Hvor langt skal man gå for sit udseende?
Som jeg delte med jer i et indlæg forleden, har jeg netop fået foretaget min 3. behandling med fraktioneret Co2-laser, da jeg forsøger få mindsket nogle acnear i mit ansigt. Jeg har gennem de seneste år opsøgt og afprøvet samtlige former for behandling, hvor intet simpelthen har hjulpet, så jeg leder stadig med lys og lygte efter en behandling, som rent faktisk gør en forskel. I øjeblikket får jeg lavet det, der hedder fraktioneret CO2 laser, hvor man går ind og laver små huller i huden, så den kan opbygge sig og hele pænere sammen igen.
For de fleste kommer det helt som en overraskelse, at jeg overhovedet får lavet noget, og mange ved slet ikke, hvor ekstremt påvirket jeg har været af mine ar de seneste mange år. De ved ikke, at jeg mange dage er nødt til at undgå spejlet, fordi jeg får det dårligt af at se på mine ar, og at jeg på de helt slemme dage ikke kan gå uden for min dør på grund af det. Men det kan da også være svært at få øje på disse “fejl” inde under al makeuppen, smilet og de utallige filtre (på billeder), der er lagt oven på for at skjule dem.
Mange kan i øvrigt slet ikke forstå, hvorfor jeg er så ked af mine ar, for i deres øjne er det slet ikke noget særligt. Når jeg viser dem arene, kan de godt få øje på dem, men det er ikke noget, de tænker over, når de er sammen med mig, siger de. Men det ændrer desværre ikke på, at jeg selv er RIGTIG ked af og ærgerlig over mine ar, som i øvrigt skyldes, at jeg gennem årene har pillet meget i urenheder og bumser.
Et eller andet sted ville jeg da virkelig ønske, at jeg bare kunne acceptere dem som en del af mig, men det kan jeg simpelthen bare IKKE. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal gå og være så ked af det over noget, som der rent faktisk kan gøres noget ved. Derfor har jeg også gået langt i min søgning for at finde den rette behandling “bare” for at ændre noget ved mit udseende.
Nogle vil måske mene, at det er en smule paradoksalt af mig at få gjort dette, når nu jeg er så stor en fortaler for, at man skal acceptere og lære at se det smukke i den, man er. Og jeg må da også indrømme, at jeg er en smule stødt over, hvor mange der får lavet noget i dag – lige fra botox til skønhedsoperationer. I bund og grund har vi nok alle har noget, vi gerne vil lave om på ved vores udseende, og med de mange muligheder, vi har er i dag, er der da også RIGTIG mange, som får gjort noget ved det.
Umiddelbart kan jeg ikke se det forkerte i at få lavet noget, hvis det påvirker én i ekstrem grad og måske oven i købet nedsætter livskvaliteten. Men samtidig kan jeg heller ikke undlade at indrømme, at jeg ville ønske, at der var færre, som fik lavet skønhedsoperationer, fordi de jo ER smukke i forvejen.
Dét, at vi vælger at bruge så mange penge og gå til ekstremer for at få ændret vores udseende er nok i virkeligheden en af følgevirkningerne af det “perfekte” samfund vi lever i. Vi ved jo godt allesammen, at vi ikke ER perfekte, men alligevel vil vi helst fremstå så perfekte som muligt. Det er lidt et svært dilemma, for hvordan kan vi vide med sikkerhed, at de ting vi gør, ikke er for andres skyld – men for vores egen? Jeg tror desværre, der er en del derude, som vælger at få lavet noget ved udseendet ud fra en forestilling om, at både de selv andre vil kunne lide dem bedre for det.
SÅ… Hvor langt skal man gå for udseendets skyld? Jeg mener, det VIGTIGSTE er, at du gør det for DIN skyld – ikke for andres. Du skal gøre det, fordi det betyder noget for DIG, og fordi det vil gøre DIG gladere.
Med det sagt, skal det også siges, at det selvfølgelig også forudsætter, at man i forvejen har en vis selvsikkerhed og tro på, at man er noget værd. Jeg mener ALDRIG, man bør få lavet noget ved sig selv på det grundlag, at man gerne vil have det bedre med sig selv og ud fra troen om, at en pænere næse, et sæt større bryster eller en slankere krop vil være svaret. For det vil ens udseende aldrig kunne “rette op” på. Det er en følelse, som skal komme indefra. Det er i alt fald noget af det vigtigste, som min spiseforstyrrelse har lært mig.
Hvad mener I, og hvor langt vil I selv gå for udseendets skyld? Jeg synes, det er en sindssygt spændende diskussion, og jeg vil super gerne høre lidt mere om jeres holdninger til emnet, så skriv endelig en besked i kommentarfeltet.