Min selvtillid er vokset, men mit selvværd er stadig lavt

Jeg kæmper virkelig disse dage – kæmper med følelsen af ikke at være god nok som menneske, ikke at være noget værd. Følelsen sidder dybt i mig, som den altid har gjort. Og det begynder efterhånden at gå op for mig, at jeg stadig har en del at arbejde på. For selvom alt ser godt ud udefra, selvom jeg er kommet mig over spiseforstyrrelsen, og selvom jeg på mange måder er kommet videre med mit liv, har jeg det stadig ikke særlig godt indeni.

Det er egentlig besynderligt, for jeg har jo faktisk fået opbygget en rimelig stærk selvtillid gennem årene. Jeg VED, at jeg er dygtig til forskellige ting. Jeg har høje gennemsnit fra alle mine uddannelser, jeg har en virkelig skøn venskabskreds, en dejlig familie, bor i en lækker lejlighed, og udadtil virker det hele godt. MEN.. hvorfor har jeg så stadig den her følelse af, at jeg inderst inde ikke er noget værd? Hvorfor føler jeg stadig sommetider, at jeg slet ikke fortjener at være til i denne verden?

Jeg ville ønske, jeg kendte svaret, så jeg måske kunne gøre noget for at ændre det. Det gør bare så ondt – ondt på en måde, som jeg slet ikke kan beskrive. Og ondt på en måde, som skræmmer mig. Det er nemlig denne følelse, der er med til at give mig selvskadetrang og tanker. Tanker, som jeg – hvis jeg havde handlet på dem alle de gange, jeg har fået dem – med sikkerhed ikke ville være i live i dag.

Men jeg ved samtidig også, at jeg trods alt har en styrke i mig, som har forhindret mig i at handle på dem alle disse gange. Og som også vil forhindre mig i det fremover. Det er bare skræmmende, at man kan være kommet så langt og så samtidig stadig kæmpe så meget. Det beviser bare, at selvtillid og selvværd ikke nødvendigvis hænger ulasteligt sammen. Man kan godt have lavt selvværd, selvom man har en høj selvtillid.

Det var lige lidt svære tanker på denne torsdag. Jeg håber ikke, at jeg skræmmer nogen ved at være så hudløst ærlig. Det betyder bare meget for mig, at jeg her på bloggen kan være ærlig omkring de ting, jeg kæmper med, på trods af hvor langt jeg er kommet. Vi har alle vores dæmoner at kæmpe med, og at kæmpe sig ud af en psykisk sygdom ER og bliver en langvarig proces.

Jeg håber dog, at jeg ved at dele min kamp med jer, kan fortsætte med at rykke mig fremad og måske oven i købet kan være med til, at andre end mig får nemmere ved acceptere deres følelser og acceptere den proces, de er igennem. Selvom det ville være rarest at være fri for at skulle kæmpe på den måde, er det stadig okay ikke at være okay.