Update + fødselsdag
Her kommer lige en hurtig update efter nogle stille uger på bloggen. Det er i virkeligheden ikke kun bloggen, som jeg holder en pause fra for tiden. Faktisk har hele mit liv stået på standby de seneste uger – skolen, bloggen, træning – da mit overskud har nærmest været ikke-eksisterende. Det samme har min gejst og glæde. Jeg er desværre ramt i en hård periode, og lige nu ved jeg ikke, hvor lang tid, der går, før jeg er klar til at vende tilbage igen (tilbage til min normale hverdag), og om jeg overhovedet bliver klar til det. Jeg vil derfor heller ikke lyve over for jer og sige, jeg er okay – for det er jeg ikke.
I og med at jeg ikke har noget særligt positivt at bidrage med, har jeg jeg heller ikke haft lyst til at dele noget med jer her på bloggen. Men jeg har nu alligevel brug for lige at give en forklaring på mit fravær. Overskuddet til bloggen skulle jeg selvfølgelig gerne få igen – så snart jeg har fået noget hjælp til at komme videre. Jeg har nemlig bedt om hjælp, og det får jeg. Jeg VED, jeg fortjener bedre end at have det sådan her, så jeg giver ikke op uden kamp. Jeg har stadig de samme håb og drømme, og jeg ønsker at fortsætte med bloggen. Men når jeg har det som i øjeblikket, ja så er jeg nødt til at lytte til mig selv og gøre, hvad jeg kan, for at komme på rette spor igen.
Med det sagt, har jeg også nogle gode ting at dele med jer. I fredags havde jeg fødselsdag, og det fejrede jeg i selskab med min dejlige familie. Vi spiste en masse lækker mad og kage, og jeg fik nogle skønne gaver. I aften efter arbejde tager jeg hjem til mine forældre et par dage, og her skal jeg blandt andet besøge en veninde i hendes nye lejlighed, være med til at fejre min nieces fødselsdag med familien, samt holde fødselsdagsfast for mine veninder fredag aften. Jeg er glad for, at jeg har nogle ting på programmet de følgende dage, som hjælper til at få tankerne væk fra det svære og give mig lidt glæde for en stund.
Jeg håber, I alle har det godt, og at I har forståelse for min situation. Jeg ønsker mere end noget andet at kunne være med til at hjælpe andre, som har det svært. Men for at kunne det, er jeg selvfølgelig nødt til at starte med mig selv. Jeg ved, jeg kan få det godt igen, for jeg har trods alt prøvet, hvordan det føles. Så jeg har håb og tror på, at det skal jeg nok få igen!!
De kærligste tanker fra Louise♡