Mit sidste år i 20’erne
Både i går og i dag er jeg blevet fejret af henholdsvis familie og svigerfamilie. Jeg fyldte nemlig 29 år i går, og jeg er dermed officielt trådt ind i mit sidste år i 20’erne… Holy shit! Hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal jeg self.), så skræmmer det mig fra vid og sans. Jeg ved godt, at alder “bare” er et tal, men jeg føler mig bare så godt tilpas i den alder, jeg har nu.
Og så føler jeg mig ærligt talt lidt forvirret… Over hvem jeg egentlig er?… Og er det ikke netop sådan noget, man forbinder 20’erne med? Man er sådan lidt ind imellem – ikke rigtigt voksen (hvis man da nogensinde bliver det), men heller ikke noget barn eller nogen teenager. Mange bruger ligesom 20’erne på at udforske sig selv og afprøve en masse forskellige ting. Det er også den alder, hvor de fleste bliver uddannede og får deres første faglærte job. Og dér er jeg ligesom ikke endnu. Nuvel, jeg HAR taget en uddannelse, men nu er jeg så i gang med at tage en ny, fordi jeg ikke følte, den anden var god for mig. Og inden for de seneste 3 år har jeg både fundet kærligheden, er flyttet i hus og har fået et barn. Så der er da klart kommet nogle point på voksenkontoen…
Men det betyder sgu ikke, at jeg ved, hvem jeg er. Ofte kan jeg faktisk være forvirret over, om den måde, jeg agerer på over for omverdenen, overhovedet er dén måde, jeg egentlig er på. For jeg er og har altid været skide god til at tilpasse mig alt afhængigt af, hvilke personer jeg er sammen med, og hvilken situation, vi befinder os i. Og det kan da også være ganske gavnligt til en vis grad. Men hvis man gør det HELE tiden igennem det meste af sit liv, så tror jeg, man ender ud med en ret forvrænget og måske ikke-eksisterende selvopfattelse.
Generelt har jeg brugt ret mange år af mit liv på at forsøge at lave om på mig selv for at blive én, jeg troede, andre kunne lide. Og det har sgu skabt en del forvirring over, hvem jeg i grunden er. Hvad jeg godt kan lide, og hvilken holdning jeg overhovedet har til forskellige ting. Jeg gemmer mig ikke længere bag en spiseforstyrrelse, men jeg har helt klart “taget skade” af at bruge så meget energi på at “undertrykke”, “lave om på” og “passe ind”. For jeg aner seriøst ikke, hvornår jeg er mig, og hvornår jeg bare tilpasser mig.
Så for at være helt ærlig, så kunne jeg godt lige bruge nogle ekstra år her i 20’erne på at finde ud af mig selv. Jeg er godt klar over, at det er en længerevarende proces, og mange siger, at man kan fortsætte med at blive klogere på sig selv gennem resten af livet. Jeg havde nok bare ønsket, at jeg var lidt mere sikker på mig selv, end jeg er på nuværende tidspunkt. Jeg vil gerne kunne være mig selv med alt, hvad det indebærer, og være mere ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg vil være mere til stede i nuet og kunne NYDE livets små øjeblikke… og det er simpelthen for svært, når man skal bruge kræfter og energi på hele tiden mærke efter, hvad den anden/andre tænker og synes om én.
Jeg må nok erkende, at fordi det her med at ændre og tilpasse mig er noget, jeg helt automatisk har gjort, siden jeg var ganske lille, kræver det flere års arbejde end det her ene, jeg har tilbage i mine 20’ere. Det bliver jeg nødt til at acceptere. Men jeg vil gå i gang med det samme med at udforske mig selv. Jeg vil øve mig i at mærke efter og begynde aktivt at tage stilling til, hvad jeg synes om forskellige ting, og hvilke værdier jeg har/står for. Og når jeg er sammen med andre, vil jeg prøve at tage det lidt mere afslappet og se, om jeg kan skrælle lidt af den facade af, som jeg tror jeg sætter op. Hvem ved, måske finder jeg ud af, at hende inden under ikke er helt så skræmmende, som jeg eller har ladet mig bilde ind.
Det var lige lidt tanker om dét at blive et år ældre. Måske du kender til nogle af de tanker/usikkerheder jeg har omkring det?