Tanker om selvmord og om at have brug for hjælp

Jeg er netop blevet færdig med at se serien “13 Reasons Why” – på dansk “Døde piger lyver ikke”, og jeg må sige, at den har gjort indtryk på mig. Den handler om en 17-årig pige ved navn Hannah, der tager sit eget liv og efterlader en boks med kassettebånd, som hun har indtalt, der forklarer, hvorfor hun valgte at tage sit eget liv. De i alt 13 bånd går på runde blandt 13 forskellige personer, som hver især har en forbindelse til Hannah, og hvert bånd er dedikeret til en af disse personer.

Serien fangede mig fra begyndelsen. Ét afsnit ad gangen – ét bånd ad gangen – afslører den, hvordan  Hannah – en sød, smuk ung pige med hele livet foran sig – kommer derud, hvor dét at tage sit eget liv virker som den eneste mulighed. Den inddrager en masse vigtige problemstillinger såsom mobning, fysisk vold, voldtægt, stoffer, misbrug, lavt selvværd – ting som i høj grad er relevante i forhold til dét at være ung i dag DESVÆRRE!

Noget, som jeg dog synes er virkelig vigtigt at påpege, er, at der altid ER hjælp at hente. Hannah forsøger før sin død at opsøge hjælp men føler sig misforstået og vil egentlig bare have, at nogen skal komme efter hende/stoppe hende i at gøre det, hun har planlagt. Men det sker ikke. Jeg kunne faktisk ikke lade være med at blive lidt “sur” på Hannah, fordi hun på mange måder forventer, at alle skal komme løbende efter hende, selv efter hun flere gange har skubbet dem væk og afstået deres hjælp.

I virkeligheden er det selvfølgelig lidt svært at være “sur” på en fiktiv person fra en serie. Men det, jeg er sur eller måske nærmere frustreret over, er nok, at jeg ved, der er mange derude, som har det på samme måde som hende. Det gør et eller andet sted ondt at vide, at der sidder nogen derude og bare håber på hjælp. Nogen, som endnu ikke ved eller tror, de fortjener hjælpen, og derfor mener, at hvis ikke den kommer, har de ikke fortjent den. Og sandheden er, at sådan har jeg jo faktisk også selv haft det.

Men noget, som jeg har lært, og som jeg gør meget for at holde fast i, at vi er nødt til at kæmpe og nogle gange råbe højt efter hjælpen, når vi har brug for den. De fleste mennesker kæmper med noget af deres eget, og det kan være svært at se, at nogen lider – især i vores samfund, hvor vi altid gør vores bedste for at fremstå så “perfekte” som muligt. Derfor nytter det ikke noget at se sig selv som et offer og lade omstændighederne forme os og bestemme vores skæbne. For uanset, hvor hårdt tingene kan virke, og selvom der er mange ting, vi ikke kan kontrollere, så har vi muligheden for at influere, hvordan vi håndterer de ting, der sker i vores liv, og hvordan vi bruger dem fremadrettet i vores liv.

Hvis jeg havde ladt spiseforstyrrelsen og mit lave selvværd få magten over mig, ville jeg måske heller ikke have været her i dag. Og derfor håber jeg så inderligt, at de mennesker, der har det svært – kæmper med noget, der føles uhåndterligt og måske endda går med tanken om at tage deres eget liv – at de rækker ud efter hjælp. At de ikke giver op. At de vælger at tro på, der venter dem noget bedre forude. For det KAN blive bedre. Det tror jeg på, fordi det gjorde det for mig. Det kræver dog først og fremmest, at man rækker ud efter hjælp, at man vælger at TRO på sig selv og tro på, at man FORTJENER BEDRE.