Personlig udvikling,  Skønhed/mode

Jeg kunne ikke være mere lettet♡

ENDELIG…!!! Endelig blev det tid til min sidste omgang laserbehandling. Jeg kan ikke beskrive min lettelse over, at det endelig snart er slut. Det er efterhånden 3 år siden jeg fik min første behandling med CO2 fraktioneret laser, og siden da er det blevet til 6 behandlinger i alt! Hver gang efterfulgt af en længerevarende helingsproces, herunder flere dage som et omvandrende trafikoffer (se billeder her).

Bevares, det er noget, jeg har valgt at få gjort af min egen fri vilje. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke har været opslidende og hårdt – mest af alt mentalt. Hele den langvarige proces op til behandlingen, som bestod af årevis af mislykkede forsøg med forskellige behandlinger og produkter til mange tusind kroner (hør mere om det i videoen her), og selve processen med behandlingerne, de efterfølgende dage og ventetiden (sommertider mere end et halvt år) frem til næste behandling, har virkelig krævet sin tålmodighed… En evne, som jeg besidder i ualmindelig lille grad!

Jeg kan derfor næsten heller ikke begribe, at i dag var sidste gang. Ikke flere laserbehandlinger til mig… Jeg er færdig… FINITO! Det er befriende på SÅ mange måder! Nu har det varet ved i så mange år, og langt om længe kan jeg nu sætte et punktum efter det. Jeg er langt fra færdig med at kæmpe med min hud, og jeg vil selvfølgelig fortsat gøre ALT, hvad jeg kan for at pleje og passe godt på den. Men jeg kan ikke gøre mere for mine ar.

Og nu til det spørgsmål, som sikkert presser sig på hos de fleste; Er min hud blevet pænere efter behandlingerne? JA, det er den faktisk. Er den blevet fri for ar? NEJ, dem er der stadig MANGE af. MEN… Er jeg glad og tilfreds med resultatet indtil videre (mangler jo stadig at hele op efter behandlingen i dag)? Ja, det er jeg. Jeg er i hvert fald indstillet på, at nu er det sådan det er! Der er ikke mere at gøre… Jeg har gjort, hvad jeg kunne for nu. Og min hud ER jo blevet pænere og mere ensartet i forhold til udgangspunktet. Arrene er blevet betydligt mindre synlige end før, og eftersom jeg nærmest allerede på forhånd havde opgivet troen på nogensinde at få en pænere hud, kan jeg jo kun sige, at jeg er glædeligt overrasket over resultatet.

Jeg ville selvfølgelig ØNSKE, at der fandtes en mirakelkur, så min hud bare kunne blive fin og glat igen, som var jeg stadig 14. Men det gør der altså bare ikke, og sådan kommer min hud aldrig til at se ud. Det kan være hårdt at acceptere, især når man et eller andet sted ikke synes, man har fortjent at ende ud med en så ødelagt hud, som min er/har været. Men trods alt er jeg glad for, at jeg fandt en behandling, som har afgrænset problemet og gjort det nemmere for mig at føle mig bare en smule tilpas i min egen hud. En kamp, som jo lige så meget som det fysiske, også har handlet om, at jeg på det mentale plan har måttet arbejde for at acceptere og anerkende den person, jeg er på indersiden af min arrede hud.

Ingen af os er perfekte. Og min hud er bestemt slet ikke! Og nogle gange må jeg virkelig huske at minde mig selv om, at jeg indeni er et godt menneske, og at min hud jo selvfølgelig intet siger om, hvem jeg er, og hvorvidt jeg er god eller pæn nok. Vi er ALLE præcist, som vi skal være, men dermed ikke sagt, at vi ikke godt kan ønske os noget anderledes ved os selv, og at det i en vis grad også er okay at bestræbe dette. Så længe det ikke volder dig mere skade, end det gør gavn selvfølgelig!

Derudover vil jeg også gerne tilføje, at selvom du måske sidder og tænker “hvor er det dog åndssvagt at gå så meget op i sin hud, hun så sikkert også pæn ud før”, så vil jeg gerne lige påpege, at selvom det ikke nødvendigvis er/var noget andre lagde mærke til eller overhovedet tænkte over før i tiden, medmindre jeg påpegede problemet for dem, er det ikke desto mindre noget, som for MIG har haft en KÆMPE betydning og været en enorm hæmsko i mit liv. Derfor har det også været enormt vigtigt for mig at gøre så meget som muligt for at forsøge at mindske problemet, således at jeg kunne få det bedre med min hud.

Jeg VED godt, at der ikke er lighedstegn mellem at SE pæn ud og HAVE det godt indvendigt. Men vi kan bare heller ikke undslippe, at udseende og i særlig grad udstråling betyder noget i dag. Og min udstråling før var bestemt ikke én, der strålede af selvtillid og glæde. Og den har jeg i hvert fået meget mere af, efterhånden som mine ar er blevet mindre synlige – både for omverdenen og for mig selv.

Hatten af for dig, hvis du har læst med helt til slutningen. Og så håber jeg ellers bare, at du får en fabelagtig onsdag. Masser af tanker og kram fra det omvandrende trafikuheld♡

Lige til sidst et billede af, hvordan vi virkelig kan manipulere med virkeligheden via filter og redigering. Ville ofte ønske, der fandtes et filter for virkeligheden. Men det GØR der altså ikke! Og min hud VIL aldrig blive som billedet til venstre.

One Comment

  • Fie

    Kære Louise,

    Prøv at tjek hudlægen Emil Henningsen ud. Han har hjulpet mig meget med mine ar efter akne (og min akne, som stadig kommer i stressede perioder). Emil fortalte mig, at du aldrig vil opnå et tilfredsstillende resultat udelukkende med laser på dybe ar. Personligt fik jeg selv et kirurgisk indgreb, som kaldes subcesion, fraktioneret laser, samt en sektion med filler. Jeg er stadig ikke færdig hos Emil for hold da op, hvor er han dygtig og hvor har han en stor viden om de forskellige typer af ar, og hvordan de skal behandles forskelligt alt efter artype. Du kan bare søge Emil Henningsen på google, han har en klinik i Odense, som hedder Cutis Clinic, men arbejder også på Sjælland.

    Held og lykke med det hele. Du ser smuk ud – selv med Akne ar 🙂

    Mvh

    Fie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *