En morgen med mange tanker
Jeg sidder med kop chailatte ved spisebordet og forsøger ikke at lade tankerne tage overhånd. Men det er svært. Jeg burde være i skole nu. Men da jeg stod med overtøjet på, madpakken smurt, tasken pakket og var på vej ud af døren, virkede de alt sammen så uoverskueligt. Jeg forsøger at ignorere den umiddelbare første tanke, der slår mig; Er jeg virkelig tilbage dertil? Tilbage dertil hvor jeg ikke kan overskue noget. Tilbage dertil, hvor tanken om at skulle være i et rum med så mange mennesker i flere timer, virker overvældende. Skræmmende.
Jeg forsøger at samle mine tanker om at læse. Nu hvor jeg ikke er i skole, bør jeg i det mindste få læst op på noget af det, jeg er bagud i. Men jeg kan ikke. Min koncentration er ikke-eksisterende, og tankerne nedbryder mig langsomt. Hvordan skal jeg klare denne uddannelse, når jeg efter bare 1 måned ikke kan overskue noget. Jeg vil så gerne klare det, men en stemme i mit hoved, som er meget svær at ignorere, siger mig, at jeg ikke kan. Ikke fordi jeg ikke tror på mig selv, men fordi der er noget andet – noget større end mig – som forhindrer mig i det.
Nogle gange kan jeg blive virkelig frustreret og vred over, at jeg ikke bare kan få lov at leve mit liv. Nu lyder det måske som om, jeg har ondt af mig selv, og mange vil tænke, at der da ikke er noget, der forhindrer mig i at leve mit liv. Jeg er jo ikke længere syg. Til en vis grænse synes jeg også, at man selv bærer ansvaret for at gøre, hvad man kan for at have det godt og for at klare de ting, man sætter sig for. Men hvis jeg bare havde ondt af mig selv og fandt på enhver undskyldning for at undslippe det ansvar, der følger med at leve sit liv, så ville jeg nok heller ikke stå i dag med en uddannelse, en stor vennekreds og et fritidsjob. Jeg gør virkelig hvad jeg kan!
Da jeg satte mig for at blive rask, var jeg godt klar over, at det ikke ville blive en dans på røde roser. Men efter jeg havde overvundet spiseforstyrrelsen, troede jeg måske, at tingene ville blive lidt nemmere. At jeg i det mindste ville føle mig rask. Men sandheden er, at det gør jeg ikke. Jeg har ikke noget decideret problem med mad længere – den del er jeg så vidt muligt sluppet af med. Men følelsen indeni af, at noget er galt med mig, sidder der stadig. Og en en del af mig venter faktisk på, at det hele vælter sammen om mig. Hvornår knækker jeg?
Det, der gør mig så frustreret, er netop, at jeg rent faktisk gør alt, hvad jeg kan, for at klare mig godt. Jeg går i skole, jeg er social, arbejder, og jeg gør egentlig alle de “rigtige” ting. Ting, der vidner om, at jeg lever et “normalt” liv som de fleste andre. Men hvorfor har jeg det så stadig så underligt indeni? Jeg ville ønske, jeg kendte svaret.
One Comment
Kåre Mortensen
Det gør virkelig ondt at læse, men hør Lulu. Jeg har og har længe haft det sådan, at uanset hvor fint mit liv/min hverdag går, så kan jeg vågne med følelsen af at der sker en katastrofe. Så kan det være svært at overskue dagen, og den glade facade man viser frem, er blot spil for galleriet. Selvfølgelig sker der intet, og de mørke tanker er bare falske profetier. Det kan være svært for andre, at se hvad man kæmper med, den evige kamp mod ringe selvværd, mod spørgsmålet: er jeg go nok? Slår jeg til? Hvad tænker andre om mig? Vil jeg klare næste udfordring? Jeg forstår dig nok bedre end så mange andre. Sommetider, kan livet være tilovers, men inderst inde elsker vi det alligevel. Sender tusind varme tanker, og håber du finder nøglen til atter at være den skønne Lulu jeg kender. Kærligste Kåre.❤️