Når vægten pludselig stiger voldsomt

Efter en meget begrænset vægtstigning i løbet af graviditetens første måneder, siger vægten nu pludselig +10 kilo! Jeg nærmer mig et rundt tal, som jeg ALDRIG før har været i nærheden af. Det er gået så stærkt, at jeg næsten ikke har haft tid til at opfatte det – herunder tid til at fordøje mine tanker omkring det.

Selvfølgelig ved jeg godt, at en større vægtstigning er forventelig under en graviditet, og der er faktisk mange ting, som vejer mere, end man måske lige går og tror. Det er jo ikke alene babyens vægt på sølle 3-4 kilo ved fødslen, som du tager på. Både livmoder, fostervand, moderkage og den ekstra blodvolumen, man får i kroppen, fordi kroppen nu også skal transportere ilt og næringsstoffer til et ekstra væsen, vejer temmelig meget til sammen, faktisk ca. 5-6 kilo.

I går var vi hos lægen til 2. graviditetsundersøgelse, og det var her, jeg måtte stå ansigt til ansigt med den vægtøgning, som jeg faktisk godt vidste, havde sneget sig ind på mig. Og lad os nu bare indse det; min appetit på livet (og MAD) er temmelig stor for tiden.


Jeg må jo bare erkende, at mine handlinger har konsekvenser. Og når jeg propper mere mad i munden end vanligt, ja så sætter det sig altså – og den slags ses på vægten. Og med min sunde fornuft ved jeg også, at det KUN er til babyens og mit eget velbefindende, at det forholder sig sådan. Der er nok også en grund til, at min appetit er steget. Jeg har den indstilling til min graviditet, at min krop i virkeligheden nok skal fortælle mig, hvad jeg (og dermed baby) har brug for.

Selvfølgelig ved jeg godt, at det ikke er hensigtmæssigt fx at leve af franskrødsmadder med nutella. Men jeg så længe jeg sørger for at spise varieret og også få en masse grønt, ja så er der heller ikke noget i vejen for, at jeg tillader mig også at fråde et lille stykke/en halv othellolagkage i ny og næ.

♡♡♡

Spiseforstyrrelsens løgne og illusioner

Jeg er i øjeblikket i færd med at læse bogen “Dage uden sult” af Delphine De Vigan. Jeg plejede altid at blive ret trigget af at læse den slags bøger om spiseforstyrrelser, men nu bliver jeg nærmest bare påmindet om, hvor sindssygt langt jeg er kommet ud af min egen spiseforstyrrelse. Det samme gælder, når jeg læser mine dagbøger fra dengang, jeg var syg. Jeg kan næsten ikke genkende mig selv eller forstå, hvordan disse tanker kan have fyldt så meget i mig. Det gør mig ked af det, at jeg har spildt så mange år af min liv på noget så ubarmhjertigt og nytteløst, men på den anden side er jeg jo blevet SÅ meget stærkere på den anden side.

Jeg vil heller ikke lyve og sige, at det ALDRIG falder mig ind at gå tilbage til spiseforstyrrelsen. Jeg kan stadig godt få lyst til at tabe mig,  fordi noget i mig overbeviser mig om, at så vil jeg få det bedre. Men jeg VED også, at det er en løgn. Det, jeg savner, er ikke selve spiseforstyrrelsen og det helvede den var at leve med. Det, jeg savner, er følelsen af kontrol. Følelsen af ar være stærk, at være dygtig til noget.  Og det gode ved at have så meget erfaring med spiseforstyrrelsen efter utallige tilbagefald i de 10 år, den var til stede i mit liv, er netop, at jeg også ved, at ingen er af disse ting er ægte. Det er en illusion i mit hoved, som jeg aldrig vil kunne opnå ved et vægttab eller ved at lade mig følge af en række selvudskælende og destruktive tanker i mit hoved.

Derfor giver jeg heller ikke længere efter for trangen, når den opstår. Jeg ved godt, at den eneste vej frem – selvom livet nogle gange er svært og udfordrende – er at blive ved med at LEVE mit liv. Det hjælper IKKE at skælde mig selv ud og tro, at jeg skal lave om på noget eller opnå noget bestemt, for at få værdi. Værdien HAR jeg allerede. Og kun ved at tale POSITIVT til mig selv og springe hovedkulds ud i livets udfordringer vil jeg selv blive bevidst om min værdi og mine styrker. Det er den ENESTE vej frem og den eneste mulighed for at opnå noget nær ægte glæde i livet.

Det var lige lidt tanker fra mig på denne lørdag formiddag. Håber du får en herlig dag♡

En ny skillevej

Som det muligvis fremgår af min aktivitet på Instagram og bloggen på det seneste, så går det overordnet rigtig godt. Jeg er mindre og mindre styret af mine depressive og destruktive tankemønstre, mit sociale liv fungerer bedre end nogensinde før, og jeg har søgt ind på en ny uddannelse efter sommerferien, da jeg efterhånden føler mig klar og rask nok til at genoptage en “normal” hverdag. Og det er jo alt sammen vældig, vældig godt.

MEN… skal jeg være fuldstændig ærlig (og det mener jeg bestemt er vejen frem), så skræmmer det mig også fra vid og sans. Jeg har en enorm, dog irrationel frygt for at få det godt… for jeg har ærlig talt ikke haft så lang en god og stabil periode som denne så langt tilbage jeg kan huske. Men jeg kan jo faktisk allerbedst forholde mig til at være syge Louise… Hende der har det skidt… Hende der har brug for hjælp. Jovist jeg får stadig hjælp udefra, og den er jeg på ingen måde klar til at give slip på endnu. Men jeg kan mærke i mig selv, at jeg er under en kæmpe forandring lige nu.

Jeg står på tærsklen til det liv, jeg egentlig så længe har drømt om, og alligevel… alligevel mærker jeg frygt. For hvad ved jeg egentlig ikke. Jeg kæmper konstant for at modstå trangen til at gøre dumme, destruktive ting. Trangen efter noget at kontrollere. Måske i virkeligheden fordi jeg er så forbandet bange for snart at miste den. Bange for at jeg skal få det skidt igen…

Så på den ene side er jeg altså skide bange for at få det skidt, og samtidig er jeg også bange for at få det godt. Forvirrende at være i mit hoved?? Temmelig meget ja! Men jeg er nu stadig fortrøstningsfuld. For jeg kender denne fornemmelse fra tidligere. Sådan havde jeg det nemlig også kort tid, før jeg gav slip på de sidste rester af spiseforstyrrelsen. Og jeg modstod trangen og VANDT.

Så måske jeg bare skal se frygten som et tegn på, at jeg er på vej til at VINDE. Et tegn på at jeg endelig har noget at miste. Faktisk har jeg MEGET at miste. Og helt naturligt følger frygten derfor med. Det er en positiv og SUND frygt. Jeg må bare ikke lade den få overtaget. Den må gerne være der, jeg må GERNE føle den, men den skal IKKE styre noget i mig. 

Sidst men ikke mindst er det måske ikke så underligt, at jeg frygter det gode, fordi jeg længe har været vant til noget andet. Jeg har jo været vant til i årevis at have det skidt og være utilfreds med mig selv, så måske er grunden til, at jeg mærker denne frygt simpelthen, fordi det er ukendt territorium for mig. Jeg mangler stadig at lære at have det helt ok med, at jeg jo rent faktisk har det godt. Jeg er dog ret overbevist om, at det nok skal lykkes mig.

Jeg ved ikke, hvorvidt andre end mig vil kunne drage nytte af dette indlæg. Men i hvert fald føles det rart at få luftet mine tanker. Og ved at italesætte den her frygt gør jeg netop det modsatte af, hvad den ellers forsøger at få mig til. I stedet for at skubbe denne væk vælger jeg nemlig herved at ACCEPTERE den. Og dette må siges at være en langt bedre og mere brugbar teknik end at forsøge at holde den nede gennem kontrol eller bruge den som en undskyldning for at destruere tingene for mig selv. De ting, som ellers netop går så godt.

