splitsekund mærkede jeg ligefrem en trang, som jeg ellers ikke har mærket ret meget til på det sidste – trangen til at tabe mig.

MEN så kom jeg i tanke om alt det, jeg har kæmpet for og gjorde noget, der krævede en enorm portion mod og viljestyrke; jeg tog de for små bukser og kylede dem direkte i en pose med tøj, der skulle ud.

Den episode for mig er en påmindelse om, at på trods af, hvor langt jeg er kommet, vil jeg nok altid mærke denne tvivl indeni på visse tidspunkter i mit liv. Så kan jeg være nok så selvsikker og tro på at jeg for altid vil forblive rask, men disse små øjeblikke at tvivl, vil komme igen, og jeg vil skulle feje den væk hver gang. Det er beviset på, at godt nok kan man tage en noget så hårdnakket beslutning om at kæmpe sig ud af sin spiseforstyrrelse – men tvivlen kan man ikke undgå. Den vil være der, og den vil komme til at tage forskellige afskygninger i dit liv. Hvad end det drejer sig om udseende, krop, evner, eller personlighed.

I det store og hele er jeg dog ikke i tvivl om mit valg. Jeg siger “ud med de små størrelser – og ind med selvtillid og former.”