Mit sidste år i 20’erne

Både i går og i dag er jeg blevet fejret af henholdsvis familie og svigerfamilie. Jeg fyldte nemlig 29 år i går, og jeg er dermed officielt trådt ind i mit sidste år i 20’erne… Holy shit! Hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal jeg self.), så skræmmer det mig fra vid og sans. Jeg ved godt, at alder “bare” er et tal, men jeg føler mig bare så godt tilpas i den alder, jeg har nu.

Og så føler jeg mig ærligt talt lidt forvirret… Over hvem jeg egentlig er?… Og er det ikke netop sådan noget, man forbinder 20’erne med? Man er sådan lidt ind imellem – ikke rigtigt voksen (hvis man da nogensinde bliver det), men heller ikke noget barn eller nogen teenager. Mange bruger ligesom 20’erne på at udforske sig selv og afprøve en masse forskellige ting. Det er også den alder, hvor de fleste bliver uddannede og får deres første faglærte job. Og dér er jeg ligesom ikke endnu. Nuvel, jeg HAR taget en uddannelse, men nu er jeg så i gang med at tage en ny, fordi jeg ikke følte, den anden var god for mig. Og inden for de seneste 3 år har jeg både fundet kærligheden, er flyttet i hus og har fået et barn. Så der er da klart kommet nogle point på voksenkontoen…

Men det betyder sgu ikke, at jeg ved, hvem jeg er. Ofte kan jeg faktisk være forvirret over, om den måde, jeg agerer på over for omverdenen, overhovedet er dén måde, jeg egentlig er på. For jeg er og har altid været skide god til at tilpasse mig alt afhængigt af, hvilke personer jeg er sammen med, og hvilken situation, vi befinder os i. Og det kan da også være ganske gavnligt til en vis grad. Men hvis man gør det HELE tiden igennem det meste af sit liv, så tror jeg, man ender ud med en ret forvrænget og måske ikke-eksisterende selvopfattelse.

Generelt har jeg brugt ret mange år af mit liv på at forsøge at lave om på mig selv for at blive én, jeg troede, andre kunne lide. Og det har sgu skabt en del forvirring over, hvem jeg i grunden er. Hvad jeg godt kan lide, og hvilken holdning jeg overhovedet har til forskellige ting. Jeg gemmer mig ikke længere bag en spiseforstyrrelse, men jeg har helt klart “taget skade” af at bruge så meget energi på at “undertrykke”, “lave om på” og “passe ind”. For jeg aner seriøst ikke, hvornår jeg er mig, og hvornår jeg bare tilpasser mig.

Så for at være helt ærlig, så kunne jeg godt lige bruge nogle ekstra år her i 20’erne på at finde ud af mig selv. Jeg er godt klar over, at det er en længerevarende proces, og mange siger, at man kan fortsætte med at blive klogere på sig selv gennem resten af livet. Jeg havde nok bare ønsket, at jeg var lidt mere sikker på mig selv, end jeg er på nuværende tidspunkt. Jeg vil gerne kunne være mig selv med alt, hvad det indebærer, og være mere ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg vil være mere til stede i nuet og kunne NYDE livets små øjeblikke… og det er simpelthen for svært, når man skal bruge kræfter og energi på hele tiden mærke efter, hvad den anden/andre tænker og synes om én.

Jeg må nok erkende, at fordi det her med at ændre og tilpasse mig er noget, jeg helt automatisk har gjort, siden jeg var ganske lille, kræver det flere års arbejde end det her ene, jeg har tilbage i mine 20’ere. Det bliver jeg nødt til at acceptere. Men jeg vil gå i gang med det samme med at udforske mig selv. Jeg vil øve mig i at mærke efter og begynde aktivt at tage stilling til, hvad jeg synes om forskellige ting, og hvilke værdier jeg har/står for. Og når jeg er sammen med andre, vil jeg prøve at tage det lidt mere afslappet og se, om jeg kan skrælle lidt af den facade af, som jeg tror jeg sætter op. Hvem ved, måske finder jeg ud af, at hende inden under ikke er helt så skræmmende, som jeg eller har ladet mig bilde ind.

