Desperat behov for fugt
Jeg døjer med ekstremt tør hud for tiden. Den skaller nærmest af i flager på trods af, at jeg jo faktisk værner om min hudpleje og bruger op mod 1 time på det om dagen. Dog har jeg mistanke om, at det er en blanding af de seneste dages temperaturskift (vejret har jo været helt sommerligt) og en eftervirkning af min seneste laserbehandling. Noget tyder i hvert fald på, at min hud er i fuld gang med at regenerere sig selv, hvilket bestemt ikke er noget dårligt tegn. Men det betyder, at jeg er ekstra obs på at bruge nogle ekstra fugtgivende produkter for tiden.
Make a Difference
Jeg er blevet rigtig glad for Origins på det seneste, og især deres serie Make a Difference lader til at have en særlig god effekt på min hud (meget heldigt navnet taget i betragtning). I hvert fald oplever jeg, at produkterne absorberes utroligt godt på huden, som føles lækker og glat efter brug.
Lige nu bruger jeg denne Rejuvenating treatment lotion, som jeg dupper på med en vatrondel efterfulgt af et tyndt lag af Rejuvenating treatment creme. Noget, som jeg rigtig godt kan lide ved denne creme er dens gel-agtige konsistent, som absorberes super let på huden. Dermed føles den heller ikke som et tykt lag inden under min dagsmakeup.
Drink Up Intense Overnight maske
For at give min hud ekstra ekstra meget fugt sover jeg nogle gange med denne maske om natten. De har også lavet en variant, man kan bruge om dagen, hvis man blot ønsker en maske, der skal være på i 10 minutter, hvorefter den skylles af. Men i og med at denne maske er beregnet til natbrug, betyder det også, at huden har rig mulighed for at absorbere den intense fugt, masken indeholder, hvilket gør den super effektiv.
Man vågner simpelthen om morgenen med den lækreste, bløde og friske hud, og så dufter den virkelig bare fantastisk. Et lille ekstra plus er også, at den virker forebyggende på aldringstegn. Det kan selvfølgelig ikke undgås, at noget af masken smitter af på hovedpuden, men så er det jo heldigt, at den dufter så lækkert, som den gør.