Selvtillid er en sjov størrelse

Lige så langt tilbage som jeg kan huske, har jeg altid været meget usikker på mig selv. Jeg er en ekstremt følsom person, og jeg har altid taget ting meget nært. Jeg kan vende og dreje den mindste ting, som nogen siger til eller om mig, til en negativ ting. Da jeg var barn, kan jeg huske, jeg synes, det var “synd” for mig, at jeg skulle have det sådan. Men da jeg blev lidt ældre begyndte jeg at tænke, jeg fortjente at tænke negativt om mig selv. Fordi jeg var en dårlig person. Ikke god nok. Ikke noget værd.

I mine år med spiseforstyrrelsen brugte jeg denne som “cover” for, hvor dårligt jeg havde det med mig selv. Jeg forsøgte at få det bedre ved at tabe mig eller “udrense” mig for alt det dårlige ved at kaste op. I virkeligheden hjalp det mig ingen vegne. Det var først, da jeg valgte at bryde ud over mine egne grænser og gøre ting, som jeg ellers var bange for, at jeg begyndte at opbygge mere af det, vi kendetegner som selvtillid.

For mig handler selvtillid om at kunne kigge sig selv i spejlet og rent faktisk tænke: “jeg ser godt ud” eller om at turde begive sig ud i noget nyt, fordi man tror på sine egne evner, men samtidig ved, at hvis ikke det lykkes, så er det stadig okay. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke duer til noget og ikke er god nok.

Vi kender alle Janteloven, og hvis man spørger mig, så er den simpelthen en værre omgang ævl. Hvis vi ikke må tro, at vi er noget , samtidig med at vi lever i et “perfekt” samfund, hvor vi hele tiden skal leve op til nogen bestemte samfunds- og skønhedsidealer, så er det sgu da ikke så mærkeligt, at så mange mennesker i dag føler sig mindreværdige og mangler selvtillid.

Min erfaring er, at jo mere selvtillid, jeg har og viser udadtil, jo mere succesfuld er jeg de steder, jeg begår mig. Så i min verden må man gerne tro, man er noget, så længe man ikke ser ned på andre og gør det på bekostning af andres velbefindende. Hvis du har hjertet på rette sted, må du have al den tro og være lige så stolt af dig selv, som du har lyst.