Afhængig af makeup?
Jeg må godt nok indrømme, at jeg savner min normale hudplejerutine og min makeup her i dagene efter min seneste Co2 laserbehandling (læs mere om hvorfor jeg få de behandlinger her)! Ikke kun fordi jeg føler mig lidt bedre tilpas i mig selv, for jeg kan også sagtens have det godt UDEN makeup, hvilket jeg faktisk ikke kunne, da jeg var yngre. Der gik jeg ALTID med makeup – også selvom ingen andre end mig selv og min familie skulle se mig.
Til gengæld har jeg aldrig været så INTERESSERET i skønhedsprodukter som nu, hvilket nok godt kan ses på mit indhold her på bloggen. Det er blevet en slags hobby for mig, og jeg ELSKER at prøve nye produkter og se, hvordan de virker og ser ud på min hud. Og samtidig er det en forkælelsesting – en af de gode ting, jeg gør for mig selv hver dag (især min hudpleje).
Derfor er det faktisk noget, jeg VIRKELIG mangler, når jeg nu ikke må gå gøre andet end at smøre creme på hele tiden, fordi sårene efter behandlingen jo skal hele op. Det allervigtigste for mig er selvfølgelig, at min hud får gavn af de her laserbehandlinger, hvilket jo på sigt også er en måde at “forkæle” mig selv på. Jeg mangler det bare stadig rigtig meget i det daglige.
På en måde kan man måske godt sige, at jeg er afhængig af makeup – dog ikke på den negative måde som før, hvor jeg følte jeg var NØDT til at have det på for at føle mig pæn. Jeg er mere afhængig på den måde, at jeg elsker hvad makeup og skønhedsprodukter generelt KAN. Jeg kan godt lide at forkæle mig selv med nogle lækre produkter og bruge tid på at pleje mig selv. Det er vel en slags selvomsorg, om man må sige.
Desuden bruger jeg jo også makeuppen til at fremstå bedst muligt udadtil. Og ja, jeg har altid været en smule forfængelig, men jeg føler bare, der ligger sådan en negativ klang i det ord. Og det synes jeg egentlig ikke, der behøver være. For vi bestemmer jo hver især selv, hvor meget vi ønsker at gå op i vores udseende, og hvor lang tid vi vil bruge på at gøre os klar om morgenen. Men der er ikke noget mere rigtigt eller forkert.
I virkeligheden skal vi jo bare gør det, vi selv har det bedst med. På den måde vil vi også få det bedst indadtil… Så længe vi selvfølgelig ikke bruger vores udseende til at definere vores eget værd som menneske – for vi har værdi uanset hvad♡