Og i tilfælde af at du rent faktisk KAN genkende noget af denne frygt, jeg skriver om, så vil jeg bare sige til dig, at du endelig må hænge i. Frygten kan være et tegn på, at du er på vej videre. Og selvom det kan være hårdt og angstprovokerende, må du holde fast i troen på, at DU fortjener det gode! For det GØR du! Og det skal frygten (eller nogen andre tanker i dit hoved for den sags skyld) IKKE ødelægge for dig.

Tak til søde dig fordi du læser med♡

Mange kilo lettere

At stå på en strand foran hundredvis af mennesker og posere for at kamera og i en lidt “vovet” bikini er ikke noget, jeg ville have turde gøre tidligere. Men igennem de seneste år og faktisk især det seneste halve år af mit liv har jeg rykket mig et GIGANTISK stykke i forhold til min egen kropsaccept. Og den er ikke kommet af, at jeg har brugt tusindvis af timer i fitnesscenteret eller spist en særlig kost for at få det godt med den. Tværtimod har jeg det seneste halve år SLET ikke hverken trænet, løbet en eneste tur eller spist hverken restriktivt eller kastet op. Jeg har spist LIGE, hvad jeg har haft lyst til. Jeg har lyttet til min krops behov (og mange gange bukket under for min utrolige chokoladetrang).

Men jeg ser det på ingen måde som en svaghed. Det er en STYRKE – især i det pressede samfund vi lever i. Misforstå mig ikke, jeg savner at løbe og være fysisk aktiv, og jeg er sikker på, at motivationen og lysten nok skal komme helt naturligt igen. Men det seneste halve år har jeg arbejdet MEGET mere fokuseret på at lære MIG – Louise på indersiden – at kende og på at acceptere alle mine sider (positive OG mindre positive). Og helt naturligt har denne accept af mig selv også skabt en langt større kontakt til og accept af den krop, jeg bor i. Jeg kan blive rørt ved og nusset alle de steder, jeg førhen plejede at væmmes ved.

Jeg plejede at HADE at blive opmærksomgjort på min egen krop – især hvis jeg lige havde spist eller ikke havde trænet i et længere stykke tid. Og hvor er det dog trist at vide, hvor mange andre end jeg, der kæmper med deres egen kropsaccept og slet ikke føler sig hjemme i deres kroppe. Og hvor ville jeg ønske, jeg kunne give dem bare en lille forsmag på, hvordan det føles at give slip på alle forestillingerne om, hvordan de bør se ud, hvad de bør spise, og hvor meget de bør træne, for at gøre sig fortjent til følelsen af at være tilpas i deres egen krop. En krop, som de vel og mærke skal leve i resten af livet. For det ER sgu bare dejligere at føle sig fri for alle de tyngende og destruktive forestillinger. Man føler sig bogstaveligt talt som et LETTERE menneske.

Masser af kropspositivisme og kærlighed ud til jer alle♡

Skammer jeg mig over min krop?

Med det lækre vejr vi har haft på det seneste, er det jo faktisk allerede blevet bikini-tid, og for mange er det nok noget at det mest angstprovokerende ved sommeren at skulle vise sin krop frem i fuld offentlighed med kun et lille stykke stof at skjule sig bag. Personligt er det ikke noget, der længere påvirker mig særlig meget, men sådan har det bestemt ikke altid været!

Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ligger skjul på, at jeg i mange år havde en spiseforstyrrelse. Den var en stor del af mit liv igennem næsten 10 år og har dermed også i høj grad været med til at forme den person og de holdninger om motion, sundhed, krop og mad, som jeg er og har i dag.

