Skal jeg bare give op?

Jeg ligger forpint og forgrædt på badeværelsetsgulvet – fyldt op af mørke tanker, håbløshed og følelsesmæssig tomhed. Den slags tomhed, der får livet til at føles så uendeligt ligegyldigt, og som får mig til at tænke, at det måske er på tide at give op? At sige; jeg kæmpede hvad jeg kunne, men nu kan jeg ikke mere. Aldrig har jeg været så langt fra mig selv, som jeg er nu. Ikke at jeg ved, hvad eller hvem jeg overhovedet er. Alt jeg ved er, at jeg ikke kan holde ud at have det sådan her…

Dette skrev jeg ned i går aftes efter en svær episode. Den slags episoder, som jeg sjældent deler med nogen – ikke engang min familie – men alligevel oplever alt for ofte. Men er jeg nødt til at komme ud med det… Jeg kan ikke gå med det alene, for jeg er bange for, at hvis jeg holder det inde, rammer jeg snart kanten – og så er det ikke længere en mulighed, om jeg vil hoppe – jeg kommer til falde hårdt, om jeg vil det eller ej.

Jeg har aldrig lagt skjult på herinde, at jeg kæmper en ekstremt svær kamp ofte – for ofte. De fleste af os kæmper med hver vores og rammer muren af og til. Men når man rammer muren så hårdt, at livet ikke længere synes værd at kæmpe for – og det sker med kun få dage og sommetider timers mellemrum – tror jeg godt, jeg kan tillade mig at sige, at jeg kæmper lidt hårdere end flertallet (forhåbentligt da!!!)

Et eller andet sted burde jeg måske slet ikke poste noget så ærligt og sårbart som dette, og jeg har bestemt ikke lyst til at drage andre med ind i mine elendigheder. Men for mig er bloggen et frirum, hvor jeg kan dele alt fra outfit-inspiration til tabu-belagte emner, og derfor vil jeg heller ikke holde mig tilbage fra at dele et så alvorligt emne som selvskade og selvmordstanker.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, der kæmper så svært med sit indre, at selvbebrejdelser og sommetider selvmordstanker er en nærmest hyppig del af hverdagen. Og jeg vil for alt i verden gerne lade disse mennesker vide, at de IKKE er alene!

Faktisk kan jeg slet ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor jeg nogensinde har haft en længere periode helt UDEN episoder som denne. Episoder hvor jeg har tænkt, om jeg overhovedet skulle blive ved med at kæmpe. Episoder hvor jeg har tvivlet på mit eget værd og min ret til eksistens her i verden.

Og jeg tror heller ikke på, at det er slut med at føle dette – eller det VED jeg, det ikke er. Jeg er en MEGET følsom person, og jeg er så kritisk mod mig selv, at jeg helt naturligt også forventer det værste af andre. Ikke at jeg dømmer andre, men jeg tror automatisk, at de dømmer MIG negativt. Og det spænder ofte ben for mig i hverdagen, da jeg – selvom jeg gør ALT hvad jeg kan for at fremstå og agere “normalt” – ikke kan undgå den her følelse af at være forkert – ikke at slå ordentligt til. Det er hårdt at gå med disse tanker om sig selv, og sommetider rammer jeg derfor muren, hvor jeg tænker på, om jeg måske i virkeligheden bare skal give op.

Det er selvfølgelig noget, jeg arbejder på at ændre, for jeg har ikke lyst til at disse tanker skal komme i vejen for alle mine drømme og ambitioner i livet. Jeg har faktisk mærket en positiv fremgang igennem de seneste år, hvor jeg gradvist har afprøvet og udviklet min egne forskellige “teknikker”, der gør det en smule nemmere for mig at slippe kritikken og i stedet tro på mig selv og mit eget værd. At give mig selv lov til bare at VÆRE uden hele tiden at skulle præstere – fordi dét i sig selv er nok.

Men det er ikke nemt – især når det er blevet så indgroet og naturlig en del af ens personlighed, som det er for mig. Og som en psykolog så klogt sagde til mig forleden, så udvikles vores personlighed fra vi er helt små til vi er omkring 20, så hvis vi ønsker at ændre noget efterfølgende, kan vi godt forvente, at det kommer til at tage pænt lang tid.

Det er vanvittig hårdt og frusterende, og de fleste dage er jeg gudskelov i stand til at kæmpe videre på trods af mange opgivende tanker og følelser om mig selv og livet. Men der er også stadig mange dage/episoder som i går, hvor jeg mest af alt har lyst til bare at give op. Og de dage må jeg acceptere som en del af processen – også selvom de gør fandens ondt! For jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at holde fast i og tro på, at jeg selv og livet under alle omstændigheder ER kampen værd.

Jeg håber, dette indlæg gav bare en lille smule mening. Hvis du har læst det hele, vil jeg bare sige tusind tak fordi du læste med. Jeg håber – trods det lidt dystre indhold – at du tager noget brugbart med fra det♡