Hvad er det egentlig, jeg vil med mit liv?

Jeg kan umuligt være den eneste, der gentagne gange har stillet mig selv det ovenstående spørgsmål uden at have NOGEN SOM HELT idé om, hvad svaret er. Det kan godt være, jeg er fyldt 26, men det betyder bestemt ikke, at jeg har det hele figured out. For at være helt ærlig er jeg nærmere clueless. Som beskrevet i mit indlæg “Når uddannelsen ikke er rigtig” er jeg MEGET i tvivl om, hvad mit næste skridt skal være…

Mit liv har nærmest stået i stilstand, efter jeg i 2016 blev uddannet markedsføringsøkonom. Der er selvfølgelig sket nogle ting i mit liv, men med hensyn til valget af uddannelse er jeg ikke kommet et skridt videre. Om noget er jeg blot blevet endnu mere forvirret over, hvad det egentlig er, jeg vil med mit liv.

Jeg er selvfølgelig ikke i tvivl om, at da jeg startede på uddannelsen tilbage i 2014, var det den vej, jeg ønskede at gå. Men jeg tror også – i takt med at jeg de seneste år har lært en masse om mig selv og de ting, der vigtigst for mig – at jeg har fået øjnene op for nogle helt andre muligheder, som jeg aldrig før havde forestillet mig.

Fx var jeg for et stykke tid siden i praktik som underviser på en folkeskole, og jeg indrømmer gerne, at jeg følte mig godt tilpas i det og faktisk godt kunne se mig selv i et fremtidigt job som lærer. Og det var seriøst noget, jeg ALDRIG havde forestillet mig, at jeg ville. Men jeg har lært nogle nye sider af mig selv at kende og indset, at jeg gerne vil arbejde mere tæt på mennesker, end jeg vil komme til med den uddannelse, jeg har taget. Derfor er jeg nu begyndt at overveje en række helt andre uddannelser, herunder lærer, pædagog og sygeplejerske.

Et eller andet sted ville jeg ønske, at jeg havde vidst disse ting om mig selv for 3 år siden, før jeg valgte at starte på udannelse. Men på den anden side har det jo været en proces, jeg har lært af, og de ting, jeg ved nu, ved jeg netop på baggrund af de valg, jeg tidligere har taget. Det sure ved det er så bare, at jeg vil skulle igennem 3,5 år mere på studiebænken, hvilket ikke ligefrem er det mest tiltalende.

Men på den anden side må man selvfølgelig også ofre sig her i livet for at nå sine drømme. Og jeg vil da langt hellere “ofre” de 3,5 år nu, end jeg vil gå videre med den uddannelse jeg har nu og  være ulykkelig og utilfreds med mit liv de næste mange år, fordi jeg aldrig fulgte min intuition om at arbejde inden for det pædagogiske og sundhedsfaglige område. Desuden tror jeg også, at årene på skolebænken kommer til at gå hurtigt og føles SÅ meget mere spændende, hvis jeg kan mærke, at det er noget, jeg rigtig gerne vil arbejde med.

Uanset hvad, er jeg nødt til at tage et valg. Men puha, jeg synes det er svært. Jeg har jo én gang taget en uddannelse, som ikke føltes rigtig. Hvad nu hvis det samme sker igen? Jeg er på ingen måde fortaler for, at man skal lade sig holde tilbage på grund af sin frygt for alt det dårlige, der kan ske. But let’s face it – det her er ikke bare en hvilken som helst beslutning vi taler om. Det er min FREMTID… Hvad jeg skal lave resten af mit liv. No pressure at all!

Så hvad i alverden skal jeg gøre? Jeg kender endnu ikke svaret, og måske kommer jeg heller ikke til det. Måske bliver jeg bare nødt til at tage en beslutning og håbe på det bedste. Men én ting er jeg ret sikker på; jeg skal ikke forhaste min beslutning og presse mig selv ud i noget, fordi jeg føler, jeg er nødt til at få styr på mit liv NU, og fordi jeg frygter for, hvad omverdenen tænker.

Og hvem siger oven i købet, at man er nødt til at vide præcist, hvad man vil med resten af mit liv, for at have “styr på det”? I virkeligheden er der vel ingen af os, der kan vide os sikre i de valg, vi tager. Og hvad der virker rigtigt for os nu, er ikke nødvendigvis det samme, vi ønsker om 10 år.

Så i stedet for at lægge et enormt pres på mig selv, har jeg taget beslutningen om, at jeg blot vil tage én dag ad gangen og se, hvor det bringer mig hen. Lige for nu kan jeg godt affinde mig med, at jeg ikke kender alle svarene.

Det er, som jeg mange gange før har nævnt, heller ikke din uddannelse eller dit job, der definerer dit værd som menneske og bestemmer, hvorvidt du har det godt eller ej. Og jeg føler trods alt en større indre balance, end jeg længe har mærket, og det kan med sikkerhed IKKE skyldes, at jeg er blevet klogere på, hvad jeg vil med mit liv – tværtimod.

…Så måske er det slet ikke så vigtigt at have alle svarene. Måske er det netop noget af det spændende ved livet – nemlig at vi ikke kender svarene eller ved, hvor vi ender henne. Det er blot en del af det eventyr, vi er på, og selvom vi farer vild af og til, er der måske endda en mening med det hele i sidste ende. Let’s hope so…

Er der nogle af jer, der har det på samme måde? Eller har I måske haft det lige modsat?… At I slet ikke på noget tidspunkt har været i tvivl, om hvad I skulle vælge af uddannelse/job? Jeg vil vildt gerne høre om jeres tanker og erfaringer♡