Min fødselsberetning del 2: Jeg kan ikke mere!

Må man gerne føle sådan som mor?

Jeg har været en smule bange for at skrive dette indlæg, men alligevel føler jeg, at jeg er nødt til det. Jeg har et BEHOV for at udtrykke det; komme ud med det, så det ikke skal føles som en byrde indeni… og så fordi jeg tror, at det for mange er lidt et tabu, selvom jeg er ret overbevist om, at de fleste mødre ikke kan benægte at have følt som jeg…

Dét, som jeg egentlig gerne vil sige, er; “hold kæft hvor jeg trænger til en pause fra mor-livet!” Lad mig uddybe: altså jeg ELSKER at være blevet mor til baby E… Lige så meget som hun sommetider driver mig til vanvid, lige så meget er det samtidig hende, der holder mig oppe, og giver mig lys og lykke i denne tilværelse. Især som situationen har været de seneste måneder, midt i al den her corona-krise, der har fået verden til nærmest at gå i stå. I hvert fald er den hverdag, vi kender, fuldstændigt forandret, trods de skrift i den mere normale retning, som vi har set på det seneste. Men ja, for lige at vende tilbage til sagens hovedkerne og pointen i dette indlæg…; jeg mangler VIRKELIG noget tid for mig selv! Bare nogle dage – eller for at være realistisk nok maks et døgn – da jeg, når det kommer til stykket, slet ikke ville kunne UNDVÆRE min datters nærvær. 

Den mængde tid, der gik fra jeg udgav 1. del af min fødselsberetning til, at jeg udgav del 2, er nok i virkeligheden et ret tydeligt billede på, hvad jeg mener. De ting i mit liv, som jeg i hverdagen bruger som et pusterum, og som jeg som regel altid vender tilbage til, så snart jeg har en smule overskud, er svære at prioritere i øjeblikket – på trods af et højt ønske herom. Jeg har ikke den tid og måske også det overskud, det kræver, at sætte mig med en kop kaffe og skrive et indlæg… og hvis jeg endelig har, ja så er det som regel ikke mere end en halv times tid, for så lyder Ellie’s stemme i babyalarmen, og “morjobbet” kalder.

I skrivende stund går jeg og skubber barnevognen fremad med maven, fordi en tur på hjulene er det eneste, der lader til at få Ellie til at falde til ro. Hun er meget urolig om aftenen for tiden. Vi var ellers lige kommet ind i en god rytme, hvor hun sov mange sammenhængende timer om natten. Men for tiden er hun bare konstant urolig. Hvis man forsøger at lægge hende fra sig på sit legetæppe eller bare sidder med hende i sofaen, bliver hun med det samme utilfreds – hun vil simpelthen være i bevægelse hele tiden. Og når hun endelig falder i søvn, vågner hun hvert andet øjeblik og opdager at hun har tabt sutten, så man skal hele tiden ud og give hende sutten eller gå et par omgange i haven. Jeg når vitterligt aldrig at afslutte noget, jeg giver mig i kast med, hvad end det gælder afslapning og mig-tid eller praktiske gøremål som vasketøj og rengøring. Hvis jeg går så langt som til at give mig selv lov til en lille lur, når jeg knap at ramme puden, før hun igen jamrer i babyalarmen. Det er P-I-S-S-E-H-A-M-R-E-N-D-E H-Å-R-D-T!!! Og alligevel, ja så har jeg faktisk svært ved at sige det højt, fordi jeg er bange for, at folk skal tænke, jeg ikke er elsker mit barn højt nok eller måske ligefrem er en dårlig mor. 

