Det handler om at bruge sin sunde fornuft

I dag vil jeg bringe et emne på banen, som jeg tror, deler vandene – især blandt forældre til småbørn. Og jeg må indrømme, at jeg er spændt på, hvorvidt mit skriv kommer til at skabe en smule forargelse hos nogen. Men jeg deler det nu alligevel… For der skal være plads til uenighed og mangfoldighed. Og når det kommer til børneopdragelse og herunder emnet kost, ja så er der bare ikke nogen specifik opskrift på rigtigt eller forkert. Der findes anbefalinger, som man bør lytte til, og derudover, ja så mener jeg, det handler om at bruge sin sunde fornuft.

Hjemme hos os kører vi ikke nogen streng “sukkerpolitik” i forhold til Ellie, dvs. spiser vi andre kage, så får hun lov at smage. Det rimer, hihi 🙂 Dette er der sikkert nogle, der synes, er helt forkert. Jeg er enig i, at man selvfølgelig ikke bør servere sodavand og slik for et spædbarn. Og at man bør lytte til sundhedsmyndighedernes anbefalinger omkring kost til småbørn, inklusiv rådet om mindre sukker. Og som sygeplejerskestuderende har jeg da også en vis grundviden inden for ernæring, som jeg selvfølgelig har med i introduktionen af mad for mit barn. Jeg er fx godt klar over, at andelen af energi fra sukker, ikke må overstige 10 %, samt at fedtenergiprocenten i hendes kost skal være høj, da hun selvsagt vokser meget, og derfor har et noget højere energibehov pr. kilo kropsvægt end større børn og voksne.

Med det sagt, så handler det også om at bruge sin sunde fornuft. Min filosofi er at udsætte mit barn for så mange forskellige smagsoplevelser som muligt, så hun bliver familiær med forskellige konsistenser og smage. Og når hun viser interesse for den mad, vi spiser, skal hun selvfølgelig have lov at smage. At hun smager et par bidder af en kage, er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke også fodrer hende med mad, som næringsmæssigt indeholder noget større værdi som en donut fyldt med sukker. Men hun tager jo ikke skade af at smage. På samme vis ville vi heller ikke fodre hende med enorme mængder spinat og selleri, da disse grøntsager har et højt nitratindhold, som i for høje mængder kan medvirke til at hæmme iltoptagelsen i hendes krop. Men igen, det betyder heller ikke, at vi fuldstændigt undgår dem i hendes kost. Hun skal have lidt af hvert – i moderate mængder. Og de fødevarer, som det anbefales helt at undgå, lader vi selvfølgelig være med at give hende, herunder store rovfisk med højt indhold af kviksølv samt hårde fødevarer, som hun ikke kan tygge (sidstnævnte skal hakkes eller blendes af hensyn til faren for fejlsynkning).

Som et eksempel på ovenstående, så havde jeg i går fornøjelsen af at indtage denne lækkerbisken af en donut, som min dejlige bager-kæreste havde hjembragt til mig. Dén var Ellie noget så interesseret, så selvfølgelig skulle hun have lov at smage – og det gjorde hun med største fornøjelse. Det er ikke utænkeligt, at hun har fået både sin mors og fars søde tand, lige så vel som hun også har fået dobbelt op på både mors og fars temperament.

I og med at jeg ved, hun godt kan lide det lidt sødt, blander jeg også gerne en halv banan i hendes havregrød om morgenen, hvor vi andre måske ville være lettere tilbøjelige til at hælde en skefuld sukker over. Men det ser jeg ingen grund til at lære hende. Andre dage blander jeg det op med lidt frugtsmoothie (og nej, den er heller ikke altid hjemmelavet, for den overskudsmor er jeg ikke altid). Til frokost får hun som regel rugbrød med leverpostej, rejeost eller noget pølse-pålæg, om eftermiddagen gerne lidt frugt som melon eller banan og måske et par kiks med noget smør på, og til aften får hun som regel det samme som resten af familien, bare skåret ud i små stykker. Og også her tyer vi nogle gange til den “nemme” løsning med en gang indkøbt babymad (fx mos eller grød), hvis vi vurderer, at dét, vi skal have, vil være for svært for hende at spise, eller det ernæringsmæssigt ikke er det bedste for hende.

