Mit længste forhold hidtil! Og forhåbentligt det sidste♡
N og jeg har efterhånden været i fast forhold i 1 år. Vi har godt nok ikke nogen specifik dato på, hvornår vi blev kærester – synes altid det er sådan lidt svært, for det er jo ikke ligesom i folkeskolen, hvor man bare spurgte hinanden eller skrev et brev, som han/hun kunne sætte kryds i… Selvom det nu var meget sødt! Men vi startede i hvert fald med at date i januar sidste år, så jeg vil mene, at vi omkring marts var ved at være sådan rimelig kæreste-agtige.
Så lidt over et år er der gået, siden vi begyndte at se hinanden. Og MEGET er sket siden. Vi snakkede faktisk om forleden, hvordan vi i starten af vores forhold egentlig tog det meget stille og roligt (han har jo en datter fra et tidligere forhold, og når der er børn involveret kræver det altså, at man liige ser tiden og forholdet lidt an først). Og vi tog det virkelig også meget stille og roligt – det første halve år. Men så tog vores forhold også fart…
Jeg blev introduceret til hans datter for første gang i starten af juni måned sidste år. Kort tid efter mødte jeg hans mor og far og dernærst hans søsters familie. Og 2 måneder senere flyttede vi sammen i hans hus! Det lyder jo helt vanvittigt, men det føltes faktisk meget naturligt. Hans datter var selvfølgelig en anelse skeptisk de første par gange hun mødte mig, men der gik ikke længe, før hun nærmest så det som en selvfølge, at jeg også var der, når hun var hjemme hos sin far. Hun begyndte også hurtigt at være opsøgende i forhold til mig og ville gerne lave ting sammen med mig. Så det virkede som en rigtig god beslutning for os alle bare at flytte sammen på det tidspunkt.
Nu sidder jeg så her. Lidt mere end et halvt år senere og kunne slet ikke forestille mig et liv uden hverken N eller hans datter. De er begge lige så naturlig og vigtig en del af mit liv som min egen familie. De ER min familie! Og det samme gælder egentlig N’s forældre. De har VIRKELIG bare taget imod mig med åbne arme, og vi ser dem ret ofte – faktisk oftere end jeg ser mine egne forældre – og derfor føler jeg efterhånden også, at de er blevet en naturlig del af min familie. De giver også udtryk for, hvor glade de er for mig, og jeg er simpelthen så rørt og beæret over hele den måde, de bare har taget mig ind og acccepteret mig som en del af deres, deres søns og deres barnebarns liv.
N har også sagt, at nu må jeg dæleme heller ikke smutte, for jeg har lige solgt hans spisestole og købt nogle nye, så hvis jeg forlader ham nu og tager møblerne med, står han igen og skal til at have fat i nye møbler til huset. Han mener det selvfølgelig ikke kun pga møblerne – jeg ved godt, at han også mener det på et ganske dybere plan. Vores forhold er baseret på dyb respekt og kærlighed til hinanden, det er tydeligt at mærke, og vi udtrykker det også verbalt over for hinanden ofte… Men derfor kan vi nu godt grine lidt af det, for det er jo lidt tragi-komisk, når man tænker på, hvad han måtte gå igennem, da hans forhold til L’s mor gik i opløsning. Så det ville selvfølgelig være forfærdeligt for ham at skulle gennemleve noget lignende igen.
Én ting er ganske sikkert – jeg elsker den mand, og jeg ønsker at tilbringe et langt liv sammen med både ham, hans skønne datter og de dejlige børn vi forhåbentligt får sammen en dag♡