Mit længste forhold hidtil! Og forhåbentligt det sidste♡

N og jeg har efterhånden været i fast forhold i 1 år. Vi har godt nok ikke nogen specifik dato på, hvornår vi blev kærester – synes altid det er sådan lidt svært, for det er jo ikke ligesom i folkeskolen, hvor man bare spurgte hinanden eller skrev et brev, som han/hun kunne sætte kryds i… Selvom det nu var meget sødt! Men vi startede i hvert fald med at date i januar sidste år, så jeg vil mene, at vi omkring marts var ved at være sådan rimelig kæreste-agtige.

Så lidt over et år er der gået, siden vi begyndte at se hinanden. Og MEGET er sket siden. Vi snakkede faktisk om forleden, hvordan vi i starten af vores forhold egentlig tog det meget stille og roligt (han har jo en datter fra et tidligere forhold, og når der er børn involveret kræver det altså, at man liige ser tiden og forholdet lidt an først). Og vi tog det virkelig også meget stille og roligt – det første halve år. Men så tog vores forhold også fart…

Jeg blev introduceret til hans datter for første gang i starten af juni måned sidste år. Kort tid efter mødte jeg hans mor og far og dernærst hans søsters familie. Og 2 måneder senere flyttede vi sammen i hans hus! Det lyder jo helt vanvittigt, men det føltes faktisk meget naturligt. Hans datter var selvfølgelig en anelse skeptisk de første par gange hun mødte mig, men der gik ikke længe, før hun nærmest så det som en selvfølge, at jeg også var der, når hun var hjemme hos sin far. Hun begyndte også hurtigt at være opsøgende i forhold til mig og ville gerne lave ting sammen med mig. Så det virkede som en rigtig god beslutning for os alle bare at flytte sammen på det tidspunkt.

Nu sidder jeg så her. Lidt mere end et halvt år senere og kunne slet ikke forestille mig et liv uden hverken N eller hans datter. De er begge lige så naturlig og vigtig en del af mit liv som min egen familie. De ER min familie! Og det samme gælder egentlig N’s forældre. De har VIRKELIG bare taget imod mig med åbne arme, og vi ser dem ret ofte – faktisk oftere end jeg ser mine egne forældre – og derfor føler jeg efterhånden også, at de er blevet en naturlig del af min familie. De giver også udtryk for, hvor glade de er for mig, og jeg er simpelthen så rørt og beæret over hele den måde, de bare har taget mig ind og acccepteret mig som en del af deres, deres søns og deres barnebarns liv.

N har også sagt, at nu må jeg dæleme heller ikke smutte, for jeg har lige solgt hans spisestole og købt nogle nye, så hvis jeg forlader ham nu og tager møblerne med, står han igen og skal til at have fat i nye møbler til huset. Han mener det selvfølgelig ikke kun pga møblerne – jeg ved godt, at han også mener det på et ganske dybere plan. Vores forhold er baseret på dyb respekt og kærlighed til hinanden, det er tydeligt at mærke, og vi udtrykker det også verbalt over for hinanden ofte… Men derfor kan vi nu godt grine lidt af det, for det er jo lidt tragi-komisk, når man tænker på, hvad han måtte gå igennem, da hans forhold til L’s mor gik i opløsning. Så det ville selvfølgelig være forfærdeligt for ham at skulle gennemleve noget lignende igen.

Én ting er ganske sikkert – jeg elsker den mand, og jeg ønsker at tilbringe et langt liv sammen med både ham, hans skønne datter og de dejlige børn vi forhåbentligt får sammen en dag♡

Når livet tager en uventet drejning♡

Efter laaang tids fravær på bloggen og begrænset aktivitet på de sociale medier, vil jeg gerne starte med at fortælle, at jeg altså stadig er her. Trods af et brændende ønske om at holde gang i bloggen og udleve den passion, jeg har for at skrive, må jeg erkende erkende, at mit fokus har været krævet andetsteds.

Der er sket MEGET det seneste års tid… faktisk så meget at det stadig ikke helt er til at forstå. Ud over at være startet på nyt (drømme)studie, er jeg også flyttet sammen med jordens dejligste kæreste, for ikke også at tale om hans dejlige datter, som er hos os flere gange ugentligt samt hver anden weekend.

Og forså mig nu ret; jeg absolut ELSKER den hverdag, vi har sammen – men det har dog også betydet, at visse andre ting er blevet skubbet lidt ud i periferien, fordi hverdagen som sygeplejerske-studerende og samværet med N og hans datter simpelthen er og bliver min første-prioritet. Og da begge disse ting kræver utroligt meget af mig (også selvom det er ting, jeg holder af), har det desværre betydet, at mit overskud til de fleste andre ting har været nærmest ikke-eksisterende. Og det er især gået ud over samværet med mine veninder og bloggen en del det sidste lange stykke tid.

