Jeg har taget navneforandring

I har måske bemærket, at bloggen har skiftet navn fra det tidligere By Louise L til Louise Sophia. Og forklaringen er ret ligetil – jeg har nemlig taget navneforandring og kan dermed ikke længere kalde mig for Louise L men rettere Louise S, fordi jeg har taget N’s efternavn. Samtidig har jeg tilføjet et mellemnavn – Sophia – samme navn, som vores datter Ellie er blevet døbt. Ergo hedder bloggen nu Louise Sophia.

Det var egentlig en ret impulsiv beslutning, som jeg tog et par uger inden Ellies dåb. Jeg har ellers hele tiden sagt, at det ikke betød noget for mig, at hun ikke kom til at hedde det samme som mig, da jeg alligevel regner med, at N og jeg en dag skal giftes en dag. Og dog… var det som om, da vi kom tættere på, at det faktisk betød noget alligevel… Ikke så meget dét, at hun får mit oprindelige efternavn, men at jeg deler samme efternavn med hende. Derfor valgte jeg at skifte navn og deler nu BÅDE mellemnavn og efternavn med vores datter.

Årsagen til valget af mellemnavn skal ikke findes i nogen familie- eller historiemæssig sammenhæng. Det har bare hele tiden været et ønske fra min side, at Ellie skulle have et mellemnavn, som ikke skulle være et af vores efternavne men i stedet et selvvalgt ét – af den simple grund, at vi så kunne finde et, der går fint i spænd med hendes for- og efternavn, og som generelt bare er et navn, jeg/vi godt kan lide. På N’s side har de et mellemnavn, som går igen hos kvinderne, og denne “fremgangsmåde” er jeg faktisk ret vild med. Oprindeligt ville jeg også gerne have haft dette navn til at gå igen hos vores datter. Problemet er bare, at navnet ikke lyder godt i forlængelse af det navn, vi har valgt til hende. Og tro mig, det var ikke nogen nem opgave at blive enige om et fornavn! Jeg forsøgte ellers LÆNGE og IHÆRDIGT at overbevise N om det navn, som sted højest på min ønskeliste, nemlig Nora – en kamp som jeg til sidst måtte opgive. Han var ikke til at rokke ud af stedet!

Så kunne man måske tænke, at Ellie da bare kunne hedde Nora til mellemnavn, meeeen nej… N bryder sig VIRKELIG ikke om det! Og selvom han har ladet det være helt op til mig at finde et mellemnavn, er han altså ikke helt ligeglad med, om det indebærer Nora eller ej. Valget endte i stedet med at falde på Sophia, som er et navn, jeg altid har været ret vild med, og som jeg samtidig synes passer rigtig godt ind.

I det hele taget er jeg SÅ glad for det navn, vi har valgt til hende. Og selvom det ikke endte med at blive det fornavn, jeg først havde haft i tankerne, så kunne det ikke være mere rigtigt til vores datter – vores vidunderlige, smukke, dejlige Ellie.

Vi er godt klar over, at vi ikke ligefrem har valgt det nemmeste navn at stave til Ellie, og derfor har jeg også for nyligt tilføjet dette navneskilt på væggen over en kommode på hendes værelse. Bogstaverne, som er lavet i egetræ, er købt på på Villavejen.com, hvor jeg også tidligere har købt et par ting, heriblandt et navneskilt til Ellies dør og et sløjfe-formet spejl til at hænge over puslebordet (er på tilbud lige nu) .

Må man gerne føle sådan som mor?

Jeg har været en smule bange for at skrive dette indlæg, men alligevel føler jeg, at jeg er nødt til det. Jeg har et BEHOV for at udtrykke det; komme ud med det, så det ikke skal føles som en byrde indeni… og så fordi jeg tror, at det for mange er lidt et tabu, selvom jeg er ret overbevist om, at de fleste mødre ikke kan benægte at have følt som jeg…

Dét, som jeg egentlig gerne vil sige, er; “hold kæft hvor jeg trænger til en pause fra mor-livet!” Lad mig uddybe: altså jeg ELSKER at være blevet mor til baby E… Lige så meget som hun sommetider driver mig til vanvid, lige så meget er det samtidig hende, der holder mig oppe, og giver mig lys og lykke i denne tilværelse. Især som situationen har været de seneste måneder, midt i al den her corona-krise, der har fået verden til nærmest at gå i stå. I hvert fald er den hverdag, vi kender, fuldstændigt forandret, trods de skrift i den mere normale retning, som vi har set på det seneste. Men ja, for lige at vende tilbage til sagens hovedkerne og pointen i dette indlæg…; jeg mangler VIRKELIG noget tid for mig selv! Bare nogle dage – eller for at være realistisk nok maks et døgn – da jeg, når det kommer til stykket, slet ikke ville kunne UNDVÆRE min datters nærvær. 

