Nye negle og en snak om studiet

Årh hvor jeg dog bare synes, at hverdagen flyver afsted lige nu. Der er alt for meget at nå og alt for lidt tid til at nå det i. Jeg kæmper virkelig for at finde den rette prioritering og balance i tingene, men synes det er SÅ svært!

Især studiet har jeg svært ved at få til at balancere med mine fritidsinteresser og familielivet derhjemme. Når det kører godt på den ene front, synes jeg det går alt for meget ud over det andet – og omvendt. Især min start på 2. semester har tæret hårdt på mine kræfter, fordi vi har været og fortsat er i gang med nogle gruppeprojekter, som kræver et ret stort arbejde og engagement uden for studiet. Og selvom det selvfølgelig er spændende at få lov at fordybe sig i nogle bestemte problemstillinger og arbejde intensivt med dem, går det altså ud over min tid til at læse op på pensum til de almindelige undervisningstimer. Så selvom jeg møder op til undervisningen på skolen, får jeg ikke helt så meget ud af det, som jeg kunne have gjort. Det synes jeg er mega ærgerligt, og jeg er på den måde endt med at komme ret meget bagud i flere af fagene.

Jeg bryder mig bestemt ikke om at være bagud, men samtidig kan jeg også mærke, at der simpelthen ikke er flere ressourcer at tage af lige nu. Jeg magter ikke at gøre mere – i hvert fald hvis jeg jeg samtidig skal tage hånd om mig selv… og selvfølgelig skal jeg det! Jeg vil IKKE ende ud i en situation, hvor jeg skal sygemeldes igen. Så vil jeg hellere slække lidt på kravene til mig selv (selvom det er pisse hårdt, når man har en tendens til automatisk at stille tårnhøje krav til sig selv).

Ovenstående problematik er en del af den læringsproces, som jeg er i gang med, og som jeg i bund og grund tror, vi er mange, der kæmper med på egen vis. Vi lever i en verden i konstant fremgang, og vi kan altså ikke forvente af os selv at kunne følge med i og være med til alt, hvad der sker omkring os – og det er OKAY. Det vigtigste er, at vi har os selv med i det, og at vi er i stand til at være i nuet og NYDE det! Og det kan man altså ikke, når man hele tiden kigger fremad på alt det andet, der gerne skal gøres og nåes.

Heldigvis for mit vedkommende har vi ikke undervisning igen før på mandag, så jeg har tænkt mig at bruge de næste dage på at gøre nogle gode ting for mig selv. Jeg har IKKE tænkt mig at gøre ret meget i forhold til studiet. Selvfølgelig er det træls at være bagud, men jeg er temmelig forsikret om, at det hele nok skal gå alligevel. Om ganske få uger skal jeg ud i min første lange praktikperiode i hjemmeplejen, og jeg glæder mig til at få en lille pause fra studiet og komme ud og få fingre i nogle af de ting, vi har lært. Og mon ikke jeg nok skal finde tiden til at få læst op på nogle af de ting, jeg mangler… det er i hvert fald, hvad jeg overbeviser mig selv om.

Og så lige til noget helt andet… Forleden fik jeg lavet disse fine gelénegle, og jeg er helt vild med det afdæmpede lyserøde look!

Når livet tager en uventet drejning♡

Efter laaang tids fravær på bloggen og begrænset aktivitet på de sociale medier, vil jeg gerne starte med at fortælle, at jeg altså stadig er her. Trods af et brændende ønske om at holde gang i bloggen og udleve den passion, jeg har for at skrive, må jeg erkende erkende, at mit fokus har været krævet andetsteds.

Der er sket MEGET det seneste års tid… faktisk så meget at det stadig ikke helt er til at forstå. Ud over at være startet på nyt (drømme)studie, er jeg også flyttet sammen med jordens dejligste kæreste, for ikke også at tale om hans dejlige datter, som er hos os flere gange ugentligt samt hver anden weekend.