Men nu skriver jeg det altså her, siger det så højt jeg kan med mine skrevne ord. For jeg VED jo godt, at jeg ikke er nogen dårlig mor… Jeg er menneskelig, og jeg har brug for også at tænke på mig selv, hvis jeg skal kunne være noget for andre – i hvert fald på den lange sigt. For som nybagt mor er jeg lige nu er NØDT til at tilsidesætte egne behov for at tage mig af dette lille vidunderlige væsen, hvis skæbne jo altså hviler i mine hænder. Det ansvar påtog jeg mig, da N og jeg besluttede at få et barn, og jeg har ikke et eneste sekund fortrudt denne beslutning. Den kærlighed, jeg føler til Ellie og den glæde, det giver mig, at se hende udvikle sig, er ubeskriveligt stor. Jeg kan SLET ikke forestille mig andet end at være hendes mor.

…At jeg synes det er hårdt, er på ingen måde ensbetydende med, at det så ikke er det rigtige, vi har valgt at gøre. For det ER sgu da hårdt at være forælder – det tror jeg, alle andre ligesindede kan skrive under på. Og jeg har helt sikkert mange ting at lære om livet som forælder, og jeg kan allerede mærke nu, at den udvikling – ligesom udviklingen med sig selv i al almindelighed – fortsætter gennem resten af livet. Min første læring kommer formentlig til at være det her med at finde en slags ro i, at der så at sige aldrig rigtigt vil være ro. Jeg skal lære at være i det her med, at jeg ofte vil blive afbrudt og ikke vil kunne blive færdig med de ting, jeg er i færd med. For det kommer da bestemt ikke til at blive nemmere, når jeg efter min barsel vender tilbage på studiebænken. 

Når jeg har valgt at stille det op som et spørgsmål i overskriften, er det derfor ikke, fordi jeg som sådan er i tvivl. Jeg mener GERNE, at man må føle sådan som mor… eller far for den sags skyld. Man må GERNE være træt og udkørt og længes efter en pause. Og der ER stunder, hvor man er kørt så fysisk og mentalt ud på et sidespor, at man mest af alt har lyst til at kaste det skrigende barn ud af vinduet eller proppe det tilbage, hvor det kom fra (ikke at jeg skal have NOGET tilbage den vej eller ud igen lige foreløbig!!). Og jeg tror virkelig, der er mange andre, som kender til at have det sådan, men har svært ved at sige det højt af frygt for, hvad andre vil tænke. Sandsynligheden er – hvis de selv er forældre – at de ved præcist, hvad du mener. Og her kommer så min læring som forælder nr. 2; du må GERNE spørge om hjælp!

Jeg VED, at der vil stå rigeligt med hænder klar til at hjælpe, hvis det hele brænder på for mig. Og jeg er jo endda så heldig at have en kærlig og opbakkende partner at dele forældrerollen med. Jeg glemmer bare lidt nogle gange at bede om hjælpen – FØR det brænder på. Hvis jeg fx blev lidt bedre til at uddelegere opgaverne i hverdagen, så tror jeg faktisk, at jeg langt sjældnere ville nå derud, som jeg ofte gør, hvor det hele bare bliver alt for meget. Jeg har her i starten været lidt for bange for at lægge for stor en del af ansvaret over på N, fordi det jo er mig der holder barsel og dermed også mig, der bør trække “det tungeste læs”. Han skal jo have lov til at slappe af, når han har fri fra arbejde, tænker jeg tot. Men når E samtidig er inde i en periode, hvor hun har svært ved at falde til ro, er der på den måde aldrig tid til at jeg kan slappe lidt af. Og det bliver simpelthen for hårdt i længden. Og skulle det ske, at både N og jeg er helt udkørte, har vi både søskende, forældre, svigerforældre og sågar naboer, der helt sikkert står klar til at give en støttende hånd – og de gør det med glæde.

Der er uden tvivl nok at lære om livet som forælder, og jeg er mere end parat til at tage denne læring ind og arbejde med den på konstruktiv vis. Jeg ønsker jo at være den bedste mor, jeg kan være for Ellie, og det indebærer også at være tolerant over for de følelser, der følger med at være forælder; både de dejlige og de mere irriterrende af slagsen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min fødselsberetning del 2: Jeg kan ikke mere!