Når livet tager en uventet drejning♡

Efter laaang tids fravær på bloggen og begrænset aktivitet på de sociale medier, vil jeg gerne starte med at fortælle, at jeg altså stadig er her. Trods af et brændende ønske om at holde gang i bloggen og udleve den passion, jeg har for at skrive, må jeg erkende erkende, at mit fokus har været krævet andetsteds.

Der er sket MEGET det seneste års tid… faktisk så meget at det stadig ikke helt er til at forstå. Ud over at være startet på nyt (drømme)studie, er jeg også flyttet sammen med jordens dejligste kæreste, for ikke også at tale om hans dejlige datter, som er hos os flere gange ugentligt samt hver anden weekend.

Og forså mig nu ret; jeg absolut ELSKER den hverdag, vi har sammen – men det har dog også betydet, at visse andre ting er blevet skubbet lidt ud i periferien, fordi hverdagen som sygeplejerske-studerende og samværet med N og hans datter simpelthen er og bliver min første-prioritet. Og da begge disse ting kræver utroligt meget af mig (også selvom det er ting, jeg holder af), har det desværre betydet, at mit overskud til de fleste andre ting har været nærmest ikke-eksisterende. Og det er især gået ud over samværet med mine veninder og bloggen en del det sidste lange stykke tid.

Men jeg SAVNER det! Jeg savner VIRKELIG meget at have tid og overskud til andre ting. Jeg savner at træne, jeg savner at skrive, jeg savner at fotografere, og jeg savner at kunne ligge i sengen og bingewatche serier… Ting, som jeg førhen plejede at nyde meget af. Men det er godt nok sjældent, den slags sker nowadays. Nu føler jeg konstant, at jeg er i et kapløb med tiden om at nå alting, og jeg når det bare aldrig rigtigt. Dagene går med lektielæsning, tøjvask, rengøring og pasning af børn.

…MEN – selvom jeg savner rigtig mange ting og ville ønske, jeg havde mere tid til andet – så føler jeg mig faktisk i mit rette element. Jeg kan rent faktisk godt LIDE at ordne vasketøjet, jeg har intet imod at stå op tidligt og aflevere barn, og jeg føler mig vildt motiveret til at passe mit studie (bortset måske lige fra mandag morgen).

Det var ærlig talt nok ikke lige den hverdag, jeg havde forestillet mig for et år siden, da det hele begyndte. Og man kan i den grad vist godt sige, at mit liv har taget en uventet drejning. Men selvom jeg til tider godt kan synes, at det er PISSEhårdt, og jeg savner at have overskud til visse ting, så ville jeg på ingen måde være foruden de vidunderlige forandringer, det har bragt med sig.

Jeg er SÅ ovenud taknemmlig og lykkelig over det sted, jeg er i mit liv nu. Jeg føler oprigtig talt, at jeg er lige præcis det sted, jeg hører til. Det betyder ikke, at min diagnose forsvinder, og at jeg aldrig har noget at bøvle med. Sådan er livet jo for ingen af os. Vi har hver vores ting at bakse med. Men et liv omringet af kærlighed og mennesker, jeg holder af – inklusiv mig selv (JA, det sagde jeg lige), er præcist, hvad jeg altid har drømt om. Så kan man da vist heller ikke tillade sig at forlange mere!

I kan fremover godt forvente flere opslag på bloggen forhåbentligt også lidt flere videoer på kanalen, da jeg nu – efter at have fundet lidt mere overskud – har valgt at sætte bloggen på prioriterings-listen igen. Og så håber jeg selvfølelig bare, at der stadig er nogen af jer, som har lyst til at følge med. Men uanset om I har eller ej, så gør jeg det jo alligevel, og jeg ser mega meget frem til at forme en masse (forhåbentligt lækkert og inspirerende) indhold til bloggen over den næste tid. Håber I alle har det pisse dejligt♡

Mange kilo lettere

At stå på en strand foran hundredvis af mennesker og posere for at kamera og i en lidt “vovet” bikini er ikke noget, jeg ville have turde gøre tidligere. Men igennem de seneste år og faktisk især det seneste halve år af mit liv har jeg rykket mig et GIGANTISK stykke i forhold til min egen kropsaccept. Og den er ikke kommet af, at jeg har brugt tusindvis af timer i fitnesscenteret eller spist en særlig kost for at få det godt med den. Tværtimod har jeg det seneste halve år SLET ikke hverken trænet, løbet en eneste tur eller spist hverken restriktivt eller kastet op. Jeg har spist LIGE, hvad jeg har haft lyst til. Jeg har lyttet til min krops behov (og mange gange bukket under for min utrolige chokoladetrang).

Men jeg ser det på ingen måde som en svaghed. Det er en STYRKE – især i det pressede samfund vi lever i. Misforstå mig ikke, jeg savner at løbe og være fysisk aktiv, og jeg er sikker på, at motivationen og lysten nok skal komme helt naturligt igen. Men det seneste halve år har jeg arbejdet MEGET mere fokuseret på at lære MIG – Louise på indersiden – at kende og på at acceptere alle mine sider (positive OG mindre positive). Og helt naturligt har denne accept af mig selv også skabt en langt større kontakt til og accept af den krop, jeg bor i. Jeg kan blive rørt ved og nusset alle de steder, jeg førhen plejede at væmmes ved.

Jeg plejede at HADE at blive opmærksomgjort på min egen krop – især hvis jeg lige havde spist eller ikke havde trænet i et længere stykke tid. Og hvor er det dog trist at vide, hvor mange andre end jeg, der kæmper med deres egen kropsaccept og slet ikke føler sig hjemme i deres kroppe. Og hvor ville jeg ønske, jeg kunne give dem bare en lille forsmag på, hvordan det føles at give slip på alle forestillingerne om, hvordan de bør se ud, hvad de bør spise, og hvor meget de bør træne, for at gøre sig fortjent til følelsen af at være tilpas i deres egen krop. En krop, som de vel og mærke skal leve i resten af livet. For det ER sgu bare dejligere at føle sig fri for alle de tyngende og destruktive forestillinger. Man føler sig bogstaveligt talt som et LETTERE menneske.

Masser af kropspositivisme og kærlighed ud til jer alle♡

Skammer jeg mig over min krop?

Med det lækre vejr vi har haft på det seneste, er det jo faktisk allerede blevet bikini-tid, og for mange er det nok noget at det mest angstprovokerende ved sommeren at skulle vise sin krop frem i fuld offentlighed med kun et lille stykke stof at skjule sig bag. Personligt er det ikke noget, der længere påvirker mig særlig meget, men sådan har det bestemt ikke altid været!

Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ligger skjul på, at jeg i mange år havde en spiseforstyrrelse. Den var en stor del af mit liv igennem næsten 10 år og har dermed også i høj grad været med til at forme den person og de holdninger om motion, sundhed, krop og mad, som jeg er og har i dag.

At føle mig tilpas i min egen krop har bestemt ikke altid været en af mine stærke sider – rettere det modsatte. Jeg afskyede den. Selv da jeg vejede tæt på de 4o kilo, så jeg mig selv som tyk. Et forskruet kropsbillede er typisk noget, man ser hos spiseforstyrrede – men i den grad også i en stor del IKKE-spiseforstyrrede.

Faktisk oplever jeg, at MANGE omkring mig ser negativt på deres kroppe og kæmper en daglig kamp for at ændre den. De vil så gerne tabe sig lidt, opbygge større muskler eller fjerne den der trælse delle på maven – ikke at der er noget forkert i at ønske og efterstræbe dette.

Men hvis du går og tror, at du vil blive lykkelig af, at vægten viser et lavere tal eller du opnår en fladere mave, så bliver du nok skuffet. Selvfølgelig kan det godt have en vis indvirkning på din fysiske velvære, men det positive syn på din krop kommer ikke krybende af sig selv.

De fleste af os har alt for travlt med at fokusere på det negative ved os selv. Vi skammer os over ikke at have den perfekte krop, måske fordi samfundet og medierne har bildt os ind, at vi sagtens kan opnå den perfekte, slanke krop gennem den rette mængde motion og den helt rigtige næring.