Det var lige lidt tanker om dét at blive et år ældre. Måske du kender til nogle af de tanker/usikkerheder jeg har omkring det?

Jeg har taget navneforandring

I har måske bemærket, at bloggen har skiftet navn fra det tidligere By Louise L til Louise Sophia. Og forklaringen er ret ligetil – jeg har nemlig taget navneforandring og kan dermed ikke længere kalde mig for Louise L men rettere Louise S, fordi jeg har taget N’s efternavn. Samtidig har jeg tilføjet et mellemnavn – Sophia – samme navn, som vores datter Ellie er blevet døbt. Ergo hedder bloggen nu Louise Sophia.

Det var egentlig en ret impulsiv beslutning, som jeg tog et par uger inden Ellies dåb. Jeg har ellers hele tiden sagt, at det ikke betød noget for mig, at hun ikke kom til at hedde det samme som mig, da jeg alligevel regner med, at N og jeg en dag skal giftes en dag. Og dog… var det som om, da vi kom tættere på, at det faktisk betød noget alligevel… Ikke så meget dét, at hun får mit oprindelige efternavn, men at jeg deler samme efternavn med hende. Derfor valgte jeg at skifte navn og deler nu BÅDE mellemnavn og efternavn med vores datter.

Årsagen til valget af mellemnavn skal ikke findes i nogen familie- eller historiemæssig sammenhæng. Det har bare hele tiden været et ønske fra min side, at Ellie skulle have et mellemnavn, som ikke skulle være et af vores efternavne men i stedet et selvvalgt ét – af den simple grund, at vi så kunne finde et, der går fint i spænd med hendes for- og efternavn, og som generelt bare er et navn, jeg/vi godt kan lide. På N’s side har de et mellemnavn, som går igen hos kvinderne, og denne “fremgangsmåde” er jeg faktisk ret vild med. Oprindeligt ville jeg også gerne have haft dette navn til at gå igen hos vores datter. Problemet er bare, at navnet ikke lyder godt i forlængelse af det navn, vi har valgt til hende. Og tro mig, det var ikke nogen nem opgave at blive enige om et fornavn! Jeg forsøgte ellers LÆNGE og IHÆRDIGT at overbevise N om det navn, som sted højest på min ønskeliste, nemlig Nora – en kamp som jeg til sidst måtte opgive. Han var ikke til at rokke ud af stedet!

Så kunne man måske tænke, at Ellie da bare kunne hedde Nora til mellemnavn, meeeen nej… N bryder sig VIRKELIG ikke om det! Og selvom han har ladet det være helt op til mig at finde et mellemnavn, er han altså ikke helt ligeglad med, om det indebærer Nora eller ej. Valget endte i stedet med at falde på Sophia, som er et navn, jeg altid har været ret vild med, og som jeg samtidig synes passer rigtig godt ind.

I det hele taget er jeg SÅ glad for det navn, vi har valgt til hende. Og selvom det ikke endte med at blive det fornavn, jeg først havde haft i tankerne, så kunne det ikke være mere rigtigt til vores datter – vores vidunderlige, smukke, dejlige Ellie.

Vi er godt klar over, at vi ikke ligefrem har valgt det nemmeste navn at stave til Ellie, og derfor har jeg også for nyligt tilføjet dette navneskilt på væggen over en kommode på hendes værelse. Bogstaverne, som er lavet i egetræ, er købt på på Villavejen.com, hvor jeg også tidligere har købt et par ting, heriblandt et navneskilt til Ellies dør og et sløjfe-formet spejl til at hænge over puslebordet (er på tilbud lige nu) .

