It takes a lot of strength to let go
I mit indlæg i går skrev jeg, at det nemmeste faktisk ville være at vælge spiseforstyrrelsen. Det fik mig til at tænke på et citat, jeg faldt over forleden:
It doesn’t take a lot of strength to hang on. It takes a lot of strength to let go.
Spiseforstyrrelsen har styret mig igennem næsten halvdelen af mit liv, og med den ved jeg, hvad jeg har, og hvad jeg får. Dette betyder selvfølgelig ikke, at det er den bedste løsning (langt fra!!). Det er bare ofte nemmere at holde fast i det, man kender, frem for at skulle kæmpe hårdt for noget, når man ikke ved, hvad udfaldet vil være.
Da jeg valgte at kæmpe imod spiseforstyrrelsen, vidste jeg ikke engang, om det overhovedet var muligt for mig at blive rask. Og da jeg samtidig fandt ud af, hvor meget det ville kræve for mig at give slip på spiseforstyrrelsen, var jeg tæt på at give op – mange gange. For at give slip på spiseforstyrrelsen betød, at jeg i den grad var tvunget til at se min værste frygt i øjnene (mig selv), og jeg var nødt til at forsøge at overkomme de mange usikkerheder, jeg bar rundt på. Således har det krævet en nærmest urimelig styrke at give slip på spiseforstyrrelsen. Men jeg gjorde det!
Af denne svære kamp har jeg lært den enormt vigtige lektion, at jeg er NØDT til at kæmpe, hvis jeg ønsker at leve et liv, som er godt. Et liv, hvor jeg kan leve op til mit eget fulde potentiale. Det kræver viljestyrke og mod, og det kræver ikke mindst, at jeg accepterer mig selv, min sårbarhed, mine følelser, mine uperfektheder. Noget som jeg fortsat arbejder på.
Sommerfugle-tattoveringen på min ryg er et symbol på min løsrivelse fra spiseforstyrrelsen. Jeg fik den lavet lige før sommerferien for 1 år siden, da jeg efterhånden følte mig overbevist om, at jeg nok skulle vinde kampen over spiseforstyrrelsen. Og rigtigt nok, der gik ikke mere end en måneds tid, før jeg havde min sidste b/p episode. Jeg har ikke haft nogen siden. Og selvom spiseforstyrrelsen i perioder virker meget tillokkende, så VED jeg, at det ikke er vejen frem. Og nu VED jeg, at jeg har styrken i mig til at blive ved med at vælge spiseforstyrrelsen fra. Så selvom det har været den sværeste kamp i mit liv at give slip på den, er det nu alligevel det BEDSTE jeg nogensinde har gjort!