Og forså mig nu ret; jeg absolut ELSKER den hverdag, vi har sammen – men det har dog også betydet, at visse andre ting er blevet skubbet lidt ud i periferien, fordi hverdagen som sygeplejerske-studerende og samværet med N og hans datter simpelthen er og bliver min første-prioritet. Og da begge disse ting kræver utroligt meget af mig (også selvom det er ting, jeg holder af), har det desværre betydet, at mit overskud til de fleste andre ting har været nærmest ikke-eksisterende. Og det er især gået ud over samværet med mine veninder og bloggen en del det sidste lange stykke tid.

Men jeg SAVNER det! Jeg savner VIRKELIG meget at have tid og overskud til andre ting. Jeg savner at træne, jeg savner at skrive, jeg savner at fotografere, og jeg savner at kunne ligge i sengen og bingewatche serier… Ting, som jeg førhen plejede at nyde meget af. Men det er godt nok sjældent, den slags sker nowadays. Nu føler jeg konstant, at jeg er i et kapløb med tiden om at nå alting, og jeg når det bare aldrig rigtigt. Dagene går med lektielæsning, tøjvask, rengøring og pasning af børn.

…MEN – selvom jeg savner rigtig mange ting og ville ønske, jeg havde mere tid til andet – så føler jeg mig faktisk i mit rette element. Jeg kan rent faktisk godt LIDE at ordne vasketøjet, jeg har intet imod at stå op tidligt og aflevere barn, og jeg føler mig vildt motiveret til at passe mit studie (bortset måske lige fra mandag morgen).

Det var ærlig talt nok ikke lige den hverdag, jeg havde forestillet mig for et år siden, da det hele begyndte. Og man kan i den grad vist godt sige, at mit liv har taget en uventet drejning. Men selvom jeg til tider godt kan synes, at det er PISSEhårdt, og jeg savner at have overskud til visse ting, så ville jeg på ingen måde være foruden de vidunderlige forandringer, det har bragt med sig.

Jeg er SÅ ovenud taknemmlig og lykkelig over det sted, jeg er i mit liv nu. Jeg føler oprigtig talt, at jeg er lige præcis det sted, jeg hører til. Det betyder ikke, at min diagnose forsvinder, og at jeg aldrig har noget at bøvle med. Sådan er livet jo for ingen af os. Vi har hver vores ting at bakse med. Men et liv omringet af kærlighed og mennesker, jeg holder af – inklusiv mig selv (JA, det sagde jeg lige), er præcist, hvad jeg altid har drømt om. Så kan man da vist heller ikke tillade sig at forlange mere!

I kan fremover godt forvente flere opslag på bloggen forhåbentligt også lidt flere videoer på kanalen, da jeg nu – efter at have fundet lidt mere overskud – har valgt at sætte bloggen på prioriterings-listen igen. Og så håber jeg selvfølelig bare, at der stadig er nogen af jer, som har lyst til at følge med. Men uanset om I har eller ej, så gør jeg det jo alligevel, og jeg ser mega meget frem til at forme en masse (forhåbentligt lækkert og inspirerende) indhold til bloggen over den næste tid. Håber I alle har det pisse dejligt♡

Tynget af dårlig samvittighed

Sjældent har jeg været så energiforladt, som jeg er for tiden. Siden jeg startede på nyt studie for halvanden måned siden, har der været drøn på hverdagen, og det er gået ud over mit humør og mit overskud til de fleste andre ting. Jeg passer min skole og lektierne, men mit sociale liv står nærmest fuldstændigt i stilstand, fordi jeg simpelthen ikke har overskuddet til det. Det giver mig ekstremt dårlig samvittighed, men jeg kan jo ikke bare fremtrylle mere energi.

Så min manglende energi fører altså til dårlig samvittighed, hvilket bare dræner mig endnu mere for energi, og sådan kører den onde spiral. Og lige nu er jeg oven i købet blevet ramt af en træls omgang forkølelse.

Men, men, men… nu skal det heller ikke lyde som om det bare er trist og træls det hele. For det er det ikke! Jeg er glad for studiet, det fanger virkelig min interesse, og samtidig er jeg er stadig VILD med hverdagen som samboende med N. Og han har simpelthen været så dejlig i forbindelse med studiestarten og været yderst tolerant og støttende, på trods af at jeg til tider må være temmelig svær at håndtere.