Men som jeg også har nævnt før, så er sundhed en individuel ting, og det handler om både at have det fysisk godt men også det mentale billede man har af sin krop og sig selv generelt.

Én af de ting, som for mig afspejler sundhed er at kunne føle sig tilpas i egen krop. Og det er altså ikke noget, jeg har fået ud af den blå luft. Jeg har kæmpet for det – kæmpet for at finde mig til rette i min krop. Og med stolthed kan i dag sige, at jeg IKKE skammer mig over min krop. Jeg er rent faktisk STOLT af den. Alligevel mærker jeg faktisk en vis tilbageholdenhed i at skrive dette. For kan man virkelig tillade sig at være stolt af din egen krop?

SELVFØLGELIG kan man det! Der er intet galt i at være stolt af sin krop – uanset vægt, størrelse, om du har sixpack eller store elskovshåndtag – så længe man er god mod den og fodrer den med en passende mængde næring og motion. Det handler om, at DU skal have det godt i den krop, du ejer, og hvad andre siger eller tænker om dig bør ikke være den faktor, der bestemmer, om du føler dig tilpas eller ej.

Det er selvfølgelig ikke så sært, at du har tilegnet dig den særlige og meget UNYTTIGE evne at se det negative i alt ved dig selv. For vi er trods alt hele tiden konfronteret med andres kroppe og kan på tæt hold følge med i andres liv og hvad DE gør for at opretholde sundheden i deres hverdag.

Hvis du hele tiden sammenligner dig med andre, vil du højst sandsynligt forblive utilfreds med dit eget liv. For der vil jo altid være nogen med en mere slank og tonet krop en dig. Og alligvel betyder det jo ikke, at de er mere lykkelige.

Heldigvis synes jeg, at der er ved at ske en positiv ændring i synet på krop og sundhed, og det, der førhen var opstillet som det perfekte billede af den perfekte krop, er ved at blive udvisket. Jeg er VILD med, at ord som KROPSPOSITIVISME og KROPSAKTIVISTER har fundet sin vej ind gennem mylderet af vægttabs- og sundhedsråd vi ellers belemres med dagligt.

Vi kan selvfølgelig ikke bare stoppe med at se på andres kroppe. Én ting du kan gøre er dog at være påpasselig med, hvem du følger på sociale medier og de indtryk du vælger at udsætte dig selv for. Det er klart, at du ikke kan bestemme ALT, hvad der finder vej ind i din bevidsthed, men du kan trods alt godt vælge at lukke øjnene for alle disse sundhedspækkede de råd og i stedet for arbejde på at finde ud af, hvad der virker for DIG, og hvordan du får det bedst muligt i din egen krop.

Det er i hvert fald super vigtigt at passe på sig selv, udvælge sine daglige indtryk via sociale medier med omhu og sidst men ikke mindst øve sig i at tale PÆNT til og om sig selv og sin krop.

Forkert, utilstrækkelig og aldrig god nok

I mit indlæg i går skrev jeg lidt omkring den stræben efter det perfekte, som mange af os efterlever, fordi vi fejlagtigt tror, at vi gennem opnåelsen af en masse ydre kriterier – fx den perfekte krop, et flot udseende, høje karakterer, en høj løn etc – vil blive mere velset i andres øjne. Og i virkeligheden fandt jeg frem til, at det handler meget mere om, at vi skal finde ind til kernen og accepten af os selv, end det er noget, vi vil kunne finde igennem vores ydre handlinger og omverdenens accept af os… for så kommer vi til at lede for EVIGT!

Men jeg tror alligevel, de fleste eller i hvert fald mange af os har oplevet den her følelse af ikke at “være nok”. At være god nok, dygtig nok, pæn nok, sund nok, sjov nok, spændende nok etc. Måske i virkeligheden fordi vi lever i en form for sammenligningskultur, hvor vi hele tiden konfronteres af andre og deres liv – særligt igennem de sociale medier – og derfor har svært ved at undgå at måle os selv i forhold til dem.