Sæt pris på de små ting og lev i nuet ♡♡♡

I dag vil gerne rette fokus på dét der med lige at huske engang imellem at værdsætte de små ting i livet. Jeg synes nemlig selv ret hurtigt, at hverdagen kan gå hen og blive forhastet og triviel. Jeg har en tendens til bare at skøjte hen over dagene med et alt for stort fokus på alle de ting, der skal eller bør gøres og er ofte meget styret af lange huskelister. Selv på de dage, hvor jeg ikke har noget planlagt på forhånd og et eller andet sted også mærker en lyst til bare at slappe af og hygge mig derhjemme, ender jeg ofte med at rende rundt og ordne alt muligt eller lave en eller anden aftale, fordi jeg har så afsindigt dårlig samvittighed over aldrig mere at have tid til at ses med mine veninder.

I det hele taget er det ret sjældent efterhånden, at jeg kan finde roen i mig selv til at sidde ned og fx se et afsnit serie, fordi jeg får dårlig samvittighed af at tænke på alle de ting, jeg burde lave… Dermed ikke sagt at jeg aldrig hviler mig. Jeg får mig ofte – helst hver dag – en eftermiddagslur eller bruger en times tid i sengen, hvor jeg ligger med min computer. Problemet er bare, at min hjerne aldrig står stille (og det er altså IKKE for blære mig! wink). Ofte ligger jeg i virkeligheden bare og tilføjer ekstra punkter til min liste, fordi det er, når jeg slapper af, at min hjerne lader til at arbejde allerhårdest og kommer på tusindvis af idéer og forslag til, hvad jeg kan gå i færd med, når min såkaldte “afslapningstid” er forbi.

Det er, som om jeg lider en eller anden konstant præstations-søgen, som simpelthen ikke tillader mig at slappe af og Gud-forbyde-det rent faktisk få held med at tømme mit hoved for tanker og planer. Okay, det er faktisk ikke engang løgn, eftersom lige netop dét er en af hovedessenserne i min diagnose – MEN jeg tror nu langt fra jeg er helt alene om at have det sådan.

Vi har jo alle en hverdag, hvor mange ting skal passes og nås, og det KAN være svært lige at stoppe op og tænke over nogle af de små forbigånde øjebkikke, man oplever, som rent faktisk HAR en større betydning. Og hvor mange gør i virkeligheden også det? Det er jo ikke, fordi man pludselig stopper op midt i en handling og tænker over, hvor glad man er for at være i live i præcist det øjeblik. Okay, det kan da godt være, at nogle mennesker gør det, men for mit vedkommende er det kun i de allersjældneste øjeblikke, jeg mærker en glæde så enorm, at denne tanke overhovedet opstår.

De to opfordringer i overskriften kunne ikke være meget mere kliché. Men det er jo for dælen da rigtigt! Vi SKAL huske at sætte pris på de små ting og leve i nuet. Det er nu, vi er her. Det er nu, vi lever. Og det er ikke, fordi vi hele tiden skal stoppe op og bruge 10 minutter på en indre takketale til Gud eller hvem end vi nu har lyst til at takke for vores liv, og de gode ting, vi har. Det handler egentlig bare lidt om at skærpe sit mindset til at lægge mere mærke til nogle af de ting, der sker i nuet og VIRKELIG mærke det, når noget føles godt. For bare ved at have sin opmærksomhed mere skærpet mod disse ting, tror jeg også automatisk, det bliver nemmere at MÆRKE, når noget føles godt. Men hvis vi hele tiden er styret af en samvittighedsfuld indre stemme og lange-to-lister og dermed hele tiden mentalt befinder os i fremtiden, kan det altså ikke lade sig gøre…

Det var lidt af mine dybere tanker på denne godt nok lidt kedelige grå fredag (i hvert fald hvad vejret angår) – og jeg må da også indrømme, at det indeni også godt kan føles lidt gråt lige nu. Jeg har en træls opgave hængende over hovedet til på mandag, så det kan godt være lidt svært at finde begejstringen og glæden frem i dette øjeblik. Men fx lige nu hvor jeg sidder med en kop kaffe og filosoferer en smule over dette indlæg – ja det er jo faktisk netop et af de øjeblikke, der bør sprøjtes glimmer på (som kære Hella så fint beskriver det).