Den mængde tid, der gik fra jeg udgav 1. del af min fødselsberetning til, at jeg udgav del 2, er nok i virkeligheden et ret tydeligt billede på, hvad jeg mener. De ting i mit liv, som jeg i hverdagen bruger som et pusterum, og som jeg som regel altid vender tilbage til, så snart jeg har en smule overskud, er svære at prioritere i øjeblikket – på trods af et højt ønske herom. Jeg har ikke den tid og måske også det overskud, det kræver, at sætte mig med en kop kaffe og skrive et indlæg… og hvis jeg endelig har, ja så er det som regel ikke mere end en halv times tid, for så lyder Ellie’s stemme i babyalarmen, og “morjobbet” kalder.

I skrivende stund går jeg og skubber barnevognen fremad med maven, fordi en tur på hjulene er det eneste, der lader til at få Ellie til at falde til ro. Hun er meget urolig om aftenen for tiden. Vi var ellers lige kommet ind i en god rytme, hvor hun sov mange sammenhængende timer om natten. Men for tiden er hun bare konstant urolig. Hvis man forsøger at lægge hende fra sig på sit legetæppe eller bare sidder med hende i sofaen, bliver hun med det samme utilfreds – hun vil simpelthen være i bevægelse hele tiden. Og når hun endelig falder i søvn, vågner hun hvert andet øjeblik og opdager at hun har tabt sutten, så man skal hele tiden ud og give hende sutten eller gå et par omgange i haven. Jeg når vitterligt aldrig at afslutte noget, jeg giver mig i kast med, hvad end det gælder afslapning og mig-tid eller praktiske gøremål som vasketøj og rengøring. Hvis jeg går så langt som til at give mig selv lov til en lille lur, når jeg knap at ramme puden, før hun igen jamrer i babyalarmen. Det er P-I-S-S-E-H-A-M-R-E-N-D-E H-Å-R-D-T!!! Og alligevel, ja så har jeg faktisk svært ved at sige det højt, fordi jeg er bange for, at folk skal tænke, jeg ikke er elsker mit barn højt nok eller måske ligefrem er en dårlig mor. 

Men nu skriver jeg det altså her, siger det så højt jeg kan med mine skrevne ord. For jeg VED jo godt, at jeg ikke er nogen dårlig mor… Jeg er menneskelig, og jeg har brug for også at tænke på mig selv, hvis jeg skal kunne være noget for andre – i hvert fald på den lange sigt. For som nybagt mor er jeg lige nu er NØDT til at tilsidesætte egne behov for at tage mig af dette lille vidunderlige væsen, hvis skæbne jo altså hviler i mine hænder. Det ansvar påtog jeg mig, da N og jeg besluttede at få et barn, og jeg har ikke et eneste sekund fortrudt denne beslutning. Den kærlighed, jeg føler til Ellie og den glæde, det giver mig, at se hende udvikle sig, er ubeskriveligt stor. Jeg kan SLET ikke forestille mig andet end at være hendes mor.

…At jeg synes det er hårdt, er på ingen måde ensbetydende med, at det så ikke er det rigtige, vi har valgt at gøre. For det ER sgu da hårdt at være forælder – det tror jeg, alle andre ligesindede kan skrive under på. Og jeg har helt sikkert mange ting at lære om livet som forælder, og jeg kan allerede mærke nu, at den udvikling – ligesom udviklingen med sig selv i al almindelighed – fortsætter gennem resten af livet. Min første læring kommer formentlig til at være det her med at finde en slags ro i, at der så at sige aldrig rigtigt vil være ro. Jeg skal lære at være i det her med, at jeg ofte vil blive afbrudt og ikke vil kunne blive færdig med de ting, jeg er i færd med. For det kommer da bestemt ikke til at blive nemmere, når jeg efter min barsel vender tilbage på studiebænken. 