Jeg kan oprigtig talt ikke huske en tid, hvor jeg IKKE har følt mig forkert og utilstrækkelig. Og for at få følelsen til at gå væk har jeg gjort ALT i min magt for at modbevise den. Jeg har fulgt alle reglerne, fået de gode karakterer, behandlet andre pænt og forsøgt ikke at skille mig for meget ud. Jeg har kort fortalt forsøgt at overbevise både andre og mig selv om, at jeg er “normal” – at jeg IKKE er forkert.

Men det fik aldrig følelsen til at gå væk. Og den er der stadig. På trods af at jeg med AL min fornuft godt kan se, at jeg ER et værdigt menneske, og at jeg ligesom andre mennesker fortjener gode ting. Jeg har stadig dage, hvor jeg føler mig forkert, anderledes, ikke værdig…

31358034_10156474454975209_7502268071709507584_n

I virkeligheden ved de fleste af os også godt, at det ikke at sundt at sammenligne os selv med andre. For det nytter ikke noget, at vi går og banker os selv i hovedet ikke at være som eller have de samme ting som andre. Og netop derfor er jeg også meget fortaler for, at vi skal være meget bevidste i vores valg i forhold til, hvem vi følger på de sociale medier og dermed hvilke indtryk vi udsættes for, hver gang vi logger på.

Vi kan selvfølgelig ikke undgå at blive udsat for situationer, der gør os usikre, og hvor vi har mulighed for at sammenligne os med andre. Så ville vi jo skulle rende rundt med bind for øjnene bag lukkede døre hver evig eneste dag. Det altafgørende for at kunne få et godt forhold til sig selv er i mine øjne, at man arbejder på at ACCEPTERE hvad er og ikke kan ændres.

Og så er det vigtigt, at vi giver os selv credit.. ROS dig selv for alt det gode, DU gør og de gode egenskaber, DU har. Det kan selvfølgelig være en temmelig krævende opgave at skulle, hvis man ikke rigtig føler, der er noget godt at udpege. For det i sig selv er også en læringsproces. Det tager tid – men det kan rent faktisk godt lade sig gøre at være stolt af sig selv og være glad for det, man har.

Jeg tror ikke, jeg kommer til nogensinde at slippe helt for den her følelse af at være forkert. Jeg tror til gengæld, at jeg kan blive stærk nok til at modargumentere den, når den bliver for dominerende. Jeg er allerede godt i gang. Men man skal nok også huske, at det altså ikke sker over én dag, en måned eller et år.

Én ting er helt sikkert; du får det ikke bedre af at synke ned i din egen selvmedlidenhed og være bitter over alt det, som andre har, og som du ville ønske, du havde. Og hvis du i forvejen føler dig “forkert” eller utilstrækkelig, bør du passe på med, hvad du “fodrer” denne følelse med. Lad være med at tage alt, hvad andre siger som negative hentydninger, men forsøg i stedet at modarbejd de negative tanker, som de generer. Stil spørgsmålstegn ved dem. Vurdér om der overhovedet er noget belæg for de negative tanker, eller om de måske i virkeligheden er opdigtet af dig selv, fordi du ikke føler dig “nok” eller “tilstrækkelig”.

Det handler meget om at arbejde med sine tanker omkring sig selv. For at øge din modstandskraft over for utilstrækkeligheds-følelsen er det vigtigt, at du fodrer din hjerne med positive tanker og ord om dig selv. Det er den indre kærlighed til dig selv, der er allervigtigst, så du kan faktisk få alle de rosende ord i verden fra andre, men hvis ikke du føler det indeni, kommer du ALDRIG til at føle dig mere værd eller god nok.