Jeg håber, du får en skøn weekend med masser af strålende glimmer-øjeblikke♡

Jeg kunne ikke være mere lettet♡

ENDELIG…!!! Endelig blev det tid til min sidste omgang laserbehandling. Jeg kan ikke beskrive min lettelse over, at det endelig snart er slut. Det er efterhånden 3 år siden jeg fik min første behandling med CO2 fraktioneret laser, og siden da er det blevet til 6 behandlinger i alt! Hver gang efterfulgt af en længerevarende helingsproces, herunder flere dage som et omvandrende trafikoffer (se billeder her).

Bevares, det er noget, jeg har valgt at få gjort af min egen fri vilje. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke har været opslidende og hårdt – mest af alt mentalt. Hele den langvarige proces op til behandlingen, som bestod af årevis af mislykkede forsøg med forskellige behandlinger og produkter til mange tusind kroner (hør mere om det i videoen her), og selve processen med behandlingerne, de efterfølgende dage og ventetiden (sommertider mere end et halvt år) frem til næste behandling, har virkelig krævet sin tålmodighed… En evne, som jeg besidder i ualmindelig lille grad!

Jeg kan derfor næsten heller ikke begribe, at i dag var sidste gang. Ikke flere laserbehandlinger til mig… Jeg er færdig… FINITO! Det er befriende på SÅ mange måder! Nu har det varet ved i så mange år, og langt om længe kan jeg nu sætte et punktum efter det. Jeg er langt fra færdig med at kæmpe med min hud, og jeg vil selvfølgelig fortsat gøre ALT, hvad jeg kan for at pleje og passe godt på den. Men jeg kan ikke gøre mere for mine ar.

Og nu til det spørgsmål, som sikkert presser sig på hos de fleste; Er min hud blevet pænere efter behandlingerne? JA, det er den faktisk. Er den blevet fri for ar? NEJ, dem er der stadig MANGE af. MEN… Er jeg glad og tilfreds med resultatet indtil videre (mangler jo stadig at hele op efter behandlingen i dag)? Ja, det er jeg. Jeg er i hvert fald indstillet på, at nu er det sådan det er! Der er ikke mere at gøre… Jeg har gjort, hvad jeg kunne for nu. Og min hud ER jo blevet pænere og mere ensartet i forhold til udgangspunktet. Arrene er blevet betydligt mindre synlige end før, og eftersom jeg nærmest allerede på forhånd havde opgivet troen på nogensinde at få en pænere hud, kan jeg jo kun sige, at jeg er glædeligt overrasket over resultatet.

Jeg ville selvfølgelig ØNSKE, at der fandtes en mirakelkur, så min hud bare kunne blive fin og glat igen, som var jeg stadig 14. Men det gør der altså bare ikke, og sådan kommer min hud aldrig til at se ud. Det kan være hårdt at acceptere, især når man et eller andet sted ikke synes, man har fortjent at ende ud med en så ødelagt hud, som min er/har været. Men trods alt er jeg glad for, at jeg fandt en behandling, som har afgrænset problemet og gjort det nemmere for mig at føle mig bare en smule tilpas i min egen hud. En kamp, som jo lige så meget som det fysiske, også har handlet om, at jeg på det mentale plan har måttet arbejde for at acceptere og anerkende den person, jeg er på indersiden af min arrede hud.

