Når man bare så gerne vil præstere

For første gang i over en måned er jeg logget ind på bloggen, og straks kan jeg mærke, hvor meget jeg har savnet det… Savnet at skrive – savnet at have LYSTEN og overskuddet til det. Men ærligt, så har jeg hverken følt mig inspireret eller mærket lysten den seneste tid – ikke bare lysten til at skrive, men lysten til de fleste ting.

Der har været så meget tankekaos i mit hoved, og jeg har følt mig ekstremt modløs omkring fremtiden og hele den situation, jeg står i. Og måske af samme grund har jeg haft behov for simpelthen at trække stikket fra stort set alt i mit liv. Jeg har haft brug for totalt ro omkring mig for at kunne forholde mig til det, der er vigtigst i øjeblikket – mit mentale helbred.

Det har desværre samtidig betydet, at jeg har måttet opgive min praktikplads, hvor jeg ellers var glad for at være. Men selvom det har været hårdt at skulle sige fra til noget og erkende “nederlag”, ser jeg det faktisk som en vigtig og afgørende del af den proces, jeg er i gang med.

Jeg har altid gerne ville præstere, og når jeg gør noget, lægger jeg et stort pres på mig selv for at skulle klare det godt. Det kan selvfølgelig være en positiv egenskab at have i mange situationer, men for mig har det betydet, at jeg mange gange har følt mig som en fiasko, fordi jeg simpelthen ikke har kunnet blive ved med at klare tingene til den standard, jeg stilede efter.

Den proces jeg har været igennem bare for at skrive dette indlæg i dag er et pragteksempel på, hvor svært jeg rent faktisk har ved ikke at kunne præstere. Jeg har skrevet utallige sætninger, hvorpå jeg har slettet dem, skrevet dem på ny og slettet dem igen.. Jeg har ikke følt, at mine ord slog til, og at de forklarede noget brugbart og meningsfuldt. Og hvis ikke jeg kan gøre tingene “godt nok”, vil jeg hellere lade helt være.

Men lige netop dette er mit problem; jeg skal lære, at jeg ikke BEHØVER at levere et bestemt produkt for at kunne tillade mig at være tilfreds. Og især her på bloggen, som jo er mit frirum – et sted jeg har skabt, fordi jeg gerne vil kunne være mig selv, være ærlig og dele ud af både de gode og svære ting i mit liv – bør jeg kunne udtrykke mig præcist, som jeg vil. Der behøver ikke være et klart formål og en plan med alt. Og derfor behøver mine indlæg heller ikke ALTID have et klart budskab eller en god pointe for at fortjene en udgivelse. Det skal jeg huske at minde mig selv om.

Jeg kan sommetider miste fokus på det, der rent faktisk betyder noget, fordi jeg har travlt med at planlægge fremad og se et formål med det. Men jeg er ved at lære, at der ikke altid SKAL være et svar, en plan eller et formål med tingene. Nogle gange er det ok bare at VÆRE og tage tingene lidt mere, som de kommer. Og jeg tror faktisk på, at hvis jeg lærer at acceptere dette samt får opbygget mig nogle gode redskaber til, hvordan jeg finder den rette balance mellem resourcer og præstation, så vil jeg også være i stand til at præstere meget mere stabilt i fremtiden – ikke bare her på bloggen men i alle aspekter af mit liv – i mit uddannelse- og arbejdsliv, i min sociale omgang med venner og familie, i mine fritidsinteresser osv.

Så trods at dette føles som et meget rodet indlæg, udgiver jeg det alligevel. For selvom jeg mange gange var ved at opgive og slette hele molevitten, har jeg jo faktisk fået noget positivt ud af det. Jeg har fået sat ord på noget, jeg har rigtigt svært ved lige nu, og dét i sig selv er en god ting.

Tak fordi du læste med – masser af kærlige og positive tanker i din retning♡