At kunne yde selvomsorg

I går aftes brugte jeg eftermiddagen/aftenen på at se film og forkæle min hud med diverse rens og plejeprodukter. Jeg kan godt lide den slags hyggestunder, hvor jeg bare er mig selv og nyder det. For mig er det et tydeligt tegn på, hvor langt jeg er kommet.

“Mig-tid” plejede at være den tid, jeg brugte på at mishandle og “straffe” mig selv mest muligt. Jeg kunne ikke være alene, uden at det var forbundet med selvtortur på den ene eller anden måde – enten ved at sulte mig selv eller ved at overspise og kaste op i timevis. Jeg kunne slet ikke holde ud bare at være MIG, så derfor brugte jeg spiseforstyrrelsen som et slags skjul – et skjold mod mig selv og alt det, jeg var bange for at mærke.

At få et godt forhold til mig selv har krævet en god blanding af professionel hjælp og mest af alt selvhjælp. For at få det bedre måtte jeg gå imod alle de selvdestruktive tanker og tillade mig at tro på, at jeg fortjente bedre.

At kunne yde selvomsorg er dybest set vejen til recovery ud af en hvilken som helst sygdom eller mental forhindring. Men det kræver, at man begynder at tro på, at man fortjener bedre. Eller at man i hvert fald som en start “lader som om” man tror, at man fortjener bedre. At man tillader sig at føle smerten men samtidig tro på, at der venter noget bedre.

Det er det første skridt på vejen til at få det bedre (forudsat at du selvfølgelig allerede har erkendt, at der kræves en forandring). Og det gælder ikke kun folk, der kæmper med en psykisk lidelse. Det gælder for os alle. Vi skal alle igennem nogle svære ting her i livet. Og måden vi vælger at tackle dem på afgør, hvorvidt vi kommer igennem eller ej.

Vi kan vælge at lade os “gro fast” og lade de dårlige ting overkomme os, eller vi kan vælge at slå igen og overkomme dem. Og nogle gange skal vi slå rigtig, rigtig mange gange igen, før det lykkes. Men svaret er i hvert fald IKKE at give op!! Husk det kære fightere – vi er nemlig alle fightere og værdig til et godt liv – I skal dog begynde selv at tro på det♡