For det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at studiestart har været hårdt for mig på det mentale plan. Jeg føler mig max presset og har haft en del følelsesmæssige udbrud på det seneste. Og af en eller anden grund er jeg begyndt at mærke en enorm selvskadetrang, som i grunden er fuldstændig uberettiget, og som jeg selvfølgelig ikke reagerer på, men som ikke desto mindre fylder meget og skræmmer mig.


Det er ved at være længe siden, jeg har haft så mange selvkritiske og dømmende tanker. Og jeg er egentlig temmelig forbavset over, hvor lidt der skal til, før de vender tilbage. På den anden side er det måske heller ikke så pudsigt, at jeg reagerer på denne måde, da det jo i mange år har været min instinktive måde at håndtere noget svært på, nemlig at bebrejde mig selv. Og lige nu sker der altså bare en masse omvæltende ting i mit liv, og derfor er det måske ganske naturligt, at usikkerheden præger mig – selvom det godt nok er en ganske irriterrende måde, den kommer til udtryk på.

Men jeg kæmper hårdt imod tankerne, og jeg bruger især N, når det hele bliver lidt for svært. Jeg har valgt at være fuldstændig åben og ærlig over for ham lige fra starten, for ellers tror jeg simpelthen ikke, vores forhold kunne fungere. Min psykiske sårbarhed er en del af pakken, og han er jo nødt til at kende mig, som den jeg er – vel og mærke den HELE mig. Og heldigvis er han utroligt støttende, selvom han har svært ved at forstå, hvorfor jeg sommetider får det sådan – ligesom jeg selv kan have ret svært ved at forstå og håndtere det. Men som han også siger, så indeholder jeg jo også MEGET andet og mere end den sårbare og “syge” del, og det må jeg ikke glemme.

Lige for tiden kæmper jeg altså temmelig meget med at forsøge at finde en passende balance mellem studieliv, lektier, parforhold, veninder etc, for ikke at forglemme bloggen, som er MEGET underprioriteret for tiden, hvilket bestemt ikke er med min gode vilje. Men jeg bevarer fortsat min fightervilje, selvom den har været noget under pres den seneste tid. Jeg har simpelthen ikke kæmpet mig så langt for at give op. Og jeg har SÅ meget, jeg gerne vil, og som jeg vælger at tro på, er værd at kæmpe for. Og mon ikke, dette bare er en tilpasnings-periode, ligesom med så meget andet. Det håber jeg…

Jeg håber, I alle sammen har det godt, og at I også bevarer fighterviljen, når det bliver lidt svært♡

Første dag som sygeplejerske-studerende

Så kom dagen endelig. Dagen for studiestart på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg har været vildt spændt og selvfølgelig en smule nervøs over at skulle starte et helt nyt sted men en hel masse nye mennesker.

Vi mødtes til indskrivning på skolen kl. 8.30, hvorefter der var fællessamling, sang og morgenmad med de resterende elever på sygeplejerske-uddannelsen. Efter det blev vi delt ud i klasserne, hvor alle 1. semester studerende blev introduceret til IT-systemet, semesterplanen og nogle af de grundlæggende oplysninger om skolen.

Vi er 2 hold på omkring 30 elever, som er startet på 1. semester. Det virker til at være en god blanding af forskellige mennesker med forskellige grader af erfaring inden for sygeplejeområdet. Nogle kommer direkte fra gymnasiet eller har måske holdt 1 sabbatår eller 2, hvorimod andre har arbejdet som SOSU-assistener og andre som mig har en baggrund inden for et helt andet erhvervsområde. Jeg tror, det er rigtig godt med den slags diversitet – især på en uddannelse som denne, hvor vi netop skal klædes på til at arbejde meget tæt på mennesker og indgå i tværfaglige samarbejder med folk fra andre professioner.

Sidst på dagen havde vi introduktion til hinanden, hvor vi skulle lære hinanden bedre at kende. Vi skulle hver især præsentere os selv på klassen ved at sige lidt få ord om os selv, og hvorfor vi har valgt sygeplejestudiet. Det var nervepirrende (som den slags ofte er), men tanken om, at vi alle er nye og derfor er i samme båd, gjorde det hele lidt nemmere.

