En hverdag af kaos
I sidste ude skrev jeg om (her), at jeg har haft en lidt dum periode på nogle uger, hvor jeg har oplevet et lille setback i forhold til min behandling. Derfor tænkte jeg, jeg lige ville give en update, eftersom der er sket lidt nyt siden sidst.
Jeg har fået det bedre… Overskuddet er vendt tilbage. Mine tanker er mere lyse og optimistiske, og håbet føles større. Jeg oplever godt nok stadig den der skygge af til. Den, der truer med at kaste mørke på alting og slører mit syn for alt det, der er godt. Men jeg kæmper virkelig hårdt for IKKE at give den lov til at fjerne lyset fra alt det gode… IKKE at lade mine destruktive tanker tage overhånd. Og det lykkes faktisk – langt de fleste gange.
Det må virkelig siges at være en fremgang i forhold til, hvad jeg ville have været i stand til for få år siden. Nogle gange har jeg det bare med at glemme, hvor langt jeg egentlig er kommet… Hvor meget mine tanker i forhold til mig selv er blevet forbedret… Alt det positive jeg har fået opbygget i mit liv. Det vidunderlige bagland af dejlige og støttende mennesker, jeg har omkring mig.
Jeg kunne sagtens vælge at dvæle ved alt det svære i mit liv lige nu og og lade det overskygge min glæde fra det positive, som jo er langt mere betydningsfuldt end de andre ting. Dog har vi det med at lade det negative stjæle spotlyset fra det gode. Men det nægter jeg.
I stedet vælger jeg at være taknemmelig. Taknemmelig for alt det, der er godt og alt det, der fungerer i mit liv. Det er i virkeligheden også det eneste, jeg faktisk kan gøre. For det meste andet er uden for mine hænder – i hvert fald lige nu… Jeg er et sted i mit liv, hvor alt, hvad der hedder struktur, kontrol og præstation er taget fra mig. Jeg forsøger at navigere rundt i en hverdag af kaos – det præcist modsatte af den kontrol, som jeg i så mange år desperat forsøge at holde fast i. Kontrollen over mit liv, min vægt, mine præstationer.
Men denne kontrol har jeg altså fralagt mig nu. Og i virkeligheden er den jo også blot en illusion. Den findes slet ikke. Men jeg vælger nu alligevel at stole på, at det trods alt nok skal gå. At jeg nok skal genfinde balancen i mig selv og få opbygget en mere “normal” hverdag igen.