Et vemodigt farvel

For ikke meget mere end en måned siden fik vi den trælse besked, at Ellies dagplejer har sagt sin stilling op. Det var lidt af en mavepuster og faktisk en tårevædet besked at få, da vi bare er så mega glade for hende. Hun er en utrolig hjertevarm person med en udadvendt og boblende personlighed samtidig med, at hun er typen, der siger tingene ligeud, hvilket bare passer så godt til os, og hvem vi er. Derudover har hun også været Lærkes gymnastikinstruktør, og vi ved derfor af erfaring, hvor utrolig positiv en indvirkning hun har på børn. Så da vi fik plads hos hende, var vi lettede og taknemmelige. Men efter mindre end et halvt år med Ellie i dagpleje, har hun altså nu fundet nyt arbejde og valgt at stoppe som dagplejer.

Jeg forstår godt hendes beslutning, men for dælen hvor ville jeg ønske, at det ikke var lige nu. Desværre er det bare sådan, at corona har ført nogle restriktioner med sig, som har medført stor isolation fra omverdenen. Og jeg kan sagtens forestille mig, at det som dagplejer må være ensomt ikke at kunne ses med de andre dagplejere og generelt være meget begrænset i sine aktiviteter med børnene. Min barsel under corona var bestemt heller ikke noget at råbe hurra for. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at få det bedste ud af det sammen med Ellie, men det var da ensomt som bare helvede. Og derfor kan jeg godt følge hende i hendes tankegang og behov for at komme ud og få noget mere “voksenkontakt”.

Jeg er også sikker på, at vi nok skal få det godt op at køre hos den nye dagplejer, som i øvrigt er pædagoguddannet og helt nyopstartet dagplejer. Sidstnævnte betyder blandt andet, at Ellie og de andre børn, hun går i dagpleje med, ikke behøver skilles ad men faktisk kan flytte sammen om til den nye. Den seneste uge har de ligeledes haft mulighed for at lære hende lidt bedre at kende, da hun har været omme og besøge dem et par gange, og de har også været på besøg hos hende. Dét synes jeg har været en super god måde at gøre det på, således at de ikke bare fra den ene dag til den anden skal afleveres et helt nyt sted hos en person, de ikke rigtigt kender.

Men det bliver da helt sikkert en omvæltning for os alle her i begyndelsen. Før kunne vi bare sætte Ellie i barnevognen, og så skulle vi vitterligt ikke gå meget mere end 50 skridt, før vi stod i entreen hos vores dagplejer. Nu skal Ellie i stedet bakses om bag på cyklen for at cykle med far om i den anden ende af byen (Hviding er ikke ligefrem nogen stor by, men det er alligevel en omvej for N at skulle cykle i dagpleje med hende, før han kan cykle videre på arbejde). Så det bliver altså lige en tilvænningsperiode for os alle, men det skal vi nu nok komme helskindet igennem.

Niels fik i øvrigt installeret cykelsædet forleden, og i den anledning fik Ellie sin første tur på cyklen. Hun var mildest talt IKKE begrejsteret for at skulle have cykelhjelm på, men til gengældt lyste hun fuldstændigt op, da Niels satte cyklen i gang og hun fik lidt luft i kinderne. Hendes øjne strålede, og smilet var ikke til at tage fejl af. Jeg er sikker på, at det er en ændring, hun nok skal blive glad for.

PS. Findes der noget mere cute end et lille barn med en cykelhjelm på, som tydeligvis er alt for stor i sammenligning med det lille hoved??😍😍😍