Både mine medstuderende og underviserne virker rare og imødekommende, og jeg tror, det er en meget spændende og udfordrende rejse, vi kommer til at gennemgå sammen i løbet af de næste 3,5 år på studiet.

Så alt i alt har det været en vildt spændende dag, men også hård på grund af alle de mange nye mennesker og indtryk. Jeg mærker en god blanding af både fysisk og mental træthed, hvilket jeg også havde forventet. Men grundlæggende har jeg stadig en god fornemmelse indeni, og noget i mig kan bare mærke, at det føles rigtigt.

Jeg håber, I har haft en god start på ugen. Og hvis du ligesom mig er startet på et nyt studie eller måske allerede er startet, vil jeg bare ønske dig rigtig meget held og lykke med det hele♡

Parat til studiestart?

På den ene side er det slet ikke til at fatte, at det allerede er i morgen, jeg starter på studiet, og på den anden side så føles det også som noget, jeg har ventet i evigheder på. Her til september rundede jeg faktisk 1,5 år som sygemeldt, så dét, at jeg nu endelig skal i gang med noget og har udsigt til at komme videre med mit liv, er fantastisk!

Samtidig er det også angstprovokerende, og bekymringen om, hvorvidt jeg nu er KLAR til det, og hvorvidt det nu er det RETTE valg af uddannelse, rumsterer rundt i mit hoved. Men denne bekymring tror jeg havde været der uanset, hvordan mit liv havde set ud. For ingen kan vide med sikkerhed, om det studie man vælger, nu også FØLES rigtigt, når først man er i gang med det.

Jeg er SLET ikke sikker på noget, men min umiddelbare fornemmelse omkring sygeplejerske-studiet er god. Det, jeg manglede, ved min gamle uddannelse (markedsføringsøkonom), var det mere menneskelige aspekt. Dét at arbejde tæt med mennesker (bl.a. gennem mine servicejobs) har altid været noget, jeg har lagt stor værdi i.

Derudover tror jeg, at min personlige udvikling gennem især de seneste 2 år, har styrket mig og bidraget til at gøre mig mere KLAR på, hvad det er jeg virkelig ønsker med mit liv. Jeg vil gerne tæt på mennesker – rigtig tæt – men jeg har ladet min egen overbevisning om, hvad jeg kunne klare (og ikke klare), bestemme, hvad jeg skulle. Jeg har ikke TURDE tage skridtet mod sygeplejerske-uddannelsen simpelthen, fordi jeg mente, jeg ville være for svag.

Men som jeg også har nævnt flere gange før, så er det oftest sådan, at vores egne tanker og overbevisninger bliver vores virkelighed. Hvis vi ikke selv tror på, vi kan noget, så kan vi det højst sandsynligt heller ikke. Men omvendt, hvis vi tør TRO på og tænke positivt om os selv og vores evner, så kan vi rykke os langt og opnå MANGE flere ting i livet.

Nu springer jeg ud i denne uddannelse med begge ben, og så må det briste eller bære. Er det ikke det rigtige for mig, finder jeg nok en løsning på det. Men jeg må selvfølgelig også huske på, at bare fordi det hele ikke er en dans på roser, betyder det ikke nødvendigvis, at det i sidste ende ikke vil være det rigtige for mig. For et studie ER udfordrende, og det skal det da også helst være. Ellers lærer man jo ingenting. Og det er jo netop derfor man er der for… for at lære og udvikle sig – både fagligt men også personligt.

Så selvom nervøsiteten bobler en smule i maven, har jeg en god fornemmelse omkring studiestart. Jeg går ind til det med et positivt sind, og så krydser jeg fingrene for, at jeg kommer i en klasse med en masse spændende og gerne forskellige personer – både alders- og personlighedsmæssigt.

Nu vil jeg få ordnet de sidste ting inden sengetid, så jeg er fuldstændigt klar til i morgen. Jeg har pølsehorn i ovnen, så der er lidt lækkert til madpakken, skoletasken skal lige pakkes og tøjet skal findes frem… Og så kan jeg heller ikke blive mere parat – i hvert fald fysisk. Mentalt er jeg vist så klar, som man nu kan være, når man skal i gang med noget helt nyt og nervepirrende.

Wish me luck! ♡