Ingen af os er perfekte. Og min hud er bestemt slet ikke! Og nogle gange må jeg virkelig huske at minde mig selv om, at jeg indeni er et godt menneske, og at min hud jo selvfølgelig intet siger om, hvem jeg er, og hvorvidt jeg er god eller pæn nok. Vi er ALLE præcist, som vi skal være, men dermed ikke sagt, at vi ikke godt kan ønske os noget anderledes ved os selv, og at det i en vis grad også er okay at bestræbe dette. Så længe det ikke volder dig mere skade, end det gør gavn selvfølgelig!

Derudover vil jeg også gerne tilføje, at selvom du måske sidder og tænker “hvor er det dog åndssvagt at gå så meget op i sin hud, hun så sikkert også pæn ud før”, så vil jeg gerne lige påpege, at selvom det ikke nødvendigvis er/var noget andre lagde mærke til eller overhovedet tænkte over før i tiden, medmindre jeg påpegede problemet for dem, er det ikke desto mindre noget, som for MIG har haft en KÆMPE betydning og været en enorm hæmsko i mit liv. Derfor har det også været enormt vigtigt for mig at gøre så meget som muligt for at forsøge at mindske problemet, således at jeg kunne få det bedre med min hud.

Jeg VED godt, at der ikke er lighedstegn mellem at SE pæn ud og HAVE det godt indvendigt. Men vi kan bare heller ikke undslippe, at udseende og i særlig grad udstråling betyder noget i dag. Og min udstråling før var bestemt ikke én, der strålede af selvtillid og glæde. Og den har jeg i hvert fået meget mere af, efterhånden som mine ar er blevet mindre synlige – både for omverdenen og for mig selv.

Hatten af for dig, hvis du har læst med helt til slutningen. Og så håber jeg ellers bare, at du får en fabelagtig onsdag. Masser af tanker og kram fra det omvandrende trafikuheld♡

Lige til sidst et billede af, hvordan vi virkelig kan manipulere med virkeligheden via filter og redigering. Ville ofte ønske, der fandtes et filter for virkeligheden. Men det GØR der altså ikke! Og min hud VIL aldrig blive som billedet til venstre.

En taknemmelig jul

Julen i år har været indbringende. Og med det, mener jeg ikke kun i form af gaver (de er selvfølgelig en lækker bonus at få), men særligt i form af betydningfulde stunder sammen med dem, jeg holder af. Jeg har været til forskellige julearrangementer, haft glædeligt gensyn med flere af mine veninder, og så har jeg hygget i stor stil herhjemme sammen med N. Tiden er fløjet afsted… Nu er julen allerede forbi, nytåret er fuld gang med at blive skudt igang, og jeg skal i skole igen allerede i overmorgen.

Jeg føler mig egentlig sket ikke klar til det, for jeg føler slet ikke, jeg er færdig med at julehygge og gå rundt i nattøj det meste af dagen uden at foretage mig det store. Desværre kan vi jo ikke standse tiden (selvom det godt nok ville være en lækker magisk superkraft at besidde), og julen kommer jo heldigvis igen til næste år. Og den ville ligesom heller ikke være noget særligt, hvis den bare varede ved i én evighed… men alligvel, et par dage mere ville ikke have gjort mig noget.

Om ikke andet kan jeg se tilbage på en jul med masser af kærlighedsfyldte stunder med familie og venner, og den glæde, det har givet mig, vil jeg tage med mig ind i det nye år. Jeg vil gøre mit bedste for at mindes den, når det hele brænder på, og det føles som om, der slet ikke er nok timer i døgnet til at nå alt det, man så gerne vil, fordi hverdagens pligter og lektier optager al ens tid og fokus. For de dage vil der komme mange af – det ved jeg.

Jeg håber også, I andre har nydt julen og juleferien (hvis I også har været så heldige at have sådan én). Og så får I lige et lille blik på nogle af mine fine julegaver her på faldegrebet. Jeg har blandt andet fået den blødeste pelsjakke fra Zara og nogle lækre produkter fra Rituals. Har I fået nogle særligt gode gaver eller minder fra julen i år?♡