Så det bedste vi kan gøre for os selv er vel i grunden at gøre op mod de negative og svære tanker, som vi hver især sikkert oplever af og til. Lad dem ikke styre dig men sæt spørgsmålstegn ved dem. Er der overhovedet hold i dem? Og hvis der endelig er, så lad være med at bank dig selv i hovedet, men gør noget for at ændre det. Og sidst men ikke mindst; forglem ej de rosende ord til dig selv og til andre! Tillad at give dig selv lidt kærlighed♡

Perfektionisme når det er værst

I aften ruller sidste afsnit af DR3’s programserie “De perfekte piger” over skærmen. Her kommer vi helt tæt ind under huden på 4 unge piger, der alle kæmper med ekstremt lavt selvværd og angst for ikke at kunne leve op til samfundets idealer om præstationer og skønhed.

4ec9ef91-9f08-4dae-9a7d-08293d7c6bda

I virkeligheden afspejler serien en masse problematikker, som MANGE unge kæmper med – inklusiv mig selv. Jeg kan nikke genkendende til SÅ mange af de usikkerheder og svære tanker omkring dem selv og deres eget værd, som pigerne oplever. Tanker, som desværre hindrer dem i at føle sig tilpas i dem selv og deres kroppe, og i det hele taget er en hæmsko for dem i at udnytte deres fulde og fantastiske potentiale.

Noget af det, som pigerne især kæmper med, er deres ekstreme behov for at kontrollere og afspejle et perfekt billede udadtil, mens de i virkeligheden faktisk har nogle svære tanker om dem selv indeni. Og ved at gå i det rigtige tøj, få høje karakterer og gøre alle de “rigtige” ting udadtil forsøger de at dulme de her svære følelser, som i virkeligheden bare vokser sig større, fordi det handler om noget helt andet og dybereliggende.

Så i stedet for at få det bedre, får pigerne det faktisk bare værre med dem selv i takt med, at de ikke føler, de kan leve op til de krav, som de oplever fra deres omverden, og som de samtidig opsætter for dem selv, fordi de tror, at de er afgørende for, at de kan tillade sig at have det godt.

Jeg har selv arbejdet rigtig meget med mine egne tanker i forhold til mig selv og udfordret mig selv, fordi det har været nødvendigt for, at jeg kunne bryde op med det selvsaboterende mønster, jeg var fastlåst i – lidt ligesom pigerne gør i programmet, hvor de hver uge skal give sig selv en udfordring for at modstille sig deres behov for kontrol og perfektionisme og ekstreme krav til sig selv.

Jeg er vildt imponeret over den udvikling pigerne hver især gennemgår, og jeg tror altså (desværre), at RIGTIG mange andre kan spejle sig i disse udfordringer og tage ved lære af de ting, som pigerne opdager om dem selv og deres omverden gennem programmerne.

Men præcist derfor er jeg også vildt glad over, at DR3 har valgt at sætte tage dette svære emne op… For det giver først og fremmest et virkelig godt indblik i, hvordan vi – hvis vi ikke gør noget for at stoppe det – kan gå og bilde os selv en masse ting ind og forsøge at leve op til en masse krav, som i virkeligheden er nogle vi selv har skabt frem for nogle, vi rent faktisk SKAL eller BØR leve op til.

Det handler, som pigerne også opdager, rigtig meget om at finde en balance i sig selv og lære, hvad der gavner DIG og IKKE gavner dig i forhold til at få det bedst muligt med dig selv og menneskerne omkring dig – UDEN hele tiden at skulle opstille en facade udadtil.

Som skønne Amalie siger i aftenens afsnit:

“Jeg føler mig som Amalie i mange flere aspekter af hverdagen, end jeg gjorde før, hvor jeg kun var den rigtige Amalie, når jeg sad på mit værelse helt alene og følte mig meget ensom med mig. Og jeg kan huske, at jeg altid var nødt til at “lade som om”. Alt det jeg var og gjorde var noget, jeg LOD som om. Og så var der noget inde bag ved, som var den rigtige mig, som jeg ikke rigtigt turde at lade komme frem. 

Jeg tror virkelig, man ender med at blive syg af det, hvis man bliver ved med at prøve at efterleve et eller andet sindssygt mål, som man i virkeligheden har sat for sig selv, men man bilder sig selv ind, at det er andres.”

Hvis du endnu ikke har set programmerne, vil jeg stærkt anbefale dig at gå ind og se dem på DR’s hjemmeside.

♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