Boliginspiration

Home makeover planer

Det skal ikke holdes hemmeligt, at jeg går op i indretning og godt kan lide et hjem, der ser pænt, rent og ryddeligt ud. Det har egentlig altid været et stort interessepunkt for mig, da måden mit hjem ser ud på også har en ret stor indvirkning på mit humør, min trivsel og min motivation i hverdagen. Hvis der fx er mørkt og rodet omkring, bliver jeg også selv mere tilbagetrukken og får sværere ved at overskue tingene. Jeg har derfor brug for et lyst og lækkert miljø omkring mig, som inspirerer mig og motiverer mig til at få ting gjort.

Siden jeg flyttede sammen med N i hans hus har jeg derfor også gjort mit for at holde det pænt og sørget for at indrette det lidt, så min stil også har fået plads til at fylde. Men der er stadig mange ting, jeg savner lidt af i vores hjem, så efter lidt overtalelse har jeg nu fået lov at foretage nogle ændringer i indretningen. Blandt andet har jeg købt nogle billeder og rammer fra desenio, som vi skal have op at hænge i nogle af rummene, og derudover har jeg også fået tilladelse til at udskifte lidt af møblementet.

Noget af det, som jeg er allermest spændt på, og som er noget, jeg har gået og drømt om i et stykke tid efterhånden, er et sofabord i marmor. Jeg har valgt denne fine model med sort understel og den klassiske hvide marmorplade. Derudover har jeg også fået lov at skifte spisestolene ud med disse lækre velour spisestole i mørkegrå. Jeg valgte at slå til, da stolene var sat ned fra 1.399,- til 699,-. Både stolene og bordet kan anskaffes i Idémøbler og Ilva.

Jeg har tænkt mig at lave en vlog over makeover-processen, og det første afsnit udkommer på min kanal snart (hvis jeg når det allerede i morgen). Her er det først kontoret, der står for skud. Så hvis dette er noget, du kunne tænke dig at se med i, er du velkommen til at gå ind og abonnere på den.

Jeg håber, I har en dejlig tirsdag♡

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *