Gør det fordi du elsker din krop
Det bedste udgangspunkt for min træning er, når jeg træner med intentionen om at være GOD ved min krop. Jeg tror, mange træner, fordi de har noget ved deres krop, som de gerne vil ændre/forbedre. Og det må man selvfølgelig også gerne have. Jeg tror dog, det bedste man kan gøre for sig selv og for at bevare motivationen til træningen er at gøre det, fordi man ELSKER sin krop – ikke fordi man hader den.
Hvis man udelukkende træner, fordi man er utilfreds med sin krop, kommer man højst sandsynligt til at kæmpe en hård kamp med at bevare motivationen og komme afsted til træningen hver gang. Hvis man derimod træner, fordi man gerne vil det bedste for sin krop, er det langt nemmere at komme op af sofaen og afsted.
Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra min egen erfaring, og jeg ved godt, der er forskel på, hvordan vi motiverer os selv bedst muligt. Men sådan helt overordnet tror jeg på, at den bedste form for motivation du kan give dig selv er at træne med henblik på at gøre, hvad der er bedst for din krops og dit mentale helbred.
Selvfølgelig må du gerne sætte dig mål som at opnå en lavere fedtprocent, vægt eller lign. Men disse mål er jo som regel tidsbegrænsede, og når de er nået, har du brug for noget nyt/andet til at bevare motivationen. I og med, at du skal have din krop resten af livet, synes jeg helt klart den mest holdbare motivation og drivkraft må være, at du gerne vil give den de bedst tænkelige vilkår. Og så er de mål, du sætter dig i forhold til fedtprocent, muskelmasse og udholdelese i princippet bare nogle delmål, som er med til at gøre, at du kan realisere dit overordnede mål, som må være, at du gerne vil give din krop det bedste udgangspunkt i form af styrke både fysisk og mentalt.
Hvis man kun træner for at nå et helt specifikt mål, og derefter går i stå med træningen, fordi nu har man opnået, hvad man ville, så har man nok en forestilling om fra starten, at når man har nået sit mål, har man det godt. Det var lidt det samme, jeg gjode, da jeg brugte min spiseforstyrrelse til at forsøge at få det bedre med mig selv og min krop. Men jeg fandt ud af, at selvtilfredsheden altså ikke kom automatisk af et lavere til på vægten. Den kom først, da jeg begyndte at arbejde med mine tanker og og tro på, at jeg er et godt menneske, som fortjener at have det godt – både fysisk og mentalt.
Mit forhold til træning i dag bærer nok ret tydeligt præg af de ting, som spiseforstyrrelsen har lært mig. Og derfor mener jeg altså, at hvis du træner, fordi du hader din krop, så vil du få svært ved at opnå tilfredshed, selv efter du har nået dit mål. Og du vil sandsynligvis blive ved med at sætte nye og højere mål for hver gang. Hvorimod hvis du træner, fordi gerne vil din krop og dig selv det bedste, så har du den (set i mit perspektiv) helt rigtige og mest holdbare motivation til din træning. Og så skal du også nok nå de “delmål”, du sætter dig for.
Hvad tænker I, og hvilken motivation virker bedst for jer i forhold til at få det bedste forhold til træning?