Når man dropper facaden

Igennem den seneste tid har jeg oplevet en virkelig positiv forandring i mig selv. Jeg er vel på en måde begyndt at hvile mere i mig selv, så at sige… Og meget af det, tror jeg faktisk, skyldes, at jeg har droppet facaden.

Jeg har aldrig været mere ærlig, både over for mig selv og min omverden, end jeg er nu. Og det har på en eller anden måde givet en ro i mig selv. Jeg føler ikke længere et behov for at foregive at være noget, jeg ikke er, og dét i sig selv er jo en kæmpe befrielse.

I virkeligheden er der jo ikke særlig meget i mine ydre omstændigheder, der har ændret sig. Jeg er stadig sygemeldt, jeg ser stadig ud, som jeg gør, og jeg er stadig usikker på, hvad fremtiden kommer til at byde på. Men de her ting er jo i virkeligheden heller ikke noget, jeg selv kan styre – i hvert fald ikke fuldstændigt.

Med hensyn til det første kan jeg selvfølgelig gøre mit bedste for at udvikle mig og passe min behandling, så jeg kommer bedst og hurtigst muligt videre herfra. Men jeg ved også, at det ikke nytter noget at stresse over det, for dét kommer jeg i hvert fald ikke hurtigt videre af.

Og med hensyn til fremtiden kan jeg jo også godt have en vis indflydelse på, hvad der skal ske. Jeg forsøger fx stadig at beslutte mig for, hvilken vej jeg gerne vil gå uddannelsesmæssigt, og den del af det har jeg jo kun selv kontrol over. MEN… hvorvidt det kommer til at vise sig at være den “rigtige” beslutning, ved jeg ikke. Og sådan er det bare.

Alt det her – min ærlighed over for mig selv og min accept af, at jeg ikke kan kontrollere alting – har simpelthen gjort, at jeg føler mig rigtig godt tilpas i mig selv. Jeg har indset min VÆRDI – at, uanset hvad mine ydre omstændigheder “viser” om mig, så er jeg stadig Louise med alt hvad jeg indebærer. Og jeg har intet at være flov eller skamfuld over.

Faktisk oplever jeg også, at den her forandring i mig selv, gør at jeg på en måde tiltrækker en masse gode ting i mit liv lige nu. Og det stemmer jo meget godt overens med min egen filosofi om, at når man sender noget positivt ud i verden, så får man også noget positivt igen. Helt omvendt af, hvad jeg faktisk har følt var sandt for mit liv i mange år.

Da jeg var yngre følte jeg på en eller anden måde, at jeg gav så meget af mig selv – uden at få noget igen. Og det gjorde mig vred og frustreret på min omverden og på mig selv. For jeg følte, at så måtte jeg jo gøre et eller andet forkert. Jeg måtte jo ikke være god nok…

Og på en måde gjorde jeg også noget forkert. Jeg havde i alt fald den forkerte tankegang i forhold til de ting, der skete i mit liv. Og nu, hvor jeg har fundet den her besynderlige men vidunderlige accept af tingene, ja så føler jeg også bare, at der kommer så meget positivt igen.

De mennesker, jeg har omkring mig, kan med sikkerhed også godt mærke den her forandring, da det jo også betyder, at jeg kan være meget mere for dem. Meget klicheagtigt men dog sandt… For når man er god mod sig selv, har man altså bare mere overskud til dem omkring sig.

Og faktisk føler jeg, at den omgangskreds jeg har nu, og som jeg langsomt har fået bygget op, i takt med at jeg selv har fået det bedre indvendigt, simpelthen bare er LIGE de mennesker, jeg har brug for i mit liv. Og det giver jo et eller andet sted også meget god mening i og med, at de her mennesker er kommet og stadig er her, på trods af min enorme ærlighed omkring mig selv og alt det, jeg gennemgår.

Den her positive ændring i min tankegang er SELVFØLGELIG ikke opstået ud af det blå. Jeg har arbejdet MEGET og LÆNGE med mine tanker, både i forhold til mig selv og den situation, jeg står i. Det kræver bare, at man simpelthen tager nogle bittesmå skridt frem hver dag (og så et par tilbage engang imellem, da tilbagefald er uundgålige).

Og så til sidst vil jeg bare sige, at jeg håber de af jer, som kan nikke genkendende til det her med at bruge så mange kræfter på at opretholde en facade, selvom det i sidste ende faktisk ikke gør noget godt for jer, at I simpelthen ikke må give op. Du må ikke lade dig overvælde af den her stærke fornemmelse af, at du gør noget forkert, og at du ikke er god nok.

Sandheden er, at du er LIGE, som du skal være! Du mangler bare at finde ind til accepten af den person. Og det kræver altså både tid, hårdt arbejde, tålmodighed og en masse kærlighed til dig selv og fra menneskerne omkring dig♡