1 år uden opkastninger

For lidt over en uge siden kunne jeg fejre, at jeg ikke har kastet op (med vilje) i et helt år! Jeg joker lidt med det ved at kalde det mit “1 års jubilæum”. Jeg synes ærlig talt, det fortjener at blive hyldet som den kæmpe sejr, det er. Jeg er gået fra op til 7 opkastninger dagligt til 0!

For bare et par år siden turde jeg slet ikke håbe på, at det nogensinde ville ske. Jeg troede ikke, det var muligt for mig at blive rask. Bulimien styrede mig i nærmest alt, hvad jeg gjorde, og jeg var bange – frygtelig bange – for, at jeg aldrig ville kunne slippe den. Desuden var jeg træt af at forsøge. Jeg havde allerede MANGE gange forsøgt at skille mig af med spiseforstyrrelsen for bare at falde direkte tilbage efter nogle få timer eller – hvis jeg var rigtig stærk – nogle dage uden en eneste b/p episode. Jeg begyndte at frygte, at spiseforstyrrelsen var min skæbne.

Men jeg tog fejl. Jeg kunne godt slippe af med bulimien. Og selvfølgelig var den ikke min skæbne. Den kunne lige så vel være blevet det, men fordi jeg fortsatte med at kæmpe, kan jeg i dag takke mig selv for, at den ikke blev det. Der er stadig en risiko for, at jeg en dag får tilbagefald og ender i bulimien eller anoreksiens kløer igen. Men forskellen på nu og dengang er blot, at jeg i dag har en masse viden og erfaring, som jeg ikke havde dengang. En erfaring, som gør, at jeg VED, at jeg kan rejse mig igen, og at jeg fortjener bedre end det. Jeg har derfor stor tiltro til, at jeg fortsat vil have styrken til at vælge spiseforstyrrelsen fra.

Jeg kan lige slutte af med et bevis på hvor langt jeg er kommet i forhold til at bekæmpe spiseforstyrrelsen. I går efter vores strandtur, skulle vi have en is. Og jeg skulle selvfølgelig have en af de største, der var. Bare fordi jeg havde LYST. Førhen ville jeg aldrig kunne have spist sådan en uden fluks at have været på toilettet for at kaste op. Jeg er virkelig stolt af, hvor langt jeg er kommet!