Når jeg har valgt at stille det op som et spørgsmål i overskriften, er det derfor ikke, fordi jeg som sådan er i tvivl. Jeg mener GERNE, at man må føle sådan som mor… eller far for den sags skyld. Man må GERNE være træt og udkørt og længes efter en pause. Og der ER stunder, hvor man er kørt så fysisk og mentalt ud på et sidespor, at man mest af alt har lyst til at kaste det skrigende barn ud af vinduet eller proppe det tilbage, hvor det kom fra (ikke at jeg skal have NOGET tilbage den vej eller ud igen lige foreløbig!!). Og jeg tror virkelig, der er mange andre, som kender til at have det sådan, men har svært ved at sige det højt af frygt for, hvad andre vil tænke. Sandsynligheden er – hvis de selv er forældre – at de ved præcist, hvad du mener. Og her kommer så min læring som forælder nr. 2; du må GERNE spørge om hjælp!

Jeg VED, at der vil stå rigeligt med hænder klar til at hjælpe, hvis det hele brænder på for mig. Og jeg er jo endda så heldig at have en kærlig og opbakkende partner at dele forældrerollen med. Jeg glemmer bare lidt nogle gange at bede om hjælpen – FØR det brænder på. Hvis jeg fx blev lidt bedre til at uddelegere opgaverne i hverdagen, så tror jeg faktisk, at jeg langt sjældnere ville nå derud, som jeg ofte gør, hvor det hele bare bliver alt for meget. Jeg har her i starten været lidt for bange for at lægge for stor en del af ansvaret over på N, fordi det jo er mig der holder barsel og dermed også mig, der bør trække “det tungeste læs”. Han skal jo have lov til at slappe af, når han har fri fra arbejde, tænker jeg tot. Men når E samtidig er inde i en periode, hvor hun har svært ved at falde til ro, er der på den måde aldrig tid til at jeg kan slappe lidt af. Og det bliver simpelthen for hårdt i længden. Og skulle det ske, at både N og jeg er helt udkørte, har vi både søskende, forældre, svigerforældre og sågar naboer, der helt sikkert står klar til at give en støttende hånd – og de gør det med glæde.

Der er uden tvivl nok at lære om livet som forælder, og jeg er mere end parat til at tage denne læring ind og arbejde med den på konstruktiv vis. Jeg ønsker jo at være den bedste mor, jeg kan være for Ellie, og det indebærer også at være tolerant over for de følelser, der følger med at være forælder; både de dejlige og de mere irriterrende af slagsen.

Her er mavsen♡

I mit seneste indlæg afslørede jeg den glædelige nyhed om min graviditet. Det er nu ved at være 2 måneder siden… Og som billedet nok med al tydelighed viser, ja så er der sket en del med mavsen siden da. Den vokser med rekordfart for tiden. Jeg er efterhånden vokset ud af alle mine bukser, og jeg ville da lyve, hvis jeg påstod, at det ikke generer mig det mindste. For selvfølgelig er det hårdt at se kiloene trænge sig på – særligt når man hele sit liv har tilhørt den slanke ende af skalaen og i en mangeårig periode ligefrem været undervægtig.

MEN… når det så er sagt, så ELSKER jeg samtidig, hvad den voksende mave indeholder. Jeg er så umådelig stolt af den lille pige, der gemmer sig under maveskindet, og jeg VED allerede nu, at hun bliver helt vidunderlig og uimodståelig. Hun er tilmed nået en størrelse, hvor jeg rent faktisk kan mærke, hvordan hun hver dag ligger og tumler rundt derinde, og følelsen er ubeskriveligt forunderlig og vidunderlig på samme tid. Det er ikke til at tro, at der rent faktisk gror et andet menneske inden i mig. Og så oven i købet et menneske, som er en kombination af mig og den mand, jeg elsker og ønsker at dele mit liv med. Jeg kan på ingen måde forestille mig, hvordan hun IKKE kan gå hen og være det sødeste og dejligste i hele verden♡

