Min fødselsberetning del 1: Hvad er det her?
Dette indlæg har jeg måttet tage mig mod til at skrive… Ikke fordi det var en særlig kompliceret og ligefrem traumatisk fødsel. Og så alligevel… jeg genkalder det bestemt ikke som værende en særlig rar og tryg oplevelse. Modsat vil jeg mene, at det er den vildeste og mest ud-af-kroppen-agtige oplevelse jeg har gennemgået i mit liv – trods jeg aldrig nogensinde har MÆRKET min krop SÅ tydeligt, eller i hvert fald den involverede del af min krop, så tydeligt før.
Jeg har valgt at dele min fødselsberetning op i 2 afsnit, da jeg gerne vil give et så realistisk og livagtigt indblik i min fødsel som muligt. Jeg har gjort mig meget umage med at skrive den, da jeg håber det er noget, andre og særligt kommende mødre, måske kan få noget ud af at læse. Da jeg var gravid, syntes jeg, det var ret hyggeligt og på en måde betryggende at høre andres fødselsberetninger. Jeg fandt det utroligt spændende og givende at få lov at tage del i andres oplevelser. Herved opnåede jeg en forståelse for, at ingen fødsler er ens, og at en kompliceret fødsel ikke nødvendigvis er lig en traumatisk oplevelse og omvendt, hvilket det nok i virkeligheden endte med at være tilfældet for mig. Hvis du skulle være interesseret i at lytte til andres fødselsberetninger, så kan jeg anbefale denne podcast, som jeg selv lyttede til, da jeg var gravid med Ellie.
Nå, nu må jeg hellere springe videre til dét, som du sikkert er klikket ind på min blog for at læse; nemlig MIN fødselberetning.
Noget føles underligt
Lørdag d. 21.december 2019: Kl. er omkring 11, da jeg mærker den første ve. Jeg er i Brugsen med min mor for at handle ind til aftensmaden. På dette tidspunkt er jeg ikke klar over, at det er en ve. Jeg kan heller ikke rigtigt afgøre, hvor smerten kommer fra, men det er nok til, at jeg må stoppe op et kort øjeblik. Tanken strejfer mig, at det kan være en ve, men jeg siger ikke noget til min mor, for hvad nu, hvis det slet ikke er det, og jeg gider altså ikke være sådan én, der brokker sig eller lyder ynkelig. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg også på, det bare var en plukve. Jeg har godt nok ikke mærket særligt meget til den slags under min graviditet, trods jeg flere gange har fået konstateret, at jeg faktisk får dem ret ofte. Men jeg har læst, at de godt kan tage til og føles værre hen imod slutningen af gravidteten, og med kun 15 dage til termin, tænker jeg, at det nok bare er det.
De følgende 2-3 timer kommer veerne med varierende mellemrum, og min mistanke om, at fødslen er ved at gå i gang, bliver større. Da jeg har læst, at det er vigtigt at få hvilet mest muligt i den første fase (den latente fase) af fødslen, fordi man får brug for ekstra mange kræfter, når fødslen går over til den aktive fase (når man er ca. 4 cm åben), beslutter jeg mig for at følge rådet, og omkring kl. 13.30 ligger jeg mig ind i sengen for at hvile. Bare i tilfælde af, at min mistanke nu skulle vise sig at være rigtig…
N og jeg er taget ned for at tilbringe weekenden sammen med mine forældre i deres sommerhus. N har været på arbejde i nat, så han ligger i annekset og sover. Jeg vil ikke forstyrre ham, så jeg ligger mig i et af de tilstødende rum til sommerhusets køkkenalrum. Jeg fortæller mine forældre om smerterne og min mistanke om begyndende veer, men tilføjer i samme åndedrag, at jeg ikke er helt sikker. Måske det bare er plukveer, gengiver jeg, og forsøger nok i virkeligheden at overbevise mig selv. Jeg havde ikke ligefrem tænkt, at fødslen skulle gå i gang nu. Min termin er først om 15 dage, og selvom jeg godt ved, at det er ganske normalt gå i fødsel allerede fra 3 uger før termin, havde jeg efterhånden indstillet mig på, at det i hvert fald først ville gå i gang efter jul.
Det er sikkert ikke noget…
Kl. lidt i 15 kan jeg ikke længere holde ud, at N ikke ved noget, så jeg går over for at vække ham. Smerterne har taget til i styrke og kommer med kun få minutters mellemrum, men de er stadig ikke så voldsomme, at jeg ikke kan holde dem ud. Og af en eller anden grund forsøger jeg stadig at bilde mig ind, at det nok ikke er noget, og at der stadig kan gå dage, før fødslen rigtigt går i gang. Det samme siger jeg derfor til N. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg må åbenbart være bange for at komme til at fremstå som svag. Så jeg bider smerten i mig og forsøger at lade som om jeg stadig tror, at jeg holder terminen ud. Selvom jeg inderst inde godt kan fornemme, det er en løgn.
Kl. 15.17 begynder jeg at tage tid på veerne. Jeg har hentet en app på min telefon med ve-timer. I løbet af den næste times tid kan jeg se på timeren, at mine veer kommer med ret hyppige mellemrum, men der er ikke rigtigt noget mønster at finde i det, og jeg har samtidig svært ved at afgøre præcist, hvornår veerne starter og slutter. Og da jeg ved fra fødselsforberedelsen, at der gerne skal være en pause på 4 minutter mellem veerne, og at hver ve gerne skal vare ca. 1 minut, før man er i aktiv fødsel, tænker jeg ikke, at jeg har grund til at være bekymret endnu. Eller har jeg?
Veerne tager til
Kl. er fire om eftermiddagen. Jeg står lænet ind over en stol, mens jeg forsøger at trækker vejret i et roligt tempo, selvom smerten vælter ind over mig. Det er ikke en smerte, jeg kender. En helt ny form for smerte. En ubeskrivelig én. Endelig begynder det at aftage, og jeg trykker på stop på min telefon. 53 sekunder, altså næsten et minut. Jeg beslutter mig for at ringe ind til fødeafdelingen og meddele, at jeg har fået veer. Kvinden i den anden ende af røret beroliger mig og beder mig om at se tiden an hen over de næste timer, og at jeg ellers bare skal ringe, hvis jeg bliver i tvivl. Hendes svar er fuldstændigt som forventet. Jeg har læst en del om fødsler og ved, at de helst foretrækker, man bliver hjemme og får hvilet mest muligt under den første fase. Endnu en gang prøver jeg at tale mig selv til ro, men jeg bemærker også, at det modstrider mit umiddelbare instinkt. Dét, som egentlig siger mig, at vi skal afsted mod sygehuset snarest, og at der er godt gang i noget.
Vi kører nu!!!
Kl. 16.30 foreslår jeg mine forældre og N, at vi spiser aftensmad tidligt. Jeg er nu helt overbevist om, at vi er nødt til at tage på sygehuset, men min fornuft siger mig også, det vil det være det bedste, hvis N får lidt at spise, inden vi kører. Min egen appetit er ikke-eksisternende, men det nytter jo ikke noget, at vi begge to er fuldstændigt trætte og udhungrede, når vi ankommer til sygehuset. Der er jo ingen af os, der ved, hvor lang tid, det her komme til at tage, og måske er jeg slet ikke engang tæt på at være i aktiv fødsel. Min veninde gik i tre dage med veer, før hun fødte hendes søn…
De er med på idéen om, at vi spiser tidligt. Men igen kan jeg mærke, at noget i mig stritter imod. Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle vente på, at de får lavet mad og spist – også selvom vi bare skal have hotdogs, og det ikke vil tage ret lang tid at lave. 10 minutter senere – kl. ca. 16.40 – må jeg med sammenpresset mine, indrømme, at jeg synes, vi skal køre med det samme. Veerne er begyndt at blive slemme, og jeg er ikke særlig tryg ved, at de kommer så hyppigt. Vi begynder straks at pakke bilen med alle vores ting.
Verdens længste køretur
Kl. 17.14 stopper jeg med at tage tid på veerne. Vi sidder i bilen på vej mod Hviding. Vi skal hjem for at hente hospitalstasken, som jeg jo ikke har taget med i sommerhus, og så mangler jeg stadig at pakke nogle få ting – blandt andet tøj og toiletsager til mig selv. Mens vi sider i bilen, forsøger jeg at lægge en slagplan over, hvilke ting, der skal pakkes, så det kan ske i hurtigst muligt tempo. Men det er svært at samle tankerne om andet end veerne, og i de korte pauser, jeg får mellem dem, når jeg knap at puste ud, før en ny ve starter.
Straks da vi træder inden for døren til huset, går jeg i gang med at finde ting frem og ompakke tasken fra sommerhuset med de ting, som jeg gerne vil have med på sygehuset. Men tempoet går ikke helt efter mit hoved. Veerne gør virkelig ondt, og jeg går, som om jeg har skidt i bukserne. Jeg må flere gange stoppe op og læne mig op af bordet. N beder mig om at sige, hvad han skal gøre, men jeg kan ikke overskue at skulle til at forklare ham, hvor tingene ligger, så jeg bider ham af og insisterer på at gøre det selv. Jeg er bestemt ikke typen, der normalt snerrer, men jeg er ved at være temmelig presset, og jeg tror også, han er begyndt at fatte lunten om, hvor det her ender.
Mens jeg bøjer mig ned for at pakke de sidste ting i tasken, tilkendegiver N i et meget forsigtigt toneleje, at bilen skal tankes. Jeg ligger ikke skjul på min irritation, men det er svært at bebrejde ham noget, når han jo ikke ligefrem kunne vide, vi skulle til Esbjerg i dag. Ingen af os havde regnet med det her… I snegletempo får jeg bevæget mig tilbage til bilen igen, mens jeg beder indvendigt til, at det må gå stærkt.
Køreturen fra Hviding til Esbjerg tager en evighed. Jeg strammer mit greb om håndtaget i loftet og bander højlydt, hver gang en ny ve starter, mens jeg puster lettet ud, hver gang de aftager. Jeg forsøger at koncentrere mig om min vejrtrækning, men det er svært. Er vi der ikke snart? Jeg registrerer intet om, hvor vi befinder os under det meste af turen, for jeg klemmer øjnene i, hver gang, der kommer en ve, og forsøger at hvile, når der er pause. Men da vi nærmer os sygehuset, er min tålmodighed ved at slippe op. Hvad hvis vi ikke når det? Kan jeg være nået så langt i fødslen, at baby er på vej ud nu? Åh Gud, jeg føler mig SLET ikke klar til det her!
________________________________
Ja, sådan gik det altså til, at mine veer startede, og jeg på ganske få timer gik fra at tænke, det nok ikke var noget særligt, til at ville afsted mod sygehuset hurtigst muligt. Hvis du har lyst til at læse, hvordan det hele ender, så følg med her på bloggen. Næste del udkommer snarest muligt.