Min fødselsberetning del 2: Jeg kan ikke mere!

Dette er 2. afsnit af min fødselberetning, første del kan læses her. Det skal siges, at min hukommelse fra fødslen er mærket af enkelte huller, da jeg var slemt smertepåvirket af veerne, men jeg vil selvfølgelig forsøge at beskrive forløbet så detaljeret, som jeg kan huske det 🙂

Ankomst til sygehuset

N parkerer foran hovedindgangen til SVS. Jeg stiger besværet ud af bilen og begiver mig langsomt gennem den store svingdør, der fører ind i indkomsthallen. Indenfor sætter jeg mig forsigtigt på en stol for blot at rejse mig igen få sekunder senere, da jeg må indse, at jeg ikke kan holde ud at sidde ned mere. I det samme træder N ind i ankomsthallen. På grund af tidspunktet har han været hurtig til at finde en parkeringsplads – gudskelov! Klokken er blevet seks om aftenen. Den første ve indfandt sig omkring kl. 11 i formiddags, så de har stået på i godt 7 timer, men er blevet betydeligt forværret hen over de seneste 2 timer.

N går hen til en af standene nær indgangen for at registrere bilen, så vi kan holde parkeret i et døgn, mens jeg med små museskridt bevæger mig på tværs af indkomsthallen og videre ned af gangen mod elevatoren til fødeafdelingen, som ligger på 1. sal.

Jeg kører ikke hjem igen!!!!

Da vi få minutter senere træder ind af døren til fødeafdelingen og kigger os søgende omkring, bliver vi mødt af en smilende kvinde, som beder os om at vente i sofaen uden for døren, mens hun finder den jordemoder, der skal tage imod os. “Åh nej, bare vi ikke skal vente længe”, tænker jeg. Jeg er edderspændt på at finde ud af, om jeg har åbnet mig. Jeg frygter, at jeg kun har åbnet mig 1 centimeter eller 2, og at de blot vil bede os om at tage hjem igen. Man skal som regel være godt 4 cm åbnet for at være i aktiv fødsel… “Jeg kører IKKE hjem igen!”, pointerer jeg over for N, mens vi drøfter mulighederne for, hvad der kommer til at ske.

Efter ganske kort ventetid kommer en jordemoder og hilser på os. Jeg har absolut ingen erindring om hverken hendes navn eller udseende. I den tid jeg var på fødeafdelingen nåede jeg at have 3 forskellige jordemødre, og jeg husker kun svagt, hvordan den sidste så ud – formentlig fordi min hukommelse er bedst fra efter fødslen. Men også dér var jeg så forblændet af forelskelsen i min nyfødte datter, at jeg ikke ænsede ret meget af, hvad der foregik omkring os.

3-5-7 cm åben

Vi bliver vist ind i et undersøgelsesrum, og jeg ligger mig op på briksen. Jordemoderen måler mit blodtryk og min iltmætning, hvorefter hun går videre til at undersøge mig indvendigt. Endelig får vi spændingen udløst: “du er 3 cm åben og virker til at være i aktiv fødsel, men lad os lige køre en strimmel for at være sikker”. Jeg får sat et bånd rundt om maven med en elektrode på, som måler mine veer, og så bliver vi ellers overladt til os selv den næste halve time. Udvekslingen af ord mellem N og jeg er meget sparsom i løbet af den tid. Men jeg er heller ikke ligefrem i sludrehumør, eftersom jeg hver 2.-3. minut bliver afbrudt af nogle efterhånden voldsomt intervenerende smerter, som ikke lader til at have den mindste interesse for min velvære. Holy shit, hvor gør det ondt!!!

Da den halve time er gået, vender jordemoderen forventningsfuldt tilbage. “De er ved at være rigtig slemme”, får jeg fremstammet, imens jeg nyder en alt for kort pause mellem veerne. Hun kigger på den skærm, der viser en kurve over mine veer og melder straks tilbage, at der ikke er nogen tvivl; jeg ER i aktiv fødsel! På det tidspunkt er jeg allerede ved at være så påvirket af smerterne, at jeg ikke finder den mindste trøst ved tanken om, at vi ikke bliver bedt om at køre hjem igen. For jeg kan ærlig talt ikke overskue at have de her smerter i flere timer endnu. Det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget jeg ville ØNSKE, at vi bare kunne tage hjem, fordi jeg SLET ikke føler mig klar til at føde. Og samtidig føler jeg mig VIRKELIG ynkelig ved tanken om, at jeg nærmest har lyst til at opgive, før det overhovedet rigtigt er begyndt.