At føle mig tilpas i min egen krop har bestemt ikke altid været en af mine stærke sider – rettere det modsatte. Jeg afskyede den. Selv da jeg vejede tæt på de 4o kilo, så jeg mig selv som tyk. Et forskruet kropsbillede er typisk noget, man ser hos spiseforstyrrede – men i den grad også i en stor del IKKE-spiseforstyrrede.

Faktisk oplever jeg, at MANGE omkring mig ser negativt på deres kroppe og kæmper en daglig kamp for at ændre den. De vil så gerne tabe sig lidt, opbygge større muskler eller fjerne den der trælse delle på maven – ikke at der er noget forkert i at ønske og efterstræbe dette.

Men hvis du går og tror, at du vil blive lykkelig af, at vægten viser et lavere tal eller du opnår en fladere mave, så bliver du nok skuffet. Selvfølgelig kan det godt have en vis indvirkning på din fysiske velvære, men det positive syn på din krop kommer ikke krybende af sig selv.

De fleste af os har alt for travlt med at fokusere på det negative ved os selv. Vi skammer os over ikke at have den perfekte krop, måske fordi samfundet og medierne har bildt os ind, at vi sagtens kan opnå den perfekte, slanke krop gennem den rette mængde motion og den helt rigtige næring.

Men som jeg også har nævnt før, så er sundhed en individuel ting, og det handler om både at have det fysisk godt men også det mentale billede man har af sin krop og sig selv generelt.

Én af de ting, som for mig afspejler sundhed er at kunne føle sig tilpas i egen krop. Og det er altså ikke noget, jeg har fået ud af den blå luft. Jeg har kæmpet for det – kæmpet for at finde mig til rette i min krop. Og med stolthed kan i dag sige, at jeg IKKE skammer mig over min krop. Jeg er rent faktisk STOLT af den. Alligevel mærker jeg faktisk en vis tilbageholdenhed i at skrive dette. For kan man virkelig tillade sig at være stolt af din egen krop?

SELVFØLGELIG kan man det! Der er intet galt i at være stolt af sin krop – uanset vægt, størrelse, om du har sixpack eller store elskovshåndtag – så længe man er god mod den og fodrer den med en passende mængde næring og motion. Det handler om, at DU skal have det godt i den krop, du ejer, og hvad andre siger eller tænker om dig bør ikke være den faktor, der bestemmer, om du føler dig tilpas eller ej.

Det er selvfølgelig ikke så sært, at du har tilegnet dig den særlige og meget UNYTTIGE evne at se det negative i alt ved dig selv. For vi er trods alt hele tiden konfronteret med andres kroppe og kan på tæt hold følge med i andres liv og hvad DE gør for at opretholde sundheden i deres hverdag.

Hvis du hele tiden sammenligner dig med andre, vil du højst sandsynligt forblive utilfreds med dit eget liv. For der vil jo altid være nogen med en mere slank og tonet krop en dig. Og alligvel betyder det jo ikke, at de er mere lykkelige.

Heldigvis synes jeg, at der er ved at ske en positiv ændring i synet på krop og sundhed, og det, der førhen var opstillet som det perfekte billede af den perfekte krop, er ved at blive udvisket. Jeg er VILD med, at ord som KROPSPOSITIVISME og KROPSAKTIVISTER har fundet sin vej ind gennem mylderet af vægttabs- og sundhedsråd vi ellers belemres med dagligt.

Vi kan selvfølgelig ikke bare stoppe med at se på andres kroppe. Én ting du kan gøre er dog at være påpasselig med, hvem du følger på sociale medier og de indtryk du vælger at udsætte dig selv for. Det er klart, at du ikke kan bestemme ALT, hvad der finder vej ind i din bevidsthed, men du kan trods alt godt vælge at lukke øjnene for alle disse sundhedspækkede de råd og i stedet for arbejde på at finde ud af, hvad der virker for DIG, og hvordan du får det bedst muligt i din egen krop.

Det er i hvert fald super vigtigt at passe på sig selv, udvælge sine daglige indtryk via sociale medier med omhu og sidst men ikke mindst øve sig i at tale PÆNT til og om sig selv og sin krop.