Ret så glad for ham

Det er simpelthen lykkedes mig at blive en af den slags pladderforelskede tøser, der ikke kan lade være med at tænke på, hvad han laver eller har lyst til at tage telefonen og skrive til ham, at jeg savner ham, selvom vi skiltes sidste gang for mindre end en halv time siden… Ja, jeg er ligefrem pigen, der køber en halskæde med hans forbogstav, bare fordi jeg har lyst til at vise ham, at jeg er virkelig glad for ham.

Og hvor er det da SKØNT at være så glad for en anden person og samtidig føle, at det er gengældt. Vi har det smaddergodt sammen, og det er jeg mega taknemmelig over… Og så alligevel, så er det faktisk en anelse (altså kun en lille bitte smule) belastende at have det sådan. For jeg savner ham jo hele tiden.

Men selvom det jo overordnet er pisse fuc…. dejligt at være så glad for en anden person, så er det jo faktisk også hårdt. For med omsorg og glæde kommer også ansgten for at miste. Jeg er da skide bange for, at han lige pludselig ikke vil mig alligevel. At han opdager, at jeg i virkeligheden ikke er værd at være kærester med. Og jeg vil jo bestemt ikke miste alt det gode, vi har sammen, og som i løbet af de seneste måneder faktisk er gået hen og blevet et ret stærkt bånd… føler jeg. Og eftersom vi er meget åbne over for hinanden med vores tanker og følelser, så ved jeg, at han føler det samme.

Men intet her i livet er jo sikkert. Og jeg forsøger VIRKELIG bare at nyde det, tillade mig selv at føle alt det, jeg gør for ham og IKKE lægge bånd på hverken mig selv eller mine følelser. For det er jo en GAVE at kunne have det sådan. Men det er faktisk også skide hamrende svært, og jeg kan mærke, at jeg lærer rigtig meget i denne proces. Og det er jo selvfølgelig positivt.

Men frygten er der – og det må den også gerne – men den skal IKKE få lov at styre noget. En ting er ganske sikkert – jeg er RET så glad for ham!