Frygten for at miste alt det gode
Jeg sidder med et smil på læben og skriver dette indlæg… for hold nu fast hvor er der bare nogen ting i mit liv, der føles SÅ dejlige for tiden! Aldrig før har jeg haft det så godt i min egen krop, i mit eget skind generelt, og aldrig før har jeg faktisk turdet “give” så meget af mig selv, som jeg tør over for N. Og egentlig har jeg jo faktisk haft det sådan overordnet godt i et par måneder nu – selvfølgelig med et par dårlige dage indimellem, hvilket jo nok er ganske normalt. Men heldigvis ikke som de nedture, jeg er vant til… De ture, hvor jeg SLET ikke kan mærke noget håb eller se nogen mening med tingene…
Men selvom det faktisk har stået på et stykke tid nu, er det først nu, jeg begynder at kunne tage det ind og turde MÆRKE det – sådan rigtigt. For et eller andet sted indeni sidder frygten også. Frygten for at miste alt det gode. Frygten for, at jeg lige om lidt får en kæmpe opvågning, der fortæller mig, at alt det gode, som sker for tiden, kun var en “joke”… en lille forsmag på noget, som jeg i virkeligheden aldrig kommer til at få… fordi jeg jo i virkelig SLET ikke fortjener det. Fortjener alt det gode.
Og ja, jeg ved godt, at det er totalt irrationelt og nytteløst at tænke på den måde. Som min behandler ville sige det; “jamen det er jo en helt ubrugelig tanke!” Og det har hun jo fuldstændigt ret i. For den form for tankegang er jo den slags, der netop vil forhindre mig at få det oprigtigt godt på sigt. For hvis man ikke selv tror på, man fortjener de gode ting, kan man så oprigtigt tage dem ind og FØLE dem? Jeg tror det ærligt talt ikke…
Så derfor er det også noget, jeg er begyndt at øve mig rigtig meget på. Simpelthen at tage de gode ting ind, mærke dem og forsøge at sige til mig selv, at jeg fortjener dem. Jeg fortjener de gode ting – lige såvel som jeg mener, at andre fortjener dem.
Så nu tager jeg altså den dumme frygt og den UBRUGELIGE tanke om, at jeg ikke fortjener det og putter i min mentale skraldepand. Jeg kan ikke bruge den til noget, ergo bør den smides ud. Og selvfølgelig kan jeg nok ikke undgå, at den dukker op af og til og truer med at overtage mit sind, men så må jeg jo blive ved med at smide den i skralderen – indtil den dag jeg ikke længere har brug for at gøre det så ofte. Den dag, hvor jeg oprigtigt selv tror på, at jeg jo altså også fortjener det gode her i livet.
De svære ting kommer unægteligt også til at være en del af det. Men hvorfor i alverden skal det forhindre os i at nyde de gode ting også? De er blot en del af ligningen. Der kan ikke kun være gode ting, ej heller bør der kun være dårlige. Men uden de dårlige ting, de svære perioder og de prøvelser, vi bliver udsat for igennem livet – ja så ville de gode ting jo slet ikke FØLES nær så gode. Og lige netop denne læring er utrolig vigtig for mig – og sikkert os allesammen – at huske på. Det gør det i hvert fald en del nemmere at udholde de svære perioder, når man VED, der er en udvej, og der nok skal komme lysere tider igen. Men samtidig bør det jo så heller ikke afholde os fra oprigtigt at NYDE de gode tider, bare fordi vi VED, at det nok ikke varer ved. For i virkeligheden er det vel egentlig bare en endnu større grund til at nyde det EKSTRA meget!
Hold da magle, jeg regnede altså ikke ligefrem med at det her indlæg skulle blive en så lang smøre. Men ikke desto mindre føles det nu meget rart at få det ud på skrift… At få sagt tankerne højt og delt dem med nogen. For SELVFØLGELIG må frygten også gerne være der, jeg anerkender den, men jeg erkender samtidig, at jeg jo altså IKKE kan bruge den til noget konstruktivt. Så ud med den!
Nu vil jeg fortsætte min søndag med at sætte en playliste på med masser af sange, jeg godt kan li’, og skråle lige så højt som jeg har lyst (bare rolig naboer, jeg er hos min forældre). Og senere står den på mad og hygge med ham den søde.
Ha’ en herlig søndag derude♡