Lige hvad jeg havde brug for
Denne weekend har stået på REN tøsehygge. Jeg har været i sommerhus med mine søstre, kusine + min fætters kone, og det har været SÅ hyggeligt. Vi har råhygget med lækker mad, slik, vin, film, spil, spa og masser af grin. Efter 2 uger med drøn på var det lige, hvad jeg havde brug for!!
Nogen gange er det bare nødvendigt med et lille afbræk fra hverdagen med en tur som denne. Ellers kan man altså godt køre lidt træt i at bevæge sig i den samme trummerum uge efter uge. Særligt de seneste 2 uger har jeg mærket udmattelsen i både krop og sjæl, og denne tur kom derfor meget belejligt.
Til de af jer, som ikke ved det, er jeg lige nu i gang med en optræningspraktik. Det betyder, at jeg i løbet af 13 uger skal “trænes op” til at kunne klare et fuldtidsjob, efter at jeg tilbage i marts måned blev sygemeldt med en depression.
Heldigvis er jeg super glad for at være i praktikken. Jeg trives VIRKELIG! Men derfor er det stadig meget energikrævende at skulle være så meget “på” i hverdagen, så det at kunne koble af i weekenderne er simpelthen essentielt for, at jeg kan fortætte i den rigtige retning og blive ved med at øge i timeantal. I det hele taget er det vigtigt at passe på sig selv og huske at tillade sig selv gode ting, ligesom jeg skrev i mit indlæg forleden.