Ja, nu bliver det sgu lidt sukkersødt det hele. Men det skal der bestemt også være plads til! For nu er realiteten jo også, at jeg altså ER ovenud lykkelig ved tanken om, hvad der venter mig og N om 3,5  måned, når vores lille pige kommer til verden. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det også kommer til at blive hårdt, men med den kærlighed jeg allerede har for N, og den enorme tilknytning, jeg føler til bebsen indeni, er jeg ganske overbevist om, at jeg vil kæmpe med alt, hvad jeg har, for at få vores liv sammen til at fungere på bedste vis. Jeg kan ikke forestille mig noget andet, som kan være mere værd at kæmpe for.

Jeg skal være mor♡

Ja, den er god nok… du læste rigtigt. Jeg er ikke sikker på, jeg selv helt har fattet det, og jeg ved heller ikke, om det overhovedet er muligt, før man står med den lille nyfødte i sine arme. Men scanningsbillederne taler sit eget tydelige sprog. Jeg er gravid! Jeg skal være mor! Mig og N skal være forældre til vores første fælles barn♡

Vi var til kønscanning for en uge siden, hvor det viste sig, at vi venter en lille pige. Det er så sindssygt svært at forholde sig til, at der rent faktisk gror et andet liv inde i maven på mig, samtidig med at kroppen bobler af glæde, nervøsitet og spænding over det, der venter forude. Jeg føler en ubeskrivelig tilknytning til hende, på trods af at jeg ikke engang har hverken mødt eller overhovedet mærket hende endnu. Det hænger ikke helt sammen med, at jeg synes, det hele er meget svært at forholde sig til, men noget, som jeg virkelig har indset, efter jeg blev gravid, er netop, at dét at være gravid, er noget af det mest forunderlige, man kan opleve, og på trods af, at der ikke lader til at være nogen som helst mening i det, så giver det alligevel mere mening end NOGET andet, jeg har prøvet før i mit liv.

Dét, der startede som et møde mellem en littebitte sædcelle og en ægcelle inde i mig (ja, vi ved vist godt allesammen, at det altså er sådan, det foregår), er med ét gået hen og blevet det allervigtigste i mit liv. Mit vigtigste formål de næste 5 måneder, der er tilbage af min graviditet, er at passe på maven – at passe på hende. Hun er mit et og alt, og samtidig kan jeg slet ikke forstå, at hun overhovedet er der. Det er sgu da forunderligt♡

Da jeg for første gang hørte babyens (eller fostrets, som det jo altså stadig hedder) hjertelyd til en scanning, kom det fuldstændigt bag på mig, hvor voldsomt det lød, og hvor hurtigt sådant et lille hjerte kan slå. Men jeg fandt også hurtigt ud af, at lige netop dén lyd er noget af det mest rørende og beroligende, jeg nogensinde har hørt og formentlig vil komme til at høre. Den lille pige i min mave og hendes ve og vel betyder ALT for mig, og den lettelse, der breder sig i kroppen, når en jordemoder fortæller dig, at alt ser fint ud, og hun har det godt, er de bedste ord, man kan forestille sig at høre. Det er lige før, man helt glemmer de måneder med kvalme, forstoppelse og overdreven træthed, som “hun” har forårsaget op til nu…

At sige at min første tid som gravid har været uden nogen form for slinger i valsen, ville helt sikkert være at lyve. Jeg kan relatere MEGET til Sofie Lindes tanker og følelser, som hun beskriver dem i “Fårking Gravid”, som altså ikke ligefrem er en bog med fokus på graviditet som en særlig vidunderlig og rosenrød tid, som det ellers ofte bliver beskrevet af mange. For det kan virkelig være hårdt at være gravid – i hvert fald har det også været det for mig i 1. trimester. Og selvom jeg har det betydeligt bedre nu (rent fysisk i hvert fald), her i starten af 2.trimester, så kan jeg jo ikke forudsige noget om, hvordan de næste måneder vil forløbe.