Men jeg SAVNER det! Jeg savner VIRKELIG meget at have tid og overskud til andre ting. Jeg savner at træne, jeg savner at skrive, jeg savner at fotografere, og jeg savner at kunne ligge i sengen og bingewatche serier… Ting, som jeg førhen plejede at nyde meget af. Men det er godt nok sjældent, den slags sker nowadays. Nu føler jeg konstant, at jeg er i et kapløb med tiden om at nå alting, og jeg når det bare aldrig rigtigt. Dagene går med lektielæsning, tøjvask, rengøring og pasning af børn.

…MEN – selvom jeg savner rigtig mange ting og ville ønske, jeg havde mere tid til andet – så føler jeg mig faktisk i mit rette element. Jeg kan rent faktisk godt LIDE at ordne vasketøjet, jeg har intet imod at stå op tidligt og aflevere barn, og jeg føler mig vildt motiveret til at passe mit studie (bortset måske lige fra mandag morgen).

Det var ærlig talt nok ikke lige den hverdag, jeg havde forestillet mig for et år siden, da det hele begyndte. Og man kan i den grad vist godt sige, at mit liv har taget en uventet drejning. Men selvom jeg til tider godt kan synes, at det er PISSEhårdt, og jeg savner at have overskud til visse ting, så ville jeg på ingen måde være foruden de vidunderlige forandringer, det har bragt med sig.

Jeg er SÅ ovenud taknemmlig og lykkelig over det sted, jeg er i mit liv nu. Jeg føler oprigtig talt, at jeg er lige præcis det sted, jeg hører til. Det betyder ikke, at min diagnose forsvinder, og at jeg aldrig har noget at bøvle med. Sådan er livet jo for ingen af os. Vi har hver vores ting at bakse med. Men et liv omringet af kærlighed og mennesker, jeg holder af – inklusiv mig selv (JA, det sagde jeg lige), er præcist, hvad jeg altid har drømt om. Så kan man da vist heller ikke tillade sig at forlange mere!

I kan fremover godt forvente flere opslag på bloggen forhåbentligt også lidt flere videoer på kanalen, da jeg nu – efter at have fundet lidt mere overskud – har valgt at sætte bloggen på prioriterings-listen igen. Og så håber jeg selvfølelig bare, at der stadig er nogen af jer, som har lyst til at følge med. Men uanset om I har eller ej, så gør jeg det jo alligevel, og jeg ser mega meget frem til at forme en masse (forhåbentligt lækkert og inspirerende) indhold til bloggen over den næste tid. Håber I alle har det pisse dejligt♡

Tynget af dårlig samvittighed

Sjældent har jeg været så energiforladt, som jeg er for tiden. Siden jeg startede på nyt studie for halvanden måned siden, har der været drøn på hverdagen, og det er gået ud over mit humør og mit overskud til de fleste andre ting. Jeg passer min skole og lektierne, men mit sociale liv står nærmest fuldstændigt i stilstand, fordi jeg simpelthen ikke har overskuddet til det. Det giver mig ekstremt dårlig samvittighed, men jeg kan jo ikke bare fremtrylle mere energi.

Så min manglende energi fører altså til dårlig samvittighed, hvilket bare dræner mig endnu mere for energi, og sådan kører den onde spiral. Og lige nu er jeg oven i købet blevet ramt af en træls omgang forkølelse.

Men, men, men… nu skal det heller ikke lyde som om det bare er trist og træls det hele. For det er det ikke! Jeg er glad for studiet, det fanger virkelig min interesse, og samtidig er jeg er stadig VILD med hverdagen som samboende med N. Og han har simpelthen været så dejlig i forbindelse med studiestarten og været yderst tolerant og støttende, på trods af at jeg til tider må være temmelig svær at håndtere.

For det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at studiestart har været hårdt for mig på det mentale plan. Jeg føler mig max presset og har haft en del følelsesmæssige udbrud på det seneste. Og af en eller anden grund er jeg begyndt at mærke en enorm selvskadetrang, som i grunden er fuldstændig uberettiget, og som jeg selvfølgelig ikke reagerer på, men som ikke desto mindre fylder meget og skræmmer mig.


Det er ved at være længe siden, jeg har haft så mange selvkritiske og dømmende tanker. Og jeg er egentlig temmelig forbavset over, hvor lidt der skal til, før de vender tilbage. På den anden side er det måske heller ikke så pudsigt, at jeg reagerer på denne måde, da det jo i mange år har været min instinktive måde at håndtere noget svært på, nemlig at bebrejde mig selv. Og lige nu sker der altså bare en masse omvæltende ting i mit liv, og derfor er det måske ganske naturligt, at usikkerheden præger mig – selvom det godt nok er en ganske irriterrende måde, den kommer til udtryk på.

