Jeg er pisse vred på samfundet!
Det meste af min barndom og opvækst har jeg måttet høre for, at jeg stillede for høje krav til mig selv. Jeg skulle stoppe med at være så perfektionistisk og i stedet tro på, at jeg var GOD NOK – lige som jeg er!
Det har taget mig mange år at lære, og jeg har stadig dage, hvor det er svært at lade være med at bruge ydre faktorer såsom karakterer, jobs, social status etc. som målestok for, hvorvidt jeg er god nok. Og jeg tvivler stærkt på, at jeg er den eneste med denne tilbøjelighed til at lade mine ydre bedrifter bestemme, hvorvidt jeg er tilstrækkelig og acceptabel – som menneske og som del af den danske samfund.
Men ÆRLIG TALT… vores samfund hjælper jo heller ikke ligefrem med at nedbringe de mange skadelige krav, som omverdenen påstår vi stiller os selv. For kravene er jo ikke opstået ud af ingenting. Som Joan Ørting så fint beskriver i sin bog “Elsk dig selv og bliv elsket”, så lever vi et samfund baseret på selvtillid i stedet for selvværd. Og hun har jo ganske ret. Vi måler os hele tiden på ydre forhold, bedrifter, udseende etc. i stedet for på vores basale værdi som menneske, og de værdier og personlige egenskaber vi hver især besidder.
Mine krav til mig selv er helt bestemt heller ikke opstået ud af den blå luft. Jeg er opvokset i en familie med 2 ældre søskende, der begge har klaret sig flot igennem skoletiden, og vi har altid fået ros hjemme, når vi klarede det flot. Det har også altid ligget naturligt for mig, at jeg skulle være en ordentlig pige… hende der altid lavede sine lektier… hende der fulgte reglerne og ikke gjorde noget, som sprang uden for normen. Og da karakterer kom ind i billedet, blev de hurtigt en målestok, jeg brugte til at bestemme, hvorvidt jeg var god nok.
Men gode karakterer var ikke nok… Jeg ville også gerne være populær, have tætte veninder, klare mig godt til sports osv. Da jeg nåede teenagealderen, begyndte jeg at blive meget usikker, både socialt og fagligt. Jeg endte med at finde trøst i at tabe mig. Vægten blev endnu en målestok for, hvor god jeg var, og hvorvidt jeg kunne tillade mig at have det godt med mig selv. Det endte ud i en spiseforstyrrelse.
Igen blev jeg stærkt påmindet af andre om, at jeg stillede urimelige krav til mig selv. Jeg skulle tage tingene meget mere afslappet, for jeg var god nok, som den jeg var! Det tog mig som sagt mange år at lære sidstnævnte og dermed også lang tid at bryde fri af min spiseforstyrrelse, som i virkeligheden var opstået som tegn på, at jeg ikke følte mig tilstrækkelig som den, jeg var.
Helt grundlæggende, så VED jeg i dag, at jeg er nok, og jeg behøver heller ikke have rene 12-taller for at tro på mit eget værd som menneske. For det har intet med karakterer, udseende, job eller lignende at gøre. Det handler i stedet om vores værdier, personlighed og vores måde at behandle andre på.
Desværre er vores samfund indrettet på en meget uheldig måde. For hvordan skal vi kunne tro på dette, når der hele tiden stilles nye og højere krav til, hvad vi skal kunne, hvordan vi skal se ud, og hvad vi skal spise for den sags skyld? Selvfølgelig har vi selv et ansvar i forhold til at tage, hvad vi hører og ser i medierne med et gran salt. Men det er da en smule modsigende at påstå, at fx karakterer ikke er vigtige, når der på visse uddannelser foreligger nogle temmelig høje krav til netop dette.
Tilmed er det helt urimeligt, hvor høje krav, der ofte stilles til jobs. Det er ikke længere nok med en kort videregående uddannelse som fx markedsføringsøkonom, som jeg selv har taget. Hvis du skal gøre dig forhåbninger om et job inden for dette område, skal du som minium bygge en top-up bachelor ovenpå og allerhelst skal du faktisk have en kandidat. Og nårh ja.. så ser de jo også gerne, at du har 2-5 års erhvervserfaring.
Hvordan er det så liige, at vi skal kunne tage tingene afslappet og turde tro på, at vi er tilstrækkelige lige, som vi er? De fortsat stigende krav i samfundet er jo blot med til at minde os om, at vi IKKE må gå i stå. Vi skal hele tiden være i bevægelse, hele tiden forbedre vores evner, tilegne os ny viden, klare en større arbejdsbyrde på færre timer, og som om det ikke er nok, bør vi dælme også komme i gang med at røre os noget mere, for vi er jo gået hen og blevet “dovne”. Vi får ikke rørt os nok, og det fører til farlige livsstilssygdomme.
Men hallo, hvem er det lige, der er med til at skabe denne problematik? Meget af det er jo samfundet. Det er da klart, vi bliver stressede, deprimerede og mister overskud, når vi hele tiden føler os bagud og utilstrækkelige i forhold til, hvad samfundet og erhvervslivet kræver af os.
I hvert fald er jeg træt af at måtte høre for, at jeg skal tro på, at jeg er god nok, som den jeg er. At jeg skal huske, det er de indre værdier, der tæller, og ikke lade mig diktere af mine alt-for-høje forventinger til mig selv. For jeg er IKKE længere den, der stiller kravene. I samfundets syn er jeg stadig ikke nok. Jeg har i hvert fald ikke fortjent et job med min nuværende uddannelse, for den er ikke nok.
Faktisk går jeg med overvejelser om at gå i en helt anden retning uddannelsesmæssigt, selvom det betyder, at jeg må starte helt forfra på skolebænken. Fordi midt i alle de her krav (som jeg jo åbenbart har stillet mig selv), har jeg haft så travlt med at tage mig en uddannelse og gøre alt det rigtige, at jeg faktisk har mistet synet for, hvad det er JEG vil – hvad JEG inderst inde føler og brænder for…
Og DERFOR er jeg så pissevred på samfundet! HVORFOR skal vi hele tiden høre for, at VI er dem med de høje krav, når mange af dem oprinder af samfundets konstante krav om, at vi skal have højere uddannelser, klare os bedre på jobbet, være mere aktive, spise sundere etc.?
Det bedste du kan gøre for sig selv er vel i virkeligheden at lukke ørene for disse krav (selvom det er temmelig svært) og gøre, hvad der føles rigtigt for DIG… Og husk på, at du har VÆRDI uafhængigt af de ydre faktorer i dit liv♡