Glad i maven

De sidste 2 måneder er der sket rimelig meget i mit liv… eller rettere det FØLER jeg, der er. For hvis man kigger på det udefra, er der dælme ikke sket meget. Jeg går fortsat sygemeldt, er endnu ikke sikker på, hvad der skal ske efter sommerferien (jeg nærmer mig en beslutning, men mere om det senere), og jeg er generelt set stadig stuck det samme sted i mit liv, som jeg har været det seneste halvandet år.

Men indeni er der altså sket en enorm forandring. Jeg er gået fra at have minimalt håb og tro på fremtiden til nu at være utrolig fortrøstningfuld og faktisk ligefrem spændt på den. Jeg har det godt sammen med N, jeg skal snart på ferie, der venter nogle hyggelige stunder med både venner og familie de næste par måneder, og jeg har aldrig følt mig mere tilpas i mit eget skind, end jeg gør lige for tiden.

Så udenpå er det ikke sket det store – men indeni mærker jeg en VILDT positiv forandring. Jeg er sikker på, at uanset hvilken vej jeg vælger at gå efter sommerferien, så vil jeg klare den. For jeg har et fantastisk bagland at støtte mig op af og ikke mindst en fightervilje indeni, der kun har vokset sig større i takt med, at jeg de seneste måneder har mærket en længe savnet fremgang.

Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, jeg er glad. Den slags glad, der kan mærkes i maven. Den slags glad, der giver mere livsgejst og tro på fremtiden. Den slags glad, der bare er skide dejlig…

Og selvom jeg da slet ikke er i tvivl om, at jeg også vil skulle kæmpe rigtig meget, så vil jeg gøre alt, jeg kan for at holde fast i denne glæde og taknemmelighed. Og rent faktisk tillade mig at TRO på, at jeg fortjener det godt, og at fremtiden nok skal blive god – uanset i hvilken retning det bliver.