En ny skillevej
Som det muligvis fremgår af min aktivitet på Instagram og bloggen på det seneste, så går det overordnet rigtig godt. Jeg er mindre og mindre styret af mine depressive og destruktive tankemønstre, mit sociale liv fungerer bedre end nogensinde før, og jeg har søgt ind på en ny uddannelse efter sommerferien, da jeg efterhånden føler mig klar og rask nok til at genoptage en “normal” hverdag. Og det er jo alt sammen vældig, vældig godt.
MEN… skal jeg være fuldstændig ærlig (og det mener jeg bestemt er vejen frem), så skræmmer det mig også fra vid og sans. Jeg har en enorm, dog irrationel frygt for at få det godt… for jeg har ærlig talt ikke haft så lang en god og stabil periode som denne så langt tilbage jeg kan huske. Men jeg kan jo faktisk allerbedst forholde mig til at være syge Louise… Hende der har det skidt… Hende der har brug for hjælp. Jovist jeg får stadig hjælp udefra, og den er jeg på ingen måde klar til at give slip på endnu. Men jeg kan mærke i mig selv, at jeg er under en kæmpe forandring lige nu.
Jeg står på tærsklen til det liv, jeg egentlig så længe har drømt om, og alligevel… alligevel mærker jeg frygt. For hvad ved jeg egentlig ikke. Jeg kæmper konstant for at modstå trangen til at gøre dumme, destruktive ting. Trangen efter noget at kontrollere. Måske i virkeligheden fordi jeg er så forbandet bange for snart at miste den. Bange for at jeg skal få det skidt igen…
Så på den ene side er jeg altså skide bange for at få det skidt, og samtidig er jeg også bange for at få det godt. Forvirrende at være i mit hoved?? Temmelig meget ja! Men jeg er nu stadig fortrøstningsfuld. For jeg kender denne fornemmelse fra tidligere. Sådan havde jeg det nemlig også kort tid, før jeg gav slip på de sidste rester af spiseforstyrrelsen. Og jeg modstod trangen og VANDT.
Så måske jeg bare skal se frygten som et tegn på, at jeg er på vej til at VINDE. Et tegn på at jeg endelig har noget at miste. Faktisk har jeg MEGET at miste. Og helt naturligt følger frygten derfor med. Det er en positiv og SUND frygt. Jeg må bare ikke lade den få overtaget. Den må gerne være der, jeg må GERNE føle den, men den skal IKKE styre noget i mig.
Sidst men ikke mindst er det måske ikke så underligt, at jeg frygter det gode, fordi jeg længe har været vant til noget andet. Jeg har jo været vant til i årevis at have det skidt og være utilfreds med mig selv, så måske er grunden til, at jeg mærker denne frygt simpelthen, fordi det er ukendt territorium for mig. Jeg mangler stadig at lære at have det helt ok med, at jeg jo rent faktisk har det godt. Jeg er dog ret overbevist om, at det nok skal lykkes mig.
Jeg ved ikke, hvorvidt andre end mig vil kunne drage nytte af dette indlæg. Men i hvert fald føles det rart at få luftet mine tanker. Og ved at italesætte den her frygt gør jeg netop det modsatte af, hvad den ellers forsøger at få mig til. I stedet for at skubbe denne væk vælger jeg nemlig herved at ACCEPTERE den. Og dette må siges at være en langt bedre og mere brugbar teknik end at forsøge at holde den nede gennem kontrol eller bruge den som en undskyldning for at destruere tingene for mig selv. De ting, som ellers netop går så godt.
Og i tilfælde af at du rent faktisk KAN genkende noget af denne frygt, jeg skriver om, så vil jeg bare sige til dig, at du endelig må hænge i. Frygten kan være et tegn på, at du er på vej videre. Og selvom det kan være hårdt og angstprovokerende, må du holde fast i troen på, at DU fortjener det gode! For det GØR du! Og det skal frygten (eller nogen andre tanker i dit hoved for den sags skyld) IKKE ødelægge for dig.
Tak til søde dig fordi du læser med♡