Bare lige 5 kilo…

“Jeg spiser hos Sandra i aften. Vi ses,” råber jeg til mor og far på vej ud af døren. Fuldt bevidst om at Sandra allerede har spist, da vi har aftalt først at mødes efter aftensmaden, sætter jeg mig ud i bilen og kører ind mod byen. Min mave rumler højlydt, men jeg skruer bare højere op for musikken. Den vænner sig nok til det snart, tænker jeg for mig selv. Men straks bryder en anden stemme ind med sit ord: “Hey, hvad fanden sker der? Skal du nu til at begynde på det pis igen? Tag dig sammen, altså!”

Tanken får mig til at undres. Ja hvorfor begynder jeg mon på det her nu? Hvad er det, der trigger mig? Jeg har vel i grunden ikke noget at være utilfreds med. Alligevel ved jeg godt, at jeg er det. Jeg mærker frygten indeni. Den slår knuder i min mave. Voksenlivet er for længst begyndt, toget kører med fuld fart derudaf, og jeg føler mig slet ikke klar. Jeg er snart færdiguddannet og alligevel så langt fra at vide, hvad jeg vil med mit liv. Det eneste jeg kan komme i tanke om er, at jeg bare gerne vil være glad og tilfreds med mit liv. Tilfreds med mig selv.

Til trods for, hvor langt jeg er kommet, er der stadig noget, der ikke stemmer. Og det eneste jeg kan komme på af løsninger er, at jeg må tage kontrollen tilbage. Du skal bare lige tabe 5 kilo, siger jeg til mig selv, men jeg ved allerede godt, at det er en løgn. Det er jo aldrig nok. Det var aldrig nok før, og det bliver det heller ikke, hvis jeg begynder på det igen – igen. Det eneste jeg får ud af af at løbe direkte tilbage i spiseforstyrrelsens favn, er at udskyde det uundgåelige. Voksenlivet, ansvaret, følelserne forbundet med at leve livet. Jeg er bare så forbandet sensitiv, at det gør helt ondt indeni. Alting lader til at påvirke mig kraftigt, selvom jeg ville ønske det ikke gjorde. En stemning, få ord, et blik, en ansigtstrækning kan få mig til at ændre sindsstemning på mindre end et sekund.

Hvad er der galt med mig? Hvorfor er jeg så utilregnelig? Eller rettere mine følelser. Hvorfor kan jeg ikke holde styr på dem? Jeg troede bare, jeg skulle lære mig selv at føle noget mere, men måske er mit problem i virkeligheden, at jeg føler for meget. At alle de følelser jeg har, er et virvar indeni og fylder så meget, at jeg slet ikke kan identificere dem. Skille dem fra hinanden. Og det får mig til at tro, at jeg er konstant tom indeni på trods af at det måske langt fra er sandheden. Men hvordan får jeg så styr på de jer følelser? Hvordan kan jeg lære at kontrollere dem – uden at føle behov for at bruge spiseforstyrrelsen til at dække over dem?

Jeg tænker stadig over spørgsmålet, da jeg kører ind på parkeringspladsen foran Sandras lejlighedskompleks. For nu vil jeg bare forsøge at nyde aftenen. Jeg håber bare ikke, mine tanker kommer til at kredse om mad. Åh Gud, hvor jeg ikke orker det her engang til. Men hvor er det samtidig fristende. Så forbandet tillokkende.”

Jeg har tidligere nævnt i mine indlæg, at det stadig kan være svært for mig at skubbe de spiseforstyrrede tanker væk. Selvom jeg er blevet rask, har jeg nemlig stadig perioder, hvor jeg føler mig fristet til at gå tilbage til spiseforstyrrelsen. Sådan en periode oplevede jeg for eksempel sidste sommer, og faktisk også for en kort periode for et par uger siden. Grunden til at jeg deler dette indlæg med jer i dag er sådan set bare, fordi jeg gerne vil fortælle, at fordi man er rask, må man stadig kæmpe. Og selv de, som ikke har haft en spiseforstyrrelse kender sikkert godt til det med, at man godt liiige ville tabe sig 5 kilo.

Jeg vil bare gerne sig til jer allesammen – spiseforstyrrede og ikke-spiseforstyrrede; husk nu I er smukke og unikke, som I er. Det kan godt være, I vil få en kortvarig glæde af at tabe jer 5 kilo, men det er altså ikke de 5 kilo, der skal betyde, om I accepterer og elsker jer selv eller ej. Den følelse vil I hejst sandsynligt ikke komme til at opnå ved at få en pænere krop, men det kan måske fremskynde processen for nogle. Accepten skal komme indefra – fra hjertet. Og det kan tage tid at lære – jeg arbejder som sagt stadig på det. Men jeg tror på, at jeg en dag vil stoppe helt med at have de her perioder, hvor jeg lige tror, det hjælper at tabe et par kilo. Det lader allerede til, at der går længere tid mellem perioderne, og sidste gang varede det ikke længere end 2 dage. Så det gælder nok bare om at have en god portion tålmodighed og så huske at tale PÆNT til sig selv hver dag (jeg kan ikke sige det nok 😀 ). Så skal den dag nok komme – også for dig♡