Rask udenpå – men ikke indeni
På papiret er jeg rask
De siger, jeg ser godt ud
Jeg lytter til deres ord
Men indeni mærker jeg
En helt anden virkelighed
Hvad ingen forstår
Min kamp er ikke ovre
Jeg kan ikke slutte fred
Kan ikke helbredes, kureres
Intet kan redde mig fra tankerne
Noget af det, som jeg ved, mange spiseforstyrrede kæmper med, er at blive erklæret “rask”. Tit og ofte fungerer det sådan i systemet, at når du når din målvægt eller stopper med at kaste op (eller hvad du ellers gør for at holde fast i spiseforstyrrelsen), begynder omverdenen automatisk at betragte dig som rask. Mange tror, at når man ikke længere udadtil har et problem, er man ikke længere spiseforstyrret.
Men reelt set er det meget mere kompliceret. For selvom man måske er nået sin målvægt, kan man stadig tænke og være spiseforstyrret. Der er nemlig en kæmpe forskel på at være rask på papiret og FØLE sig rask.
Det kan tage lang tid at få sit hoved med og lære at ACCEPTERE sig selv og sin krop. Og selvom man kommer til et punkt, hvor man rent faktisk er nogenlunde glad og tilfreds med, hvad man ser i spejlet og med den person, man er på indersiden, kan man stadig kæmpe en svær kamp indeni.
Det har jeg i den grad erfaret nu, hvor jeg – mere end 2 år efter jeg blev rask af min spiseforstyrrelse – stadig kæmper med mit sårbare sind. Og det går efterhånden mere og mere op for mig, at de ting, som i virkeligheden lå bag min spiseforstyrrelse og min selvskade igennem alle disse år, har været der længe før spiseforstyrrelsen opstod.
Faktisk har jeg lige fået stillet diagnosen tvangspræget personlighedsstruktur, som jo i virkeligheden ligger dybere og går længere tilbage end min spiseforstyrrelse. De her ting har bare ikke været synlige, fordi jeg i så mange år har brugt spiseforstyrrelsen som mit skjold mod verden, og fordi der netop i behandlingen har været et for stort fokus på maden og kroppens fysiske tilstand frem for det bagved- og underliggende. Derfor er det egentlig først nu, at de her ting begynder at dukke frem på overfladen, og jeg begynder at forstå mig selv og mine vanskeligheder i en sådan grad, at jeg oprigtigt kan arbejde på at komme videre i mit liv.
Med det her indlæg i dag vil jeg egentlig bare gerne understrege, at dét at komme ud af en spiseforstyrrelse er en noget mere kompliceret og længerevarende proces, end mange måske tror. Og selvom en person ser rask ud på ydersiden, kan de kæmpe en svær kamp indvendigt.
Og til dig, som kæmper kampen hver dag; du må ikke miste modet, fordi de spiseforstyrrede tanker bliver ved med at vende tilbage. Kæmp imod dem alt hvad du kan, modsæt dig tankerne og husk dig selv på hver dag, HVORFOR og HVAD det er du kæmper for. Så skal du nok finde vejen ud og gradvist nærme dig det liv, du i virkeligheden drømmer om og fortjener.
Masser af kærlige og opløftende tanker herfra♡