Nu gik det ellers lige så godt…

I dag skete det, som jeg et eller andet sted havde forventet ville komme, selvom størstedelen af mig nok håbede på at undgå det…

Egentlig har det stået på i lidt over en uge, men jeg har formået at holde det på afstand ved at holde mig selv beskæftiget med diverse små projekter og gøremål.

Men jeg kan ikke blive ved med at undertrykke følelsen, der truer indendigt. En ubehagelig knugen i min maveregion og i mit bryst… En fornemmelse af at noget gør ondt – uden at vide præcist, hvad det er. Og det er, som om der samtidig falder en skygge hen over mine tanker og mit syn på den verden, der omgiver mig. Det føles meget dystert og mørkt… Som om al glæde, gejst og håb bliver knuget ud af mig.

Men først i dag kom tårerne. Dem jeg nok har gået og holdt inde på det seneste. Jeg tænker, at det nok er godt at få dem ud.  Men det føles næsten fremmed for mig at græde efter utallige uges fravær af samme. Faktisk har jeg netop været igennem en rigtig positiv periode med fremgang og stigende overskud.

Faktisk oplevede jeg for første gang i 1 år at føle virkelig glæde. Jeg mærkede en ro indeni og en accept af tingene, som jeg ikke tidligere har mærket til. Og jeg så endelig et håb for fremtiden. Et håb, som i lang tid havde været overskygget af en uimodståelig følelse af det modsatte – ren håbløshed.

Jeg havde det egentlig godt i nogle uger. Jeg mærkede et stigende overskud, og mine dage blev gradvist fyldt ud med flere aktiviter at kaste min energi på…

Men nu er jeg altså tilbage til en hverdag med minus overskud og en overhængende følelse af, at det hele er på vej i den forkerte retning. At jeg er helt tilbage til square one. Men en del af mig tænker også, at det sandsynligvis bare er mine tanker, der løber af med mig – mere end det er sådan, det reelt forholder sig.

Der er, som om at hver gang jeg rammer en mur,  så føler jeg, at det hele vælter sammen omkring mig. Og denne (ubrugelige) evne tror, jeg i virkeligheden, vi er mange, som kender til. Vi har det nemlig med at kaste vores energi på det negative og forudse de farer, der end måtte komme i stedet for – som vi nok burde gøre – at tage det én dag ad gangen og have tiltro til, at tingene nok skal gå…. At når noget går skidt, er det ikke ensbetydende, at det vil fortsætte sådan, eller at alt det, vi har arbejdet på hidtil, er gået tabt.

Jeg er selvfølgelig kun et menneske, og selvom jeg er kommet langt i mange områder af mit liv, rammer jeg stadig den her mur af og til. Men min erfaring siger mig selvfølgelig også, at den slags perioder er forbigående, og at der kommer lys og glade dage igen. Men for at kunne komme dertil, er man også nødt til at lære  at acceptere de svære perioder som en del af livet og som en del af den læringsproces, vi hver især skal igennem.

Min pointe med dagens indlæg – hvis der skal være nogen – må være, at det jo altså ikke handler om, at vi nødvendigvis skal bestræbe os efter ikke at opleve nederlag, ikke at knække, ikke at tillade os selv at vise svaghed… For som jeg så mange gange før har påpeget, så er vi altså ikke perfekte, og det er livet heller ikke. Men det afgørende er, hvordan vi tackler de svære udfordringer, vi støder på, og hvad vi tager med fra dem.

Som en lille slutbemærkning vil jeg lige sige, at jeg jo altså IKKE skriver det her med et ønske om opmærksomhed eller medlidenhed fra andre. Vi går ALLE igennem op- og nedture. For mig er bloggen et sted, jeg gerne vil kunne dele de ting, der fylder i mit liv. Og for mig er nedturene lige så vigtige at berette om som de ting, der går godt.

Kærlige tanker fra Louise♡