Da den næste ve melder sin ankomst, iagttager jordemoderen mig nysgerrigt. Jeg vrider mig på briksen i et desperat forsøg på at finde en bare tilnærmelsesvis behagelig stilling, alt imens jeg forsøger at koncentrere mig om min vejrtrækning. Da veen er overstået, står hun parat med handsker på til at tjekke mig indvendigt igen. Jeg gruer for at skulle røres dernede én gang til, men jeg må nive smerten i mig. Jeg kan vel lige så godt vænne mig til at blive rørt ved, for det kommer nok til at ske mange gange i løbet af de følgende timer…

“Du er allerede 5 cm åben, så der er ikke noget at sige til, at veerne føles slemme. Det er virkelig flot gået!”. Jeg føler ikke den mindste smule stolthed. Den eneste trøst at finde i hendes ord er, at jeg formentlig snart kan få noget lindring for smerterne. Jordemoderen har allerede nævnt, at hun tænker, det vil være en god idé med en form for smertelindring. Og nu forlader hun os endnu en gang for at gå ud og undersøge muligheden for en fødestue med badekar, da jeg har udtrykt, at jeg gerne vil i vand.

Det varer ikke mange minutter, før hun vender tilbage, og meldingen er ikke fortrøstningsfuld; “Der er en halv times ventetid på en stue med badekar, da den lige skal gøres rent. Hvis det er meget vigtigt for dig, kan vi prøve at vente, men ellers kan du få en anden fødestue med det samme. Dér har du også mulighed for at komme under en bruser”. Jeg har allermest lyst til at komme i et badekar, men på den anden side kan jeg sket ikke overskue at skulle vente, så jeg vælger det sidste.

Vi bliver fulgt et par døre længere ned af gangen og træder nu ind på en noget større stue. Der står en seng op af væggen til venstre, og over for er der to døre; den ene fører ind til et badeværelse, og den anden ind til et lille rum, hvor der står en ekstra seng. Tanken strejfer mig, at når jeg kommer ud herfra igen, vil det formentlig være med min datter i armene. Sikken vanvittig tanke! Men den bliver hurtigt fejet væk, da den næste ve presser sig på. ÅH nej! Jeg skynder mig hen foran briksen og læner mig ind over den. “Aaaaaarrrrhhh, av-av-av-av-av!!!” Jeg stønner i smerte. “Træk vejret, du klarer det super flot!” Jordemoderens råd forekommer mig svært at følge. Det er edderbankeme svært at trække vejret, når en smerte lig en tromle, der knuser ens bækken og underkrop, rammer hver 2.-3. minut.

Jordemoderen giver mig et lavement, og efter en mindre behagelig oplevelse på toilettet (at sidde på toilettet med veer og samtidig skulle skide er en ret vild oplevelse, som jeg af gode grunde gerne vil spare dig for at gå i detaljer med), får jeg iført mig en blød hospitalsskjorte og de famøse nettrusser, som jeg før har hørt så mange snakke om. Sexede er de i hvert fald ikke! Men at se tiltalende ud er nok også den sidste bekymring i mit hoved på dette tidspunkt.

“Hold da op, du er 7 cm åben nu. Det går stærkt”. Ordene vælter mig omkuld. Jeg har brugt en del tid på at læse om og forberede mig på fødslen. Men hvad jeg har oplevet indtil videre, strider fuldstændigt imod alt det, jeg har læst om; nemlig at man som førstegangsfødende skal indstille sig på, at det godt kan trække i langdrag. Meldingen fra jordemoderen er stik modsat. Det går simpelthen for stærkt! For blot en time siden var det 3 cm!

Pressetrang

I et desperat forsøg på at få bare den mindste smule aflastning fra smerterne, begiver jeg mig under bruseren. Desværre uden den virkning jeg havde håbet på… Jeg føler mig fuldstændig indeklemt, som jeg står dér, alene under bruseren bag et højt gangstativ, som jeg samtidig læner mig op af for at aflaste mine ben. På den anden side af døren står N og jordemoderen og betragter mig. Der er ikke plads på det lille badeværelse til, at de også kan være der. Jeg føler mig komplet hjælpeløs. Hvorfor står de bare der og kigger? Skal jeg bare klare det her alene? Er der virkelig ingen hjælp at hente?

På dette tidspunkt lader der til at ske et skift i veerne. Fra at have haft et par minutters pause mellem hver ve, føler jeg nu pludselig, at de er fuldstændigt ude af kontrol. Og jeg kan ikke længere modstå trangen til at skrige. De lyder, der kommer ud af min mund, forbløffer mig. Jeg kan ikke styre dem. Jeg må opgive bruseren. Det varme vand hjælper ikke den mindste smule på smerterne.

Stadigt dryppende med vand får jeg taget skjorten på igen og bevæger mig ud til briksen, som jeg hurtigt må læne mig op af, da der kommer en ve. Så snart den fortrænger, står jordemoderen igen klar til at tjekke mig indvendigt. Nu for fjerde gang. “Du er fuldt udvidet, så hvis du har lyst tilsat presse, må du gerne”. Jeg er målløs; “Jamen vandet er da ikke gået endnu”. “Det gør det ikke altid”, lyder meldingen tilbage fra jordemoderen. Åh Gud, tænker jeg. Jeg føler mig VIRKELIG ikke klar! Kan jeg ikke få bare et par minutters fred fra det her smertehelvede. Samtidig er jeg nok en smule overvældet ved tanken om, at dét øjeblik, som jeg i 9 måneder har gået og ventet på og set frem til med glæde og længsel, er kommet. Vores lille pige kommer ud til os – lige om lidt! Men det er ikke noget, jeg har tid til at gruble særligt længe over, idet veerne fortsætter i en endeløs storm med at vælte mig om kuld.

Går i stå…

De efterfølgende timer husker jeg ikke meget fra, andet end forbipasserende glimt af øjeblikke. Dét, som jeg nok husker mest tydeligt, er de ord, jeg gentager om og om igen – både indeni til mig selv men også MANGE gange højlydt til jordmoderen, N og de adskillige andre, som i løbet af denne tid bevæger sig ind og ud af fødestuen: “Jeg kan ikke mere!… Jeg KAN ikke mere!”… Jordemoderen gør et ihærdigt forsøg på at opmuntre mig; “LIDT mere, LIDT mere, LIDT mere…”. Men uanset hvor længe og hårdt jeg presser, sker der ikke noget.

Vi afprøver forskellige fødestillinger og forsøger især at få tyngekraften til at hjælpe mig. Jeg står længe i squatstilling, mens jeg støtter mine hænder på sengekanten og presser, ALT hvad jeg overhovedet har kræfter til… men lige meget hjælper det… Til sidst kan jeg ikke længere stå op, fordi mine ben ryster så voldsomt, så jeg lægger mig op på fødebriksen. Jordemoderen tilbyder mig en maske med lattergas mellem veerne, som jeg med kyshånd tager imod. Men heller ikke dét hjælper. Dog får det mig til bedre at kunne fokusere på min vejrtrækning, så selvom det ikke ligefrem afdæmper smerterne, fortsætter jeg med at bruge masken i et stykke tid.

Fødslen lader til at være gået i stå, og jordemoderen vil gerne give mig et vestimulerende drop for at sætte mere gang i det. Jeg kan mildest talt ikke overskue tanken, da jeg ikke føler, det kan det blive værre. Med et vedrop bliver smerterne måske endnu voldsommere, og det er jeg ingenlunde klar på. Kan min krop overhovedet holde til det? Trods bange anelser går jeg med til det og håber, at det vil gøre udslaget, så baby E endelig kommer ud til os. Men nej… Jeg presser og presser, og lige lidt hjælper det. Hun står stadig fast i mit bækken.

Efter en times tid begynder der at opstå tumult på stuen. Fordi det tager for lang tid, må jordemoderen bede om assistance fra en læge. De tjekker flere gange til baby E, og hun får sat en elektrode på sit hoved, så de kan følge med i, hvordan hun har det. Hun har det heldigvis godt. Det samme kan ikke siges om mig. Jeg begynder at være temmelig presset af at presse (haha!). Jeg udbryder igen og igen; “Jeg kan ikke mere”. Jeg tror snart, jeg besvimer af udmattelse. Men det er nok i virkeligheden et håb snarere end en reel bekymring… for jeg har vitterligt ikke lyst til at være til stede i min egen krop mere. Kan de ikke bare bedøve mig fuldstændigt?

En kæmpe forløsning

Til sidst siger jordemoderen og lægen: “Vi vil gerne prøve med sugekop, hvad siger du til det?”. På dette tidspunkt er jeg villig til at prøve hvad som helst. Jeg vil bare have en ende på det. Der kommer endnu flere folk på stuen, og N må trække sig lidt i baggrunden. Ærligt talt så gør det heller den store forskel for mig (ikke noget ondt ment, men der VAR bare ikke noget, han kunne gøre). I al den tid, jeg lå på fødelejet, var han en trofast støtte, der bragte mig saftevand til at styrke mig på og våde klude til at lægge på min pande. Og lige netop de 2 ting var nok i virkeligheden den eneste form for “lindring”, der hjalp mig under hele fødslen. Men nu måtte lægerne altså træde til. Og heldigvis for det. Efter 3 ganges sug, skriger jeg mit sidste skrig i smerte, da vores Ellie ENDELIG melder sin ankomst.

Hele min verden går i stå, da hun kommer til syne imellem mine ben og bliver lagt op på maven af mig. Jeg kan ikke tro det! Det er hende! Min datter! Det barn, som jeg i 9 måneder har båret på og følt sparke mod mit maveskind, og hvis udseende jeg kun har kunnet gøre mig forestillinger om, ligger nu oven på mig. Indsmurt i blod og et tykt gult lag af fosterfedt er hun det smukkeste og dejligeste jeg har set. Mødet med min datter er et øjeblik, som jeg ikke med ord kan beskrive. Jeg kan kun sige, at det er den vildeste livsbekræftelse og den pureste form for lykke, jeg tror, man kan opnå.

…Og sådan gik det altså til, at den fødsel, som fra starten gik lynende stærkt, endte med at gå så langsomt, at der måtte sugekop til. Ud kom hun i hvert fald, og den dag i dag – 4 måneder senere – er jeg stadig hovedkulds forelsket i min lille datter♡

Min fødselsberetning del 1: Hvad er det her?

Dette indlæg har jeg måttet tage mig mod til at skrive… Ikke fordi det var en særlig kompliceret og ligefrem traumatisk fødsel. Og så alligevel… jeg genkalder det bestemt ikke som værende en særlig rar og tryg oplevelse. Modsat vil jeg mene, at det er den vildeste og mest ud-af-kroppen-agtige oplevelse jeg har gennemgået i mit liv – trods jeg aldrig nogensinde har MÆRKET min krop SÅ tydeligt, eller i hvert fald den involverede del af min krop, så tydeligt før.

Jeg har valgt at dele min fødselsberetning op i 2 afsnit, da jeg gerne vil give et så realistisk og livagtigt indblik i min fødsel som muligt. Jeg har gjort mig meget umage med at skrive den, da jeg håber det er noget, andre og særligt kommende mødre, måske kan få noget ud af at læse. Da jeg var gravid, syntes jeg, det var ret hyggeligt og på en måde betryggende at høre andres fødselsberetninger. Jeg fandt det utroligt spændende og givende at få lov at tage del i andres oplevelser. Herved opnåede jeg en forståelse for, at ingen fødsler er ens, og at en kompliceret fødsel ikke nødvendigvis er lig en traumatisk oplevelse og omvendt, hvilket det nok i virkeligheden endte med at være tilfældet for mig. Hvis du skulle være interesseret i at lytte til andres fødselsberetninger, så kan jeg anbefale denne podcast, som jeg selv lyttede til, da jeg var gravid med Ellie.

Nå, nu må jeg hellere springe videre til dét, som du sikkert er klikket ind på min blog for at læse; nemlig MIN fødselberetning.

Noget føles underligt

Lørdag d. 21.december 2019: Kl. er omkring 11, da jeg mærker den første ve. Jeg er i Brugsen med min mor for at handle ind til aftensmaden. På dette tidspunkt er jeg ikke klar over, at det er en ve. Jeg kan heller ikke rigtigt afgøre, hvor smerten kommer fra, men det er nok til, at jeg må stoppe op et kort øjeblik. Tanken strejfer mig, at det kan være en ve, men jeg siger ikke noget til min mor, for hvad nu, hvis det slet ikke er det, og jeg gider altså ikke være sådan én, der brokker sig eller lyder ynkelig. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg også på, det bare var en plukve. Jeg har godt nok ikke mærket særlig meget til den slags under min graviditet, trods jeg flere gange har fået konstateret, at jeg faktisk får dem ret ofte. Men jeg har læst, at de godt kan tage til og føles værre hen imod slutningen af gravidteten, og med kun 15 dage til termin, tænker jeg, at det nok bare er det.

De følgende 2-3 timer kommer veerne med varierende mellemrum, og min mistanke om, at fødslen er ved at gå i gang, bliver større. Da jeg har læst, at det er vigtigt at få hvilet mest muligt i den første fase (den latente fase) af fødslen, fordi man får brug for ekstra mange kræfter, når fødslen går over til den aktive fase (når man er ca. 4 cm åben), beslutter jeg mig for at følge rådet, og omkring kl. 13.30 ligger jeg mig ind i sengen for at hvile. Bare i tilfælde af, at min mistanke nu skulle vise sig at være rigtig…

N og jeg er taget ned for at tilbringe weekenden sammen med mine forældre i deres sommerhus. N har været på arbejde i nat, så han ligger i annekset og sover. Jeg vil ikke forstyrre ham, så jeg ligger mig i et af de tilstødende rum til sommerhusets køkkenalrum. Jeg fortæller mine forældre om smerterne og min mistanke om begyndende veer, men tilføjer i samme åndedrag, at jeg ikke er helt sikker. Måske det bare er plukveer, gengiver jeg, og forsøger nok i virkeligheden at overbevise mig selv. Jeg havde ikke ligefrem tænkt, at fødslen skulle gå i gang nu. Min termin er først om 15 dage, og selvom jeg godt ved, at det er ganske normalt gå i fødsel allerede fra 3 uger før termin, havde jeg efterhånden indstillet mig på, at det i hvert fald først ville gå i gang efter jul.

Det er sikkert ikke noget…

Kl. lidt i 15 kan jeg ikke længere holde ud, at N ikke ved noget, så jeg går over for at vække ham. Smerterne har taget til i styrke og kommer med kun få minutters mellemrum, men de er stadig ikke så voldsomme, at jeg ikke kan holde dem ud. Og af en eller anden grund forsøger jeg stadig at bilde mig ind, at det nok ikke er noget, og at der stadig kan gå dage, før fødslen rigtigt går i gang. Det samme siger jeg derfor til N. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg må åbenbart være bange for at komme til at fremstå som svag. Så jeg bider smerten i mig og forsøger at lade som om jeg stadig tror, at jeg holder terminen ud. Selvom jeg inderst inde godt kan fornemme, det er en løgn.

Kl. 15.17 begynder jeg at tage tid på veerne. Jeg har hentet en app på min telefon med vetimer. I løbet af den næste times tid kan jeg se på timeren,  at mine veer kommer med ret hyppige mellemrum, men der er ikke rigtigt noget mønster at finde i det, og jeg har samtidig svært ved at afgøre præcist, hvornår veerne starter og slutter.  Og da jeg ved fra fødselsforberedelsen, at der gerne skal være en pause på 4 minutter mellem veerne, og at hver ve gerne skal vare ca. 1 minut, før man er i aktiv fødsel, tænker jeg ikke, at jeg har grund til at være bekymret endnu. Eller har jeg?

Veerne tager til

Kl. er fire om eftermiddagen. Jeg står lænet ind over en stol, mens jeg forsøger at trækker vejret i et roligt tempo, selvom smerten vælter ind over mig. Det er ikke en smerte jeg kender. En helt ny form for smerte. En ubeskrivelig én. Endelig begynder det at aftage, og jeg trykker på stop på min telefon. 53 sekunder, altså næsten et minut. Jeg beslutter mig for at ringe ind til fødeafdelingen og meddele, at jeg har fået veer. Kvinden i den anden ende af røret beroliger mig og beder mig om at se tiden an hen over de næste timer, og at jeg ellers bare skal ringe, hvis jeg bliver i tvivl. Hendes svar er fuldstændigt, som forventet. Jeg har læst en del om fødsler og ved, at de helst foretrækker, man bliver hjemme og får hvilet mest muligt under den første fase. Endnu en gang prøver jeg at tale mig selv til ro, men jeg bemærker også, at det modstrider mit umiddelbare instinkt. Dét, som egentlig siger mig, at vi skal afsted mod sygehuset snarest, og at der er godt gang i noget.

Vi kører nu!!!

Kl. 16.30 foreslår jeg mine forældre og N, at vi spiser aftensmad tidligt. Jeg er nu helt overbevist om, at vi er nødt til at tage på sygehuset, men min fornuft siger mig også, det vil det være det bedste, hvis N får lidt at spise, inden vi kører. Min egen appetit er ikke-eksisternende, men det nytter jo ikke noget, at vi begge to er fuldstændigt trætte og udhungrede, når vi ankommer til sygehuset. Der er jo ingen af os, der ved, hvor lang tid, det her komme til at tage, og måske er jeg slet ikke engang tæt på at være i aktiv fødsel. Min veninde gik i tre dage med veer, før hun fødte hendes søn…

De er med på idéen om, at vi spiser tidligt. Men igen kan jeg mærke, at noget i mig stritter imod. Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle vente på, at de får lavet mad og spist – også selvom vi bare skal have hotdogs, og det ikke vil tage ret lang tid at lave. 10 minutter senere – kl. ca. 16.40 – må jeg med sammenpresset mine, indrømme, at jeg synes, vi skal køre med det samme. Veerne er begyndt at blive slemme, og jeg er ikke særlig tryg ved, at de kommer så hyppigt. Vi begynder straks at pakke bilen med alle vores ting.

Verdens længste køretur

Kl. 17.14 stopper jeg med at tage tid på veerne. Vi sidder i bilen på vej mod Hviding. Vi skal hjem for at hente hospitalstasken, som jeg jo ikke har taget med i sommerhus, og så mangler jeg stadig at pakke nogle få ting – blandt andet tøj og toiletsager til mig selv. Mens vi sider i bilen, forsøger jeg at lægge en slagplan over, hvilke ting, der skal pakkes, så det kan ske i hurtigst muligt tempo. Men det er svært at samle tankerne om andet end veerne, og i de korte pauser, jeg får mellem dem, når jeg knap at puste ud, før en ny ve starter. 

Straks da vi træder inden for døren til huset, går jeg i gang med at finde ting frem og ompakke tasken fra sommerhustasken, som jeg gerne vil have med på sygehuset. Men tempoet går ikke helt efter mit hoved. Veerne gør virkelig ondt, og jeg går, som om jeg har skidt i bukserne. Jeg må flere gange stoppe op og læne mig op af bordet. N beder mig om at sige, hvad han skal gøre, men jeg kan ikke overskue at skulle til at forklare ham, hvor tingene ligger, så jeg bider ham af og insisterer på at gøre det selv. Jeg er bestemt ikke typen, der normalt snerrer, men jeg er ved at være temmelig presset, og jeg tror også, han er begyndt at fatte lunten om, hvor det her ender.

Mens jeg bøjer mig ned for at pakke de sidste ting i tasken, tilkendegiver N i et meget forsigtigt toneleje, at bilen skal tankes. Jeg ligger ikke skjul på min irritation, men det er svært at bebrejde ham noget, når han jo ikke ligefrem kunne vide, vi skulle til Esbjerg i dag. Ingen af os havde regnet med det her… I snegletempo får jeg bevæget mig tilbage til bilen igen, mens jeg beder indvendigt til, at det må gå stærkt.

Køreturen fra Hviding til Esbjerg tager en evighed. Jeg strammer mit greb om håndtaget i loftet og bander højlydt, hver gang en ny ve starter, mens jeg puster lettet ud, hver gang de aftager. Jeg forsøger at koncentrere mig om min vejrtrækning, men det er svært. Er vi der ikke snart? Jeg registrerer intet om, hvor vi befinder os under det meste af turen, for jeg klemmer øjnene i, hver gang, der kommer en ve, og forsøger at hvile, når der er pause. Men da vi nærmer os sygehuset, er min tålmodighed ved at slippe op. Hvad hvis vi ikke når det? Kan jeg være nået så langt i fødslen, at baby er på vej ud nu? Åh Gud, jeg føler mig SLET ikke klar til det her!

________________________________

Ja, sådan gik det altså til, at mine veer startede, og jeg på ganske få timer gik fra at tænke, det nok ikke var noget særligt, til at ville afsted mod sygehuset hurtigst muligt. Hvis du har lyst til at læse, hvordan det hele ender, så følg med her på bloggen. Næste del udkommer snarest muligt.

 

Update – Jeg er blevet mor♡

Ja så sidder jeg her, med en baby på den ene arm og skriver mit første indlæg som mor med den anden. Lige siden fødslen har jeg haft lyst til at skrive et indlæg for at dele denne ubeskrivelige glæde med jer, men som nybagt mor har jeg måttet erfare, at dét med planlægning og tid for det meste eksisterer på en anden planet. Derfor må jeg hellere bare springe direkte ud i det.

Lørdag den 21. december 2019 kl. 22.40 kom vores lille Ellie til verden med en dejlig størrelse på 3190 gram og 50 cm, de lækreste runde kinder og masser af hår. Hun valgte at dukke op 15 dage før termin og nåede dermed ud i tide til at fejre vores første jul sammen. Selvom det ikke ligefrem var “planen”, at hun skulle komme så tidligt, føltes det som det eneste rigtige, da hun først var her.

Efter en lidt turbulent start med 2 indlæggelser i løbet af julen, nåede vi endelig hjem og fik startet vores nye liv som en familie på 4 op (N’s datter fra et tidligere forhold tæller selvfølgelig også med, selvom vi jo ikke har hende på fuld tid).

At være blevet mor er både MEGA fantastisk og SKIDE hamrende hårdt på én og samme tid!      …SKIDE er det helt rigtige ord at bruge, for hold nu fast, hvor hun skider meget!… Og spiser! Og skriger – højt! (gerne om natten, hvor hun synes, det er pissesjovt at holde sin mor vågen).

Dagene går med at amme i timevis og skifte bleer i mængder, der er næsten utænkelige. Og indimellem – når baby tillader det – får jeg lov at sove. Dog sjældent mere end 2 timer ad gangen. Der er dage/nætter, hvor jeg er så træt, at jeg ikke er i stand til at forme en sammenhængende sætning – i hvert fald ikke én, der giver mening. Og amningen bliver sommetider gjort med lukkede øjne og et hoved, der hviler op af væggen bag mig.

Aldrig har jeg været mere søvnberøvet og både fysisk og mentalt ude af balance, og alligevel føles det som om livet har fået fornyet energi og er mere meningsfuldt end nogensinde før. Når jeg kigger på min lille pige, smelter mit hjerte♡Jeg får lyst til at kysse hende uafbrudt, mens jeg begraver næsen i hendes silkebløde hår og indsnuser hendes fortryllende babyduft. Et liv uden hende er fuldstændig utænkeligt, jeg hverken vil eller kan eksistere uden hende.

Nu er hun allerede 2 måneder gammel, og det er helt vanvittigt, hvor MEGET, der er sket med hende på den korte tid. Efter hendes første besøg hos lægen forleden kan det konstateres, at hun er vokset med mere end 2 kilo siden fødslen, hvor hun lå lige under gennemsnittet. Og nu ligger hun altså et godt stykke over (der må dælme være noget guf i min mælk!). Hun er desuden gået 2 tøjstørrelser op. Hendes kinder, som allerede ved fødslen var godt runde, har fået endnu mere fylde, og det samme gælder elastikkerne om arme og ben. For få dage siden smilede hun (bevidst) for første gang til mig, mens hun lå på puslebordet, og siden er det blevet til mange flere. Det smelter simpelthen mit moderhjerte hver evigt eneste gang!

Jeg fatter stadig ikke, at N og jeg har skabt hende sammen – vores lille vidunder. I mine øjne er hun intet mindre end perfekt, trods jeg aldrig har brudt mig om at bruge det udtryk. Hun er helt og aldeles lige, som hun skal være, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at følge hendes udvikling på tætteste hold de næste 9 måneder af min barsel og til at dele morlivets op- og nedture med jer her på bloggen.

Mit indhold kommer fortsat til at handle om alt, hvad der rører sig i mit liv, og hvad jeg interesserer mig for, hvilket selvfølgelig nu også indebærer lille Ellie. Og hvis I har lyst til også at følge med, så skal i være hjerteligt velkommen. De kærligste hilsner fra mor Loui♡

Min gravide maves udvikling

Der er VIRKELIG sket meget med maven på ganske få uger. Som jeg også nævnte i mit indlæg omkring vægtøgning, siger vægten nu +10 kilo, hvilket er noget af en omvæltning for mig. Men hold nu k…, hvor jeg elsker den mave! ISÆR når den pludselig bevæger sig, fordi hende indenunder forsøger at finde sig en passende stilling. Det er temmelig svært at koncentrere sig om, hvad underviseren siger, når man flere gange i løbet af skoledagen forstyrres af en baby, der gør alt for at tiltrække sig din opmærksomhed. Nøj, hvor jeg elsker at mærke hende!

Jeg husker, hvordan jeg ret hurtigt selv TYDELIGT kunne se, at jeg var gravid på min mave og automatisk dermed følte jeg nok også, at andre måtte kunne se det. Men nu, hvor jeg kigger tilbage på de billeder fra de første 4-5 måneder af graviditeten, er det jo INGENTING i forhold til at se maven nu. På de næste 3 billeder kan man virkelig se en forandring, og det er endda over en periode på blot 2 måneder!

Maven er ved at være stor, og den bliver jo helt sikkert meget større endnu. Jeg frygter, at min navle snart popper ud af kroppen – køn er den i hvert fald ikke! Jeg er nu i uge 29 af graviditeten, så jeg lige under 3 måneder tilbage til termin. Det bliver spændende at se, hvordan maven kommer til at udvikle sig hen over de sidste måneder af graviditeten♡

10 ting om at være gravid, som er kommet bag på mig

Der er faktisk VIRKELIG mange ting, man ikke tænker over, før man står med den positive graviditetstest i hånden, og med ét forvandles livet til ét stort – eller rettere et virvar af uendelige – spørgsmål… For det første: kan det virkelig passe?? Efter 7 positive graviditetstest var jeg personligt ved at nå den erkendelse, at det måtte være sandt, og da kvalmen samtidig indfandt sin plads, var der ikke længere så meget at være i tvivl om.

Nu er jeg intet mindre end 6 måneder henne i min graviditet, og på mange måder er jeg stadig ét stort spørgsmålstegn. I virkeligheden tror jeg ikke, der er noget, man kan føle sig helt sikker på, når man venter sit første barn. For det er sgu da angstprovokerende og nervepirrende at tænke på, at der vokser et lille menneske inde i ens krop, og som man er ansvarlig for, lige fra det øjeblik, man bliver gravid. Men for dælen, hvor er der også mange fantastiske ting ved det, og glæden og spændtheden over snart at skulle møde sit barn, er simpelthen ubeskrivelig.

For mig er der en del ting omkring dét at være gravid, som er kommet bag på mig. Ting, som jeg da aldrig har tænkt over, men som pludselig optager det meste af ens fokus og hverdagsliv. Her er blot nogle af de ting, som jeg er studset særligt over i løbet af min graviditet.

1. Morgenkvalmen: det giver for det første ingen mening at kalde det morgenkvalme, når det varer det meste af døgnet i alle ugens syv dage. Min første, ret ubehagelige overraskelse i graviditeten omhandler derfor netop det. For dælen, hvor var det ubehageligt! Jeg kunne knap nok børste mine tænder uden at få bræk-fornemmelser, fordi kvalmen var så voldsom, at der ikke skulle mere til, før jeg følte, at dét jeg havde spist, var ved at komme noget retur.

2. Ingen sære graviditets-cravings: Som jeg skrev om i mit forrige indlæg, så hører man tit om de der helt ustyrlige graviditets-cravings. Min søster har fx fortalt mig, at hun slet ikke kunne få nok af pølser og franske hotdogs under begge sine graviditeter. Men ud over et enkelt tilfælde af enorm trang til Othellog-lagkage har jeg faktisk ikke oplevet de store cravings efter bestemte madvarer. Af en eller anden grund havde jeg nok forventet at få en eller flere sære cravings, når nu det er noget, man hører så meget om. Men måske jeg i virkeligheden bare skal være glad for, at det ikke forholder sig sådan?

3. Bekymringerne; er baby okay? Dette fyldte især meget i løbet af den første del af graviditeten, hvor ens kontakt med sundhedsvæsnet i form af jordemoderbesøg og scanninger lader længe vente på sig, og hvor man stadig ikke mærker liv inde fra maven. Jeg var simpelthen én stor boble af bekymring, og min kæreste har virkelig mange gange rystet på hovedet af mig over mine ustandselige bekymringer om, hvorvidt babyen mon havde det godt, eller om den var blevet mast til døde, fordi jeg var kommet til at lægge mig på maven. Dermed ikke sagt, at bekymringerne ikke stadig kan opstå. Men nu, hvor jeg mærker liv fra maven dagligt, drejer det sig nok mere om bekymringer i forhold til, hvorvidt jeg nu også har styr på alt det, vi skal have købt til babyen, og hvordan jeg mon vil klare moderrollen.

4. Forandringerne i kroppen: Her skal det lige siges, at det selvfølgelig ikke er selve dét, at kroppen forandrer sig, der er kommet bag på mig, For jeg var jeg ligesom godt klar over, at noget måtte ske, når man pludselig skal bære og nære et andet menneske inde i sig. Det er nok nærmere min reaktion på disse forandringer, som er kommet bag på mig – på en positiv måde. Jeg havde nok regnet med, at jeg især ville have det stramt med maven, som jo vokser sig stor i løbet af ganske kort tid. Men det har faktisk vist sig ikke at være tilfældet. Jeg er helt vildt fascineret og nærmest forelsket i den efterhånden ret store bule på maven (LINK PÅ), men jeg tænker, det har mest med indholdet i den at gøre, end det er af glæde over dét at blive “tyk”.

5. Graviditets-hormonerne: Okay, denne del fyldte nok mere for mig i starten, end det gør nu… Måske fordi jeg efterhånden har vænnet mig til dem, eller fordi jeg i forvejen altid har været en meget følsom person, så det kan være svært at holde styr på, hvornår det er graviditets-hormonerne, der spiller ind, og hvornår det blot er mig, der reagerer, som jeg altid har gjort. Jeg oplevede dog ofte i starten af graviditeten at blive særligt rørt over visse ting. I det hele taget havde jeg virkelig let til tårer, og det kom også til udtryk en del gange under mit praktikforløb, hvor jeg flere gange brød sammen foran kollegerne. Men i og med, at jeg virkelig VAR meget presset i den periode, og jeg ikke følte særligt tryg på mit praktiksted, vil jeg igen ikke kunne sige, om denne del var graviditets-relateret eller blot et udtryk for, at jeg decideret ikke havde det særlig godt i den periode.

6. Ammehjerne starter tidligt: Man burde måske i stedet kalde det for graviditetshjerne, for det starter altså allerede dér. Aldrig før har jeg oplevet SÅ mange tilfælde, hvor jeg efterfølgende har frygtet for mig selv og overvejet, om jeg måske kan være ved at udvikle demens i en meget tidlig alder, Den anden dag oplevede jeg vitterligt at stå med min computer i hånden, fordi jeg skulle tjekke noget på den, og da jeg samtidig står og leder efter noget med den anden hånd i min skoletaske, går jeg pludselig i panik, da jeg kan mærke, at min computertaske lader til at være tom. Jeg når seriøst at tænke, at jeg har GLEMT computeren i skolen, da jeg får øje på computeren ud af øjenkrogen, fordi jeg jo står med den åben på min venstre arm. HALLO!!! Så kan man tale om at være glemsom på et helt nyt plan.

7. De mange mærkelige google-søgninger: Som jeg nævnte før, så har jeg oplevet mange bekymringer, særligt under den første del af graviditeten. Og det resulterede da også i en ganske imponerende mængde google-søgninger i jagten efter svar på diverse mærkelige spørgsmål, som opstod, fx: må man godt ligge på maven, når man er gravid? Ja, det var jeg nødt til rent faktisk at GOOGLE mig frem til, da jeg en nat ikke kunne sove og pludselig kom til at tænke på, om det overhovedet var okay at ligge på maven, eller om man rent faktisk kunne risikere at mase sin baby på den måde (bonus info: babyen er godt beskyttet i livmoderen, så den tager altså ikke skade af, at du ligger dig på maven. Desuden kommer der jo også et tidspunkt, hvor du ikke længere kan ligge sådan, fordi maven buler for meget ud).

8. Mængden af udflåd: Ja, altså hvis du er sart, skal du nok ikke læse dette afsnit, da det altså omhandler mængden af kropsvæske, der pludseligt lader til at sive fra dit underliv. Godt nok slipper man for at have menstruation i mindst 9 måneder,  men udflåd kan man lige så godt forsøge at forsone sig med. Jeg er godt klar over, at det ikke ligefrem lyder som nogen fornøjelse, og det er det jo i og for sig heller ikke. Til gengæld er det faktisk ganske smart, eftersom det er med til at holde området dernede rent og fri for bakterier.

9. Følelsen af at høre sin babys hjertelyd: ÅÅÅH bare tanken får mig til at smile. Det er seriøst den mest vidunderlige og samtidig mest beroligende lyd, man kan forestille sig. Det er så sindssygt livsbekræftende at høre det lille hjerte galopere afsted med 150 slag i minuttet. Og så er det VIRKELIG svært at fatte, at det foregår inde i ens krop. Ikke noget at sige til, at man føler sig lidt (læs: ekstremt) træt nogle gange.

10. Den enorme kærlighed til bebsen indeni: Kan man overhovedet elske noget, som ikke engang er kommet til verden endnu? Jeg ved det ærligt talt ikke. Men i hvert fald føler jeg en eller anden form for særlig og tryllebundet tilknytning til hende, som er svær at forklare, og som jeg heller ikke helt selv forstår endnu. Jeg tror, at så snart jeg ligger med hende i mine arme, vil den del, jeg måske føler, jeg “mangler” lige nu, komme til en form for forløsning. Jeg kan i hvert fald ikke vente med at møde hende, og det er umuligt at forestille sig andet, end at jeg vil synes, hun er det mest perfekte i verden (om hun så får den samme høje pande, som både N og jeg er uheldige besiddere af eller ej).

Det var altså nogle af de ting, som har overrasket mig i løbet min graviditet so far. Hvis du selv er/har været gravid, er jeg virkelig nysgerrig efter at høre, om du også har oplevet nogle ting som særligt udfordrende, og som måske er kommet bag på dig?