Men jeg kæmper hårdt imod tankerne, og jeg bruger især N, når det hele bliver lidt for svært. Jeg har valgt at være fuldstændig åben og ærlig over for ham lige fra starten, for ellers tror jeg simpelthen ikke, vores forhold kunne fungere. Min psykiske sårbarhed er en del af pakken, og han er jo nødt til at kende mig, som den jeg er – vel og mærke den HELE mig. Og heldigvis er han utroligt støttende, selvom han har svært ved at forstå, hvorfor jeg sommetider får det sådan – ligesom jeg selv kan have ret svært ved at forstå og håndtere det. Men som han også siger, så indeholder jeg jo også MEGET andet og mere end den sårbare og “syge” del, og det må jeg ikke glemme.

Lige for tiden kæmper jeg altså temmelig meget med at forsøge at finde en passende balance mellem studieliv, lektier, parforhold, veninder etc, for ikke at forglemme bloggen, som er MEGET underprioriteret for tiden, hvilket bestemt ikke er med min gode vilje. Men jeg bevarer fortsat min fightervilje, selvom den har været noget under pres den seneste tid. Jeg har simpelthen ikke kæmpet mig så langt for at give op. Og jeg har SÅ meget, jeg gerne vil, og som jeg vælger at tro på, er værd at kæmpe for. Og mon ikke, dette bare er en tilpasnings-periode, ligesom med så meget andet. Det håber jeg…

Jeg håber, I alle sammen har det godt, og at I også bevarer fighterviljen, når det bliver lidt svært♡

Første fødselsdag for ham

I dag har min dejlige kæreste fødselsdag, så han er blevet fejret det meste af dagen. Jeg overraskede ham med et fint pyntet morgenbord tidligt i morges. Jeg stod op kl. 5.40 for at nå det hele; jeg fik pyntet op, fundet gaver frem og lavede en portion lækre pandekager til morgenmad.

Han blev som håbet rigtig glad for overraskelsen. Jeg nåede desværre ikke selv at sidde med ved morgenbordet, men måtte i stedet overlade hyggen til ham og hans datter. Derefter tog jeg i skole, og det passede lige med, at jeg nåede hjem til kl. 15, hvor vi havde inviteret gæster til kage og kaffe og senere aftensmad.

Jeg havde gjort utrolig meget ud af dagen i forhold til, hvad jeg nogensinde tidligere har gjort for nogen. Men jeg kunne bare slet ikke lade være… Jeg havde lyst til at forkæle ham så meget, jeg overhovedet kunne. Det er trods alt den første fødselsdag, vi fejrer sammen, og jeg ville gerne gøre noget særligt ud af det. Og at se hvor overrasket han blev i morges, gjorde det hele værd♡

Det har været en super hyggelig dag… Men jeg er også træt nu. Efter 2 dage med introduktion på studiet er mit hoved nærmest ved at eksplodere af nye indtryk. Jeg er træt på en måde, som jeg ikke har været længe. Men trods min ekstreme træthed føles det godt at være startet op. Lige nu har vi mest bare introduktion, men fra på fredag af begynder den “rigtige” undervisning, og det glæder jeg mig til.

Nu vil jeg lægge computeren fra mig og nyde resten af dagen med min dejlige kæreste på hans fødselsdag. Jeg håber også, du nyder din tirsdag aften♡

Det er nu officielt

Min adresse er fra i dag officielt ændret, og jeg kan for alvor lægge et kapitel bag mig… Et ret mørkt og trist kapitel, som nu er blevet erstattet af langt mere lys og glade dage med overskud og LYST til tingene. Men JA, jeg oplever selvfølglig stadig svære udfordringer og indre kampe, og mit psykiske helbred vil muligvis aldrig blive stærkt nok til en komplet stabil og “normal” hverdag – hvad det så end er. Men jeg føler i alt fald, at jeg nu har taget et utrolig stort skridt ud i en håbefuld fremtid, som jeg satser MEGET stærkt på at skulle tilbringe i tæt selskab med den dejlige mand, som gennem de seneste måneder har væltet mig omkuld og nu også budt mig velkommen i hans hus 24/7.

Det er vildt spændende at skulle skabe et hjem sammen med en anden og opleve hverdagen sammen. En hverdag som by the way også lige om snart byder på en helt stor omvæltning for mig i form af studiestart på sygeplejerske-uddannelsen. Jeg glæder mig til det hele, er fyldt med håb og føler mig faktisk ganske tryg i at sige farvel til lejligheden og byde livet som sygeplejerske-studerende og samboende med kæresten hjerteligt velkommen♡