I dag kan jeg godt nyde mad

For få år siden kunne jeg slet ikke forestille mig nogensinde at kunne NYDE mad. Jeg proppede mig godt nok dagligt med store mængder mad, men jeg nød det ikke. Jeg HADEDE det, og jeg afskyede mig selv for at spise det. Hver evig eneste dag var fyldt med BP episoder (ædeflip-opkast episoder), et stærkt selvhad og en gennemtrængende håbløshed. Jeg troede virkelig IKKE på, at jeg kunne blive rask, for efter mange år i sygdommen føltes den bare som en del af mig. En del, jeg hadede, men som jeg alligevel ikke kunne slippe. Og jeg havde nogle gange tanken, at det måske ville være “lettere” at dø end at stå op til det helvede hver dag.

Selv når der var minus på kontoen, fortsatte jeg bare med at købe mere og spise – kaste op – spise – kaste op… Jeg gjorde mit bedste for at skjule det for familie og venner, så jeg handlede ind og spiste i smug på mit værelse, både dag og nat. Det var et sandt mareridt.

I dag er jeg så pisse stolt og lykkelig over at kunne sige, at jeg rent faktisk nyder mad. Og nej, jeg er ikke flov over min sygdom, for den har gjort mig til den, jeg er. Og jeg HADER ikke længere mig selv. Jo, jeg har stadig dage, hvor jeg er utrolig selvkritisk, og jeg er og vil nok altid være meget bevidst omkring mig selv, og hvordan andre opfatter mig. Men jeg holder nu fortsat fast i, at livet uden spiseforstyrrelsen er bedre end livet med… Hvis man da overhovedet kan kaldet livet med spiseforstyrrelsen for et liv.

Jeg NYDER mad, jeg NYDER livet, og nogle gange vil jeg ligefrem gå så vidt som til at sige, at jeg NYDER mig selv. Jeg NYDER at være fri til at gøre, som jeg lyster, spise som jeg lyster og rent faktisk være i stand til at stoppe, når jeg er mæt. Jeg ved, hvad det har taget for mig at komme til, hvor jeg er i dag, og jeg ved også, at det en kamp, som de færreste forstår. Glæden, stoltheden over at kunne sige, man ikke har kastet op i en uge er sgu nok lidt svær at sætte sig ind i, når man ikke har prøvet bulimien på egen krop. Men ligegyldigt hvad andre tænker, så ved jeg, at jeg kan være pisse stolt af mig selv. Nu er jeg 11 måneders BP fri, og det føles helt surrealistisk hver dag at vågne op til et “normalt” liv. Hvor er jeg glad for, at jeg fortsatte med at kæmpe, selv da det virkede allermest håbløst.

Billedet er fra min picnic tur med en veninde forleden Jeg ELSKER at være i stand til at nyde den slags oplevelser. Før i tiden endte det som regel med, at jeg kastede op efterfølgende (så snart jeg så mit snit til det, listede jeg mig ud på badeværelset). Jeg kunne simpelthen ikke “tillade” mig selv at nyde den slags øjeblikke – en del af mig var overbevidst om, at jeg ikke fortjente det. Derfor kom maden som regel retur igen.

Sygdommen var vitterligt som en skygge, der forhindrede mig  i at nyde livet og være oprigtig glad. Og nu, hvor jeg efter 10 år er sluppet fri af dette monster, kan jeg endelig se og mærke, hvordan livet bør være og føles. Det kan være hårdt til tider, ja, men de glæder som følger med er SÅ meget værd at kæmpe for. På visse tidspunkter – under en picnic med en veninde, en snak med familien hen over aftensmaden eller  på aftener i byen med vennerne – får jeg sommetider lov at føle jeg en ekstra dejlig følelse indeni – en følelse jeg tror kaldes lykke.