Sådan fandt jeg ud af, at jeg var gravid
Den dag, jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden for første gang, glemmer jeg aldrig. Og når jeg siger første gang, er det ikke, fordi jeg har været gravid af flere omgange, men fordi jeg efterfølgende tog 6 tests mere, fordi jeg simpelthen ikke kunne få det banket ind i mit lille hoved, at det var sandt. Desuden blev jeg nok en smule “afhængig” af at se de 2 røde streger på testen og den ukendte, men uden tvivl glædesfulde følelse, som derpå fulgte…
Jeg skal dog gerne indrømme, at der ikke var helt så meget glamour og glimmer over selve mit valg af lokation til at foretage testen… det foregik på et offentligt toilet i et shoppingcenter. Til mit forsvar er de stort set altid skinnende rene, så det føltes ikke helt så ulækkert, som det måske lyder. Og hvor glamourøst er det i grunden også at tisse på en pind – hvor end det så måtte være??
…Hvorfor i alverden gjorde jeg det ikke bare derhjemme, tænker du måske? Svaret er ligetil – jeg kunne ganske enkelt ikke vente. Jeg var i Esbjerg den dag, mistanken om en eventuel graviditet opstod. Jeg havde smidt p-pillerne 2-3 måneder forinden, og min cyklus havde indtil da faktisk været temmelig forudsigelig – på trods af, at den plejer at være uregelmæssig, når jeg ikke er på pillen.
Jeg var faktisk kun gået 1 dag over tid denne gang, hvilket jo sagtens kunne været sket, selvom jeg ikke var gravid, men jeg havde en underlig fornemmelse af, at der måske denne gang kunne være noget om det. Vi havde jo også helt bevidst valgt at droppe pillerne, fordi vi gerne ville prøve. Og ganske rigtigt – som havde jeg haft en eller anden overnaturlig evne, et hidtil ukendt moderinstinkt, der spillede mig et puds, eller måske var det bare ren tilfældighed – var testen positivt. Godt nok meget utydelig, men begge streger var der.
Min første reaktion var at smile. For det var jo en glædelig overraskelse! Godt nok havde jeg ikke forventet, det ville komme så hurtigt, men nu var det jo sådan, det var. Og jeg var oprigtig talt glad! I kølvandet på glæden kom usikkerheden dog langsomt snigende… Jeg skulle jo være nogens mor!! Shit!!! Kan jeg det? Er det overhovedet forsvarligt?
Den slags tanker tror jeg er ganske “normale” for førstegangs-gravide. Og jeg var da også temmelig hurtig til at banke dem til jorden. For jeg er jo for det første ikke alene om det. Jeg har en dejlig kæreste at dele oplevelsen med, og da jeg bragte ham nyheden senere samme dag (den historie må I lige få en anden gang), var han nok lige så overrasket – glædeligt vel at mærke – som mig.
Nu godt 5 måneder efter sidder jeg stadig med den samme, måske 10 gange fordoblede, fornemmelse af glæde, som da jeg opdagede graviditeten. Nu er det ikke længere blot et embryo men et foster (for mig er hun en baby) , jeg bærer i mig. Og jeg mærker dagligt, hvordan hun rumsterer rundt derinde og frembringer følelser i mig, som end ikke ordene vidunderligt og livsbekræftende, kan beskrive fyldestgørende♡