Vi gør, hvad der føles rigtigt og fungerer for os. Og vi kan jo se, at vores lille pige stortrives, og at hun vokser lige, som hun skal. Hun er ikke bange for at smage noget mad (endnu), så vi fortsætter bare den gode stil med at introducere hende for en masse forskelllige smagsoplevelser. Og nogen gange – når overskuddet er i den lave ende – så er det okay at ty til de lette løsninger. En gang Semper grød er ikke skidt for dit barn, så ville de nok ikke lave den slags til småbørn…

Det handler om at lytte til anbefalingerne – og så bruge sin sunde fornuft.

Familiehygge når det er bedst♡

Denne weekend har virkelig stået i familiehyggens tegn. Vi tog faktisk forskud på hyggen allerede i torsdags med en tur på Gelato Di Natura i Esbjerg (kan VIRKELIG anbefales!). Egentlig var det meningen, at N og hans datter skulle ud og hygge sig alene, fordi de ville købe fødselsdagsgave til mig (og det kan man jo beklage sig over…). Men jeg var ærlig talt en smule misundelig på dem. Heldigvis fandt vi en måde at kombinere deres gaveshopping og en hyggelig eftermiddag sammen alle 3.

Jeg selv havde været i skole og skulle ind til byen for at bytte en gave for min far og nogle bukser, jeg havde købt til L, og så fandt jeg pludselig en kjole, som mindede utrolig meget om én jeg havde kigget på til L, som hun kunne få på til sin farfars fødselsdag næste weekend. Han fylder nemlig 70 år og har inviteret en ordentlig flok gæster til fødselsdagsfest, så dér skal vi jo gerne stå skarpt alle sammen. Jeg ringede derfor til N og spurgte, om vi ikke kunne mødes for at se på kjolen til L, før de skulle videre og kigge på gave til mig, og så foreslag HAN, om vi ikke skulle tage på café og spise kage sammen. Jeg havde da selv tænkt tanken, men at han foreslog det helt af sig selv, var jo bare perfekt for mig.

Så vi mødtes til kjoleshopping og efterfølgende kage+is-spisning. Det var virkelig lækkert (som altid), og jeg gik bestemt derfra med min sukkertrang stillet, og en mave, der var for udspilet til, at jeg kan skyde skyldes på graviditeten alene.


Beklager hvis I er blevet helt lækkersultne af billederne, men det ER altså bare lækkerier, som er værd at vise frem. Og vi fortsatte herlighederne ved at spise hos mine forældre i deres sommerhus fredag aften og hos N’s forældre lørdag aften, hvorefter vi rundede weekenden af med en tur i biografen, herunder en KÆMPE spand popcorn, bland-selv-slik og så lige en gang hjemmelavede hotdogs til aftensmad.


Nu er vi vist efterhånden alle 3 godt mætte på både mad, snolder og råhygge og dermed forhåbentligt klar på at indtage en ny uge fra i morgen. Hvad har I spenderet weekenden på?♡

Nogle gange må man godt

I dag var N’s sidste feriedag, så den er blevet nydt med ekstra meget afslapning og hygge. I formiddags tog vi (N, hans datter og jeg) til Esbjerg, hvor jeg først havde en samtale med min behandler på psyk, mens de tog en tur på legepladsen, og bagefter gik vi sammen ned på det berygtede Gelato Di Natura i gågaden.

Her spiste vi en KÆMPE isdessert, jeg valgte en banana split, N fik en brownie med is og hans datter valgte deres specielle børne-isdessert, som består af 3 kugler valgfri is dekoreret som en bi ved hjælp af flødeskum, jordbærmarmelade og chokoladeknapper (billede længere nede).

Vi satte os udenfor i solen og nød vores isdessert. Det smagte super lækkert, og det er helt sikkert IKKE sidste gang, vi besøger stedet. Priserne er ikke de billigste, men det er jo nogle store is, kvaliteten i top, og der er masser af lækkert at vælge imellem på menukortet.

Nu er det jo ikke ligefrem hver dag, man får lov at spise is til frokost, men det gjorde det bestemt ikke mindre lækkert. Desuden skal der være plads til den slags en gang imellem. Ellers ville livet da blive for kedeligt…

Forårslækkerier

34b4845c-6be6-479f-a003-7f9fd63ba05c

Okay… det begynder da efterhånden at se lidt lysere ud med forårsvejret. Men nu er vi trods alt også i midten af april måned. Jeg havde egentlig sat mig for at klare den store forårs-rengøring forleden, men det kom desværre ikke længere end til tanken. For overskuddet var der simpelthen bare ikke. Til gengæld fik jeg købt lidt produkter ind, så jeg er parat til at beskytte huden mod al den sol vi forhåbentligt får i år (don’t jinx it Louise).

I dag er der heldigvis både overskud og højt humør, så med en up-beat spilleliste kørende i baggrunden har jeg fået gang i både sorteringssække, pudseklude, kost og spand. Og lige til at gøre forårs-stemningen ekstra god købte jeg de fineste tulipaner i Tyskland forleden. Og så gør det lige dagen rengøringen en tand nemmere, når man oven i købet kan forfriske sig med nogle lækre Spangsberg flødeboller. De har lavet en ny variant med dobbelt jordbær. De smager AAAALT for lækkert (just warning you).

6ed31e78-f514-4793-98ef-4c0f305447ea

9e1165a5-cf26-40d0-8854-00f3b667b0f5

Nu må jeg hellere gå videre med rengøringen. Håber I får en absolut forårslækker dag♡

Flov over at spise?

Er du sommetider flov over at spise? Og mærker du ofte den dårlige samvittighed nage, så snart du har spist noget “usundt”? De fleste af os har det med at opdele mad i “god” og “dårlig”, “sund” og “usund”, “forbudt” og “ikke-forbudt”. Og på den måde kan man næsten ikke andet end blive flov, så snart man overskrider grænsen og kommer til at spise noget fra den “dårlige” liste.

Der var engang, hvor jeg var flov over at spise – og det var næsten uanset, hvad jeg spiste, om det så var sundt eller usundt. På en eller anden måde fik jeg bildt mig selv ind, at mad var noget, jeg skulle være bange for, og jeg udviklede en spiseforstyrrelse. I dag ser det en del anderledes ud…

09115bdf-e9cc-4652-ba3e-3ca1296e1c39

Jeg er IKKE længere bange for mad – jeg ELSKER det! Selvfølglig kunne jeg også godt lide mad, da jeg havde min spiseforstyrrelse, men jeg tillod mig ikke at sige det højt eller overhovedet tænke det. Det var FORBUDT. Billedet her viser ret tydeligt, hvor langt jeg er kommet på madfronten. Jeg NYDER det – og jeg er stolt af at kunne nyde det.

En spiseforstyrrelse handler dog om MEGET mere og andet end mad. Det handler om selvværd, om manglende tro på sig selv og på at man fortjener noget godt. Den del af det har jeg heldigvis fået godt styr på efterhånden, og måske er det netop grunden til, at jeg har så nemt ved at nyde mad i dag.

Mad er jo i virkeligheden en form for OMSORG for sig selv. At kunne nyde mad er derfor i virkeligheden et tegn på, at jeg holder af mig selv og rent faktisk mener, at jeg fortjener at leve livet og NYDE det. Og det er jeg ikke flov over at sige højt, og det bør I heller ikke være♡

Jeg er heller ikke flov over at spise visse former for mad og har bevidst valgt ikke at have nogen forbudt-liste. I min erfaring nytter det ikke noget at stille en masse krav til sig selv om, hvad jeg må og ikke må spise, for i sidste ende betyder det bare, at jeg ender med at fokusere meget mere på det, end hvad godt er. Og så længe jeg spiser ud fra tanken om at give min krop, hvad den har brug for, og sørger for at variere min kost, behøver jeg vist ikke være bange for at nyde en hel eller halv plade chokolade i ny og næ.

Desværre lader det til at være en meget sjælden evne i dagens Danmark rent faktisk at kunne spise chokolade UDEN at få dårlig samvittighed. Det er simpelthen så trist at det skal være sådan. Er jeg den eneste, der synes, at den madkultur vi har fået skabt os er mere giftig, end den er gavnlig?