Noget af det værste ved at være gravid er nok den enorme usikkerhed, som er forbundet med den. Man kan få at vide nok så mange gange, at alt ser fint ud, men 5 minutter efter vender bekymringerne blot tilbage. For det ER jo ikke til at vide. Vi kan ikke overvåge babyen hele tiden eller sidde fastkoblet til en monitor, der viser, at den har det godt, og hjertet slår. Desuden tror jeg også lige så godt, jeg kan forberede mig på, at jeg vil komme til at bekymre mig fra nu af og resten af mine dage. At bekymre sig sig om sine børn er et livsvilkår, som jeg har indvilliget i at leve med, eftersom jeg har taget beslutningen om at bringe et barn til verden. Og mon ikke, jeg nok skal klare det – jeg vil uden tvivl komme til at gøre mit absolut ypperste for, at lille pigen i min mave kommer til at få de bedst mulige vilkår for et godt liv fyldt med kærlighed og omsorg♡

Mit længste forhold hidtil! Og forhåbentligt det sidste♡

N og jeg har efterhånden været i fast forhold i 1 år. Vi har godt nok ikke nogen specifik dato på, hvornår vi blev kærester – synes altid det er sådan lidt svært, for det er jo ikke ligesom i folkeskolen, hvor man bare spurgte hinanden eller skrev et brev, som han/hun kunne sætte kryds i… Selvom det nu var meget sødt! Men vi startede i hvert fald med at date i januar sidste år, så jeg vil mene, at vi omkring marts var ved at være sådan rimelig kæreste-agtige.

Så lidt over et år er der gået, siden vi begyndte at se hinanden. Og MEGET er sket siden. Vi snakkede faktisk om forleden, hvordan vi i starten af vores forhold egentlig tog det meget stille og roligt (han har jo en datter fra et tidligere forhold, og når der er børn involveret kræver det altså, at man liige ser tiden og forholdet lidt an først). Og vi tog det virkelig også meget stille og roligt – det første halve år. Men så tog vores forhold også fart…

Jeg blev introduceret til hans datter for første gang i starten af juni måned sidste år. Kort tid efter mødte jeg hans mor og far og dernærst hans søsters familie. Og 2 måneder senere flyttede vi sammen i hans hus! Det lyder jo helt vanvittigt, men det føltes faktisk meget naturligt. Hans datter var selvfølgelig en anelse skeptisk de første par gange hun mødte mig, men der gik ikke længe, før hun nærmest så det som en selvfølge, at jeg også var der, når hun var hjemme hos sin far. Hun begyndte også hurtigt at være opsøgende i forhold til mig og ville gerne lave ting sammen med mig. Så det virkede som en rigtig god beslutning for os alle bare at flytte sammen på det tidspunkt.

Nu sidder jeg så her. Lidt mere end et halvt år senere og kunne slet ikke forestille mig et liv uden hverken N eller hans datter. De er begge lige så naturlig og vigtig en del af mit liv som min egen familie. De ER min familie! Og det samme gælder egentlig N’s forældre. De har VIRKELIG bare taget imod mig med åbne arme, og vi ser dem ret ofte – faktisk oftere end jeg ser mine egne forældre – og derfor føler jeg efterhånden også, at de er blevet en naturlig del af min familie. De giver også udtryk for, hvor glade de er for mig, og jeg er simpelthen så rørt og beæret over hele den måde, de bare har taget mig ind og acccepteret mig som en del af deres, deres søns og deres barnebarns liv.

N har også sagt, at nu må jeg dæleme heller ikke smutte, for jeg har lige solgt hans spisestole og købt nogle nye, så hvis jeg forlader ham nu og tager møblerne med, står han igen og skal til at have fat i nye møbler til huset. Han mener det selvfølgelig ikke kun pga møblerne – jeg ved godt, at han også mener det på et ganske dybere plan. Vores forhold er baseret på dyb respekt og kærlighed til hinanden, det er tydeligt at mærke, og vi udtrykker det også verbalt over for hinanden ofte… Men derfor kan vi nu godt grine lidt af det, for det er jo lidt tragi-komisk, når man tænker på, hvad han måtte gå igennem, da hans forhold til L’s mor gik i opløsning. Så det ville selvfølgelig være forfærdeligt for ham at skulle gennemleve noget lignende igen.

Én ting er ganske sikkert – jeg elsker den mand, og jeg ønsker at tilbringe et langt liv sammen med både ham, hans skønne datter og de dejlige børn vi forhåbentligt får sammen en dag♡