Morforkælelse

Min fødselsberetning del 2: Jeg kan ikke mere!

Dette er 2. afsnit af min fødselberetning, første del kan læses her. Det skal siges, at min hukommelse fra fødslen er mærket af enkelte huller, da jeg var slemt smertepåvirket af veerne, men jeg vil selvfølgelig forsøge at beskrive forløbet så detaljeret, som jeg kan huske det 🙂

Ankomst til sygehuset

N parkerer foran hovedindgangen til SVS. Jeg stiger besværet ud af bilen og begiver mig langsomt gennem den store svingdør, der fører ind i indkomsthallen. Indenfor sætter jeg mig forsigtigt på en stol for blot at rejse mig igen få sekunder senere, da jeg må indse, at jeg ikke kan holde ud at sidde ned mere. I det samme træder N ind i ankomsthallen. På grund af tidspunktet har han været hurtig til at finde en parkeringsplads – gudskelov! Klokken er blevet seks om aftenen. Den første ve indfandt sig omkring kl. 11 i formiddags, så de har stået på i godt 7 timer, men er blevet betydeligt forværret hen over de seneste 2 timer.

N går hen til en af standene nær indgangen for at registrere bilen, så vi kan holde parkeret i et døgn, mens jeg med små museskridt bevæger mig på tværs af indkomsthallen og videre ned af gangen mod elevatoren til fødeafdelingen, som ligger på 1. sal.

Jeg kører ikke hjem igen!!!!

Da vi få minutter senere træder ind af døren til fødeafdelingen og kigger os søgende omkring, bliver vi mødt af en smilende kvinde, som beder os om at vente i sofaen uden for døren, mens hun finder den jordemoder, der skal tage imod os. “Åh nej, bare vi ikke skal vente længe”, tænker jeg. Jeg er edderspændt på at finde ud af, om jeg har åbnet mig. Jeg frygter, at jeg kun har åbnet mig 1 centimeter eller 2, og at de blot vil bede os om at tage hjem igen. Man skal som regel være godt 4 cm åbnet for at være i aktiv fødsel… “Jeg kører IKKE hjem igen!”, pointerer jeg over for N, mens vi drøfter mulighederne for, hvad der kommer til at ske.

Efter ganske kort ventetid kommer en jordemoder og hilser på os. Jeg har absolut ingen erindring om hverken hendes navn eller udseende. I den tid jeg var på fødeafdelingen nåede jeg at have 3 forskellige jordemødre, og jeg husker kun svagt, hvordan den sidste så ud – formentlig fordi min hukommelse er bedst fra efter fødslen. Men også dér var jeg så forblændet af forelskelsen i min nyfødte datter, at jeg ikke ænsede ret meget af, hvad der foregik omkring os.

3-5-7 cm åben

Vi bliver vist ind i et undersøgelsesrum, og jeg ligger mig op på briksen. Jordemoderen måler mit blodtryk og min iltmætning, hvorefter hun går videre til at undersøge mig indvendigt. Endelig får vi spændingen udløst: “du er 3 cm åben og virker til at være i aktiv fødsel, men lad os lige køre en strimmel for at være sikker”. Jeg får sat et bånd rundt om maven med en elektrode på, som måler mine veer, og så bliver vi ellers overladt til os selv den næste halve time. Udvekslingen af ord mellem N og jeg er meget sparsom i løbet af den tid. Men jeg er heller ikke ligefrem i sludrehumør, eftersom jeg hver 2.-3. minut bliver afbrudt af nogle efterhånden voldsomt intervenerende smerter, som ikke lader til at have den mindste interesse for min velvære. Holy shit, hvor gør det ondt!!!

Da den halve time er gået, vender jordemoderen forventningsfuldt tilbage. “De er ved at være rigtig slemme”, får jeg fremstammet, imens jeg nyder en alt for kort pause mellem veerne. Hun kigger på den skærm, der viser en kurve over mine veer og melder straks tilbage, at der ikke er nogen tvivl; jeg ER i aktiv fødsel! På det tidspunkt er jeg allerede ved at være så påvirket af smerterne, at jeg ikke finder den mindste trøst ved tanken om, at vi ikke bliver bedt om at køre hjem igen. For jeg kan ærlig talt ikke overskue at have de her smerter i flere timer endnu. Det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget jeg ville ØNSKE, at vi bare kunne tage hjem, fordi jeg SLET ikke føler mig klar til at føde. Og samtidig føler jeg mig VIRKELIG ynkelig ved tanken om, at jeg nærmest har lyst til at opgive, før det overhovedet rigtigt er begyndt.

Da den næste ve melder sin ankomst, iagttager jordemoderen mig nysgerrigt. Jeg vrider mig på briksen i et desperat forsøg på at finde en bare tilnærmelsesvis behagelig stilling, alt imens jeg forsøger at koncentrere mig om min vejrtrækning. Da veen er overstået, står hun parat med handsker på til at tjekke mig indvendigt igen. Jeg gruer for at skulle røres dernede én gang til, men jeg må nive smerten i mig. Jeg kan vel lige så godt vænne mig til at blive rørt ved, for det kommer nok til at ske mange gange i løbet af de følgende timer…

“Du er allerede 5 cm åben, så der er ikke noget at sige til, at veerne føles slemme. Det er virkelig flot gået!”. Jeg føler ikke den mindste smule stolthed. Den eneste trøst at finde i hendes ord er, at jeg formentlig snart kan få noget lindring for smerterne. Jordemoderen har allerede nævnt, at hun tænker, det vil være en god idé med en form for smertelindring. Og nu forlader hun os endnu en gang for at gå ud og undersøge muligheden for en fødestue med badekar, da jeg har udtrykt, at jeg gerne vil i vand.

Det varer ikke mange minutter, før hun vender tilbage, og meldingen er ikke fortrøstningsfuld; “Der er en halv times ventetid på en stue med badekar, da den lige skal gøres rent. Hvis det er meget vigtigt for dig, kan vi prøve at vente, men ellers kan du få en anden fødestue med det samme. Dér har du også mulighed for at komme under en bruser”. Jeg har allermest lyst til at komme i et badekar, men på den anden side kan jeg sket ikke overskue at skulle vente, så jeg vælger det sidste.

Vi bliver fulgt et par døre længere ned af gangen og træder nu ind på en noget større stue. Der står en seng op af væggen til venstre, og over for er der to døre; den ene fører ind til et badeværelse, og den anden ind til et lille rum, hvor der står en ekstra seng. Tanken strejfer mig, at når jeg kommer ud herfra igen, vil det formentlig være med min datter i armene. Sikken vanvittig tanke! Men den bliver hurtigt fejet væk, da den næste ve presser sig på. ÅH nej! Jeg skynder mig hen foran briksen og læner mig ind over den. “Aaaaaarrrrhhh, av-av-av-av-av!!!” Jeg stønner i smerte. “Træk vejret, du klarer det super flot!” Jordemoderens råd forekommer mig svært at følge. Det er edderbankeme svært at trække vejret, når en smerte lig en tromle, der knuser ens bækken og underkrop, rammer hver 2.-3. minut.

Jordemoderen giver mig et lavement, og efter en mindre behagelig oplevelse på toilettet (at sidde på toilettet med veer og samtidig skulle skide er en ret vild oplevelse, som jeg af gode grunde gerne vil spare dig for at gå i detaljer med), får jeg iført mig en blød hospitalsskjorte og de famøse nettrusser, som jeg før har hørt så mange snakke om. Sexede er de i hvert fald ikke! Men at se tiltalende ud er nok også den sidste bekymring i mit hoved på dette tidspunkt.

“Hold da op, du er 7 cm åben nu. Det går stærkt”. Ordene vælter mig omkuld. Jeg har brugt en del tid på at læse om og forberede mig på fødslen. Men hvad jeg har oplevet indtil videre, strider fuldstændigt imod alt det, jeg har læst om; nemlig at man som førstegangsfødende skal indstille sig på, at det godt kan trække i langdrag. Meldingen fra jordemoderen er stik modsat. Det går simpelthen for stærkt! For blot en time siden var det 3 cm!

Pressetrang

I et desperat forsøg på at få bare den mindste smule aflastning fra smerterne, begiver jeg mig under bruseren. Desværre uden den virkning jeg havde håbet på… Jeg føler mig fuldstændig indeklemt, som jeg står dér, alene under bruseren bag et højt gangstativ, som jeg samtidig læner mig op af for at aflaste mine ben. På den anden side af døren står N og jordemoderen og betragter mig. Der er ikke plads på det lille badeværelse til, at de også kan være der. Jeg føler mig komplet hjælpeløs. Hvorfor står de bare der og kigger? Skal jeg bare klare det her alene? Er der virkelig ingen hjælp at hente?

På dette tidspunkt lader der til at ske et skift i veerne. Fra at have haft et par minutters pause mellem hver ve, føler jeg nu pludselig, at de er fuldstændigt ude af kontrol. Og jeg kan ikke længere modstå trangen til at skrige. De lyder, der kommer ud af min mund, forbløffer mig. Jeg kan ikke styre dem. Jeg må opgive bruseren. Det varme vand hjælper ikke den mindste smule på smerterne.

Stadigt dryppende med vand får jeg taget skjorten på igen og bevæger mig ud til briksen, som jeg hurtigt må læne mig op af, da der kommer en ve. Så snart den fortrænger, står jordemoderen igen klar til at tjekke mig indvendigt. Nu for fjerde gang. “Du er fuldt udvidet, så hvis du har lyst tilsat presse, må du gerne”. Jeg er målløs; “Jamen vandet er da ikke gået endnu”. “Det gør det ikke altid”, lyder meldingen tilbage fra jordemoderen. Åh Gud, tænker jeg. Jeg føler mig VIRKELIG ikke klar! Kan jeg ikke få bare et par minutters fred fra det her smertehelvede. Samtidig er jeg nok en smule overvældet ved tanken om, at dét øjeblik, som jeg i 9 måneder har gået og ventet på og set frem til med glæde og længsel, er kommet. Vores lille pige kommer ud til os – lige om lidt! Men det er ikke noget, jeg har tid til at gruble særligt længe over, idet veerne fortsætter i en endeløs storm med at vælte mig om kuld.

Går i stå…

De efterfølgende timer husker jeg ikke meget fra, andet end forbipasserende glimt af øjeblikke. Dét, som jeg nok husker mest tydeligt, er de ord, jeg gentager om og om igen – både indeni til mig selv men også MANGE gange højlydt til jordmoderen, N og de adskillige andre, som i løbet af denne tid bevæger sig ind og ud af fødestuen: “Jeg kan ikke mere!… Jeg KAN ikke mere!”… Jordemoderen gør et ihærdigt forsøg på at opmuntre mig; “LIDT mere, LIDT mere, LIDT mere…”. Men uanset hvor længe og hårdt jeg presser, sker der ikke noget.

Vi afprøver forskellige fødestillinger og forsøger især at få tyngekraften til at hjælpe mig. Jeg står længe i squatstilling, mens jeg støtter mine hænder på sengekanten og presser, ALT hvad jeg overhovedet har kræfter til… men lige meget hjælper det… Til sidst kan jeg ikke længere stå op, fordi mine ben ryster så voldsomt, så jeg lægger mig op på fødebriksen. Jordemoderen tilbyder mig en maske med lattergas mellem veerne, som jeg med kyshånd tager imod. Men heller ikke dét hjælper. Dog får det mig til bedre at kunne fokusere på min vejrtrækning, så selvom det ikke ligefrem afdæmper smerterne, fortsætter jeg med at bruge masken i et stykke tid.

Fødslen lader til at være gået i stå, og jordemoderen vil gerne give mig et vestimulerende drop for at sætte mere gang i det. Jeg kan mildest talt ikke overskue tanken, da jeg ikke føler, det kan det blive værre. Med et vedrop bliver smerterne måske endnu voldsommere, og det er jeg ingenlunde klar på. Kan min krop overhovedet holde til det? Trods bange anelser går jeg med til det og håber, at det vil gøre udslaget, så baby E endelig kommer ud til os. Men nej… Jeg presser og presser, og lige lidt hjælper det. Hun står stadig fast i mit bækken.

Efter en times tid begynder der at opstå tumult på stuen. Fordi det tager for lang tid, må jordemoderen bede om assistance fra en læge. De tjekker flere gange til baby E, og hun får sat en elektrode på sit hoved, så de kan følge med i, hvordan hun har det. Hun har det heldigvis godt. Det samme kan ikke siges om mig. Jeg begynder at være temmelig presset af at presse (haha!). Jeg udbryder igen og igen; “Jeg kan ikke mere”. Jeg tror snart, jeg besvimer af udmattelse. Men det er nok i virkeligheden et håb snarere end en reel bekymring… for jeg har vitterligt ikke lyst til at være til stede i min egen krop mere. Kan de ikke bare bedøve mig fuldstændigt?

En kæmpe forløsning

Til sidst siger jordemoderen og lægen: “Vi vil gerne prøve med sugekop, hvad siger du til det?”. På dette tidspunkt er jeg villig til at prøve hvad som helst. Jeg vil bare have en ende på det. Der kommer endnu flere folk på stuen, og N må trække sig lidt i baggrunden. Ærligt talt så gør det heller den store forskel for mig (ikke noget ondt ment, men der VAR bare ikke noget, han kunne gøre). I al den tid, jeg lå på fødelejet, var han en trofast støtte, der bragte mig saftevand til at styrke mig på og våde klude til at lægge på min pande. Og lige netop de 2 ting var nok i virkeligheden den eneste form for “lindring”, der hjalp mig under hele fødslen. Men nu måtte lægerne altså træde til. Og heldigvis for det. Efter 3 ganges sug, skriger jeg mit sidste skrig i smerte, da vores Ellie ENDELIG melder sin ankomst.

Hele min verden går i stå, da hun kommer til syne imellem mine ben og bliver lagt op på maven af mig. Jeg kan ikke tro det! Det er hende! Min datter! Det barn, som jeg i 9 måneder har båret på og følt sparke mod mit maveskind, og hvis udseende jeg kun har kunnet gøre mig forestillinger om, ligger nu oven på mig. Indsmurt i blod og et tykt gult lag af fosterfedt er hun det smukkeste og dejligeste jeg har set. Mødet med min datter er et øjeblik, som jeg ikke med ord kan beskrive. Jeg kan kun sige, at det er den vildeste livsbekræftelse og den pureste form for lykke, jeg tror, man kan opnå.

…Og sådan gik det altså til, at den fødsel, som fra starten gik lynende stærkt, endte med at gå så langsomt, at der måtte sugekop til. Ud kom hun i hvert fald, og den dag i dag – 4 måneder senere – er jeg stadig hovedkulds forelsket i min lille datter♡

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Morforkælelse