En mirakel ansigtsmaske
Nu har jeg gået og holdt på en lille hemmelighed den seneste måned; nemlig grunden til hvorfor min hud er finere, glattere og mere fri for acne, end den har været i årevis… Og her er den så: My secret is “Seacret”. I går afslørede jeg i en video på min Youtube kanal de 3 produkter fra mærket Seacret, som har gjort underværker for min hud.
Efter jeg for knap 2 måneder siden anskaffede mig den populære Mineral-Rich Clarifying Mud Mask, har jeg nærmest opnået mirakler med min hud. Jeg har et par tidligere gange overvejet at prøve Seacrets produkter, men prisen holdt mig tilbage… For de er VIRKELIG pricy – men også VIRKELIG investeringen værd! Det har det i hvert fald været for mig, der har oplevet min hud gå fra rimelig problemfyldt med en del urenheder og tydelige pigmentfejl til stort set glat, ensaret og fri for tegn på acne.
Allerede efter 2 ganges brug af masken kunne jeg begynde at se og mærke en forskel. Godt nok havde jeg regnet med, at den ville være god – men jeg havde da ikke i min vildeste fantasi turdet håbe på, at den, var SÅ god! Siden har jeg brugt den regelmæssigt 1 gang i ugen, og jeg bliver ved med at være lige imponeret. Jeg elsker fornemmelsen af masken på huden, da man kan virkelig mærke, at den går ind og arbejder i dybden, og bagefter føles huden fuldstændig glat, blød, ren og luftig.
Ud over masken bruger jeg også deres Mud Soap, som jeg renser med én gang dagligt samt Essential Moisture Face Cream, som jeg bruger i stedet for min normale daglige creme Triacneal Expert fra Avéne et par gange i ugen, når min hud lige trænger til lidt ekstra fugt og blødhed. Jeg forsøger dog gerne at spare mest muligt på produkterne, da de jo altså ER virkelig dyre og dermed ikke nogen, man bare lige går ud og køber hver 2. eller 3. måned. Men faktisk føler jeg heller ikke, der er behov for at bruge dem mere.
Og hvis man kan nøjes med at anskaffe sig produkterne 1 enkelt gang årligt, er de penge da vist også godt lagt ud. Det skal lige siges, at disse produkter jo altså bruges som supplement til min daglige renserutine og IKKE har erstattet den. Jeg er stadig trofast bruger af Tea Tree serien fra The Body Shop og Avénes produkter. Men der er ingen tvivl om, at det er de her produkter fra Seacret, der har gjort forskellen de seneste måneder.
Så hvis du, ligesom jeg, virkelig har en kamp med din hud, og du har muligheden for det, vil jeg klart anbefale dig at spare op til at prøve produkterne på egen hud. Især mudder-masken, som helt klart er min favorit, tror jeg, at enhver ville have glæde af at bruge som en del af deres hudplejerutine. Den er et sandt mirakel-produkt. Og hvis du hellere vil afprøve en mere budget-venlig variant, kan du evt. prøve denne populære charcoal maske fra Origins.
Hvis du kunne tænke dig at høre mere om produkterne, og hvordan man bruger dem, kan du se min nyeste video her.