Følelsen af at være punkteret

Jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg vil skrive eller, hvor jeg skal begynde. Jeg har altid elsket at skrive, det er nærmest terapeutisk for mig. Det er min måde at komme ud med mine følelser og tanker på, når jeg ikke kan holde styr på dem inde i mit hoved. Men for første gang i mit liv ved jeg nærmest slet ikke, hvad jeg skal skrive. Tankerne i mit hoved er ikke klare, ordene jeg skriver på tastaturet kommer ud i brudstykker, og når jeg endelig tror, jeg har en hel sætning klar, dukker en ny tanke op i mit hoved og spolerer det.

Jeg føler, luften er gået ud af ballonen. Jeg har intet overskud, ingen gejst, ingen glæde. Jeg er egentlig bare ligeglad… med alt. Og så alligevel ikke. Jeg vil så inderligt gerne være glad, føle mig til stede i mit liv, mærke mine drømme og følge dem. Det ville nok være nemmere, hvis jeg vidste, hvad mine drømme er. Jeg troede engang, jeg vidste det. Jeg havde denne her forestilling om, hvad jeg gerne ville og valgte min uddannelse ud fra denne forestilling. I virkeligheden aner jeg slet ikke, hvad jeg vil. Men jeg er ret sikker på, at jeg tog fejl. Jeg har en uddannelse, men nu ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge den til. Jeg troede måske, det ville gøre tingene lidt mere klart, hvis jeg læste videre på en bachelor, at det ville gøre mig klogere på, hvad jeg ville. Men i virkeligheden har det bare gjort mig mere forvirret. Hvad vil jeg egentlig?

I næste uge fylder jeg 25. Jeg troede, at jeg ville have mere styr på mit liv som 25-årig. At jeg i det mindste ville vide, hvad jeg gerne ville med mit liv. I stedet føler jeg mig mere fortvivlet end nogensinde før. De sidste uger har jeg druknet mig selv i chokolade og serie-maraton. Jeg har ikke været i skole, ikke fået læst noget, og alt imens den dårlige samvittighed æder mig op indefra, forsøger jeg desperat at finde ud af, hvad jeg vil. Men hvordan skal jeg kunne finde ud af det, når jeg ikke engang ved, hvad jeg selv føler. Udover tomhed.

Jeg ved, jeg er nødt til at gøre noget. Jeg kan ikke være fastlåst i denne følelse for altid. Men hvad jeg skal gøre?

Disse ord skrev jeg for få måneder siden, kort tid efter jeg var begyndt på min bachelor i Horsens. Udadtil kørte det jo egentlig meget godt. Jeg boede i en lækker lejlighed, følte mig fint tilpas i min nye klasse, havde fået mig et studiejob i en skoforretning, og på sidelinjen datede jeg en sød fyr. Og alligevel var jeg bare ikke glad!

Som I nok kan læse, var jeg en meget fortvivlet, ked af det og frustreret pige, der følte sig låst fast i mit liv samtidig med jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg ville. Og for at være helt ærlig, så ved jeg det stadig ikke. Jeg ved bare én ting: at jeg skal have det godt! Og så er det fuldstændig ligegyldigt, om jeg sidder i en international anerkendt virksomhed med en titel som sales manager eller som kassedame i Kvickly. Jeg vil bare gerne være en Louise, der har overskud i min hverdag. Overskud til at dyrke de ting, der giver mig glæde og mental balance i mit liv, såsom det at skrive, træne og ses med mine venner og familie.

Så med det mål for øje valgte jeg derfor simpelthen at vende det hele på hovedet ved at framelde mig studiet, sige lejligheden og mit studiejob op og forlade Horsens til fordel for et arbejde ved kassen i det lokale supermarked i Ribe. Og nu sidder jeg så her – hvor jeg kom fra – og ved ikke rigtig, om jeg skal grine eller græde. Jeg kan dog ikke lade være med at være lidt stolt af, hvordan jeg valgte at tackle dette. At jeg rent faktisk LYTTEDE til mig selv. Det beviser blot, hvor langt jeg er kommet i min udvikling i at lære at vise omsorg og kærlighed for mig selv.

I betragtning af, at jeg lige nu har flere gode dage end dårlige, vil jeg mene, at jeg tog den rigtige beslutning. Studiet kan jeg altid vende tilbage til, hvis jeg får lyst. Men lige nu har jeg fokus på MIG, og hvad der er det bedste for mig. Det kan godt være jeg ikke er det bedste sted i mit liv, og at jeg stadig har masser at arbejde på ved mig selv. Men selv efter en 10 timer lang arbejdsdag sidder jeg alligevel her og finder overskuddet til at skrive. Jeg føler mig godt nok temmelig fysisk udmattet, men jeg er ikke mentalt punkteret. Jeg har ikke længere lyst til at gemme mig væk og sove fra altid. Og jeg er ikke flov over, at jeg har valgt  studiet fra – tværtimod. Jeg har accepteret, at jeg ER god nok, præcis som jeg er – med eller uden bachelor 🙂