Når sindet gør ondt♡

At have et brækket ben er noget, de fleste kan forholde sig til. Det er en fysisk smertefuld tilstand, som der findes en forholdsvis hurtig helbredelse for. Men hvad gør man, når man har ondt i sindet? Det kan ikke bare forbindes og forventes, at det med tiden går væk. For nogen er der ligefrem tale om en kronisk psykisk lidelse. Det eneste, disse mennesker kan gøre er at forsøge at tackle det på bedste vis og lade det påvirke deres hverdag mindst muligt. Men hvordan lærer man at acceptere og tackle noget, som de færreste forstår?  Vi lever i et samfund, hvor de fleste på i en eller anden sammenhæng har emnet psykisk sygdom tæt inde på livet, og alligevel er et det af de mest tabu-berørte emner at snakke om.

Personligt tror jeg altid jeg har haft en psykisk sårbarhed, og at det var denne, der i sin tid udløste min spiseforstyrrelse. Og desværre – selvom jeg ville ønske det var anderledes – tror jeg altid denne sårbarhed vil være en udfordring for mig. For den er den af mig – en del jeg ikke bare kan slette eller gemme af vejen. Hvis dette var muligt, havde jeg for længst gjort det for at komme af med min spiseforstyrrelse. I stedet måtte jeg finde en anden måde. Jeg måtte lære at acceptere alle sider af mig – inklusiv min egen sårbarhed – selvom jeg langt hellere ville være den foruden.

Og jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har det på den måde. Faktisk støder jeg ofte gennem mit netværk fra bloggen og de sociale medier på folk, som kæmper en daglig kamp med at acceptere, bekæmpe og håndtere diverse psykiske diagnoser.

Noget af det ALLERvigtigste at huske på, når man kæmper men en psykisk lidelse er: den definerer dig ikke. Uanset om du kæmper med angst, depression, personlighedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse eller lign., så er den ikke lig dig. For du er MERE end det! Meget mere endda. I flere år var jeg af den triste overbevisning, at selv hvis jeg blev rask, ville jeg aldrig kunne få et normalt liv igen. Skaden var sket. Jeg havde fejlet, og ingen ville nogensinde acceptere det. Ingen ville kunne acceptere mig på grund af den fejl jeg havde lavet. Det var først år senere, at jeg indse, dette var en løgn. Bare fordi jeg har kæmpet med psykiske problemer, er det langt fra ensbetydende med, at ingen nogensinde ville kunne acceptere mig for den person, jeg er.

Det er desværre ikke alle, der er så heldige at kunne komme helt ud af sin psykiske lidelse. For nogle er det kronisk og det eneste, man kan gøre, er at lære at tackle den på bedste vis. Og ikke lade den være alt. Og det er okay. Det er okay at acceptere sin situation. Det er okay at have dårlige dage. Men det er ikke okay at tro, at fordi du har en psykisk diagnose, fortjener du ikke at have det godt. For det gør du!