Min gravide maves udvikling
Der er VIRKELIG sket meget med maven på ganske få uger. Som jeg også nævnte i mit indlæg omkring vægtøgning, siger vægten nu +10 kilo, hvilket er noget af en omvæltning for mig. Men hold nu k…, hvor jeg elsker den mave! ISÆR når den pludselig bevæger sig, fordi hende indenunder forsøger at finde sig en passende stilling. Det er temmelig svært at koncentrere sig om, hvad underviseren siger, når man flere gange i løbet af skoledagen forstyrres af en baby, der gør alt for at tiltrække sig din opmærksomhed. Nøj, hvor jeg elsker at mærke hende!
Jeg husker, hvordan jeg ret hurtigt selv TYDELIGT kunne se, at jeg var gravid på min mave og automatisk dermed følte jeg nok også, at andre måtte kunne se det. Men nu, hvor jeg kigger tilbage på de billeder fra de første 4-5 måneder af graviditeten, er det jo INGENTING i forhold til at se maven nu. På de næste 3 billeder kan man virkelig se en forandring, og det er endda over en periode på blot 2 måneder!
Maven er ved at være stor, og den bliver jo helt sikkert meget større endnu. Jeg frygter, at min navle snart popper ud af kroppen – køn er den i hvert fald ikke! Jeg er nu i uge 29 af graviditeten, så jeg lige under 3 måneder tilbage til termin. Det bliver spændende at se, hvordan maven kommer til at udvikle sig hen over de sidste